Kommunal planlægning skal ikke brugerfinansieres

DEBAT: Kommunal spildevandsplanlægning er grundlaget for vandselskabernes virksomhed. Skal forbrugerne betale via vandselskabet, opstår der inhabilitet, mener Rådgivende Ingeniører.

Af Preben Boock
Chefkonsulent i Foreningen af Rådgivende Ingeniører

Kommunalteknisk Chefforening foreslår miljøminister Karen Ellemann at ændre reglerne for betaling af spildevandsplanlægning fra skattebetaling til brugerbetaling (her). Det må være et udtryk for, at kommunernes tekniske forvaltninger fattes penge, hvilket er naturligt nok i den svære økonomiske tid, vi er i. Men at dette skulle medføre brugerbetaling af spildevandsplanlægningen, som er en myndighedsopgave, virker forkert og åbner for inhabilitet.

En kommunal opgave
Vandsektorloven blev bl.a. vedtaget for at sikre en fornuftig deling af drift og myndighed. Myndigheden skal planlægge, hvorledes vandforsynings- og spildevandsindsatsen skal håndteres i kommunen - altså en politisk beslutning, der afvejer og prioriterer vandforsyning, udledning af spildevand til vandmiljøet, vand- og naturplanernes effektuering, placering og håndtering af bolig-, sommerhus og erhvervsområder, planer for landdistrikterne og meget andet.

Dette er som al anden planlægning i kommunen en kommunal opgave, som finansieres via skattebetalingen. Vandselskaberne skal herefter gennemføre en konkretisering af den politiske beslutning og etablere en anlægsplan og driftsplan, der sikrer, at målene nås - dette er selvfølgelig en brugerfinansieret opgave i vandselskaberne. Her sikres, at vandselskabet som virksomhed selv planlægger og betaler for eget virke.

Den der betaler bestemmer
Hvis forbrugerne via vandafgifter skulle betale for kommunernes myndighedsopgaver - her spildevandsplanlægningen, men det kunne for så vidt også være egentlig sagsbehandling i kommunen af vandselskabernes miljøansøgninger - vil det åbne for inhabilitet m.v.

Det ville jo være naturligt for forbrugerne, at vandselskaberne, som jo opkræver afgiften og dermed skal betale til kommunen, selv forestod kommuneplanlægningen for egen virksomhed - eller hvad? Og et godt gammelt princip siger, at den der betaler, bestemmer. Mon ikke kommunernes politikere ønsker at træffe de politiske beslutninger på et habilt grundlag uafhængigt af de udførende og forbrugernes penge; fuldstændigt som det gælder alle andre erhverv.

Forrige artikel Ellemann: Regnvandet ud af kloakken Næste artikel GMO-strategi for grøn vækst