Kan vi få et bredt naturforlig frem mod 2050?

DEBAT: Naturplan Danmark lover godt for den fremtidige indsats for den danske natur, men planen mangler politisk forankring blandt et bredt flertal i Folketinget. Det helt rigtige vil være et bredt politisk naturforlig, der rækker frem mod 2050. Det mener Claus Lind Christensen, formand for Danmarks Jægerforbund.

Af Claus Lind Christensen
Formand for Danmarks Jægerforbund

Godt med natur på dagsordenen
Det bedste er, at planen endelig er kommet. Det lover godt for den fremtidige indsats. Vi hilser Naturplan Danmark velkommen. Det glæder os, at regeringen sætter naturen på dagsordenen og dermed anerkender, hvor vigtig naturen er for danskerne. Vi afventer den konkrete udmøntning af planen med spænding og en vis portion sund skepsis. Vi vil se tingene ske, før vi rigtig tør tro på det!

Dårligt med tvivl om politisk forankring
Det værste er, at vi stadig synes, at vi har grund til at være i tvivl om planens politiske forankring. Det er fint nok, at regeringen spiller ud med planen, men efter vores mening kan det kun blive rigtig godt, hvis planen fører til, at der bliver indgået et nationalt naturforlig, som samler et bredt flertal i Folketinget. Og som vel at mærke også indeholder en finansierings- og investeringsplan, der rækker frem til 2050.

Vi behøver ikke få sat kroner og øre på, men vi har brug for en samlet tilkendegivelse fra et bredt Christiansborg-flertal om, at der skal være vilje til de økonomiske dispositioner, der er nødvendige for at omsætte planens ord til handlinger.

Det skal med andre ord være politisk robust, sådan at indsatsen for naturen ikke bliver påvirket af (eller endda helt ødelagt af) skiftende politiske vindretninger på Christiansborg og Slotsholmen.

Ligesom med energiforlig har vi på naturområdet brug for stabilitet, kontinuitet og langsigtet strategisk planlægning. Som det er nu, kan vi derfor frygte, at regeringens nye naturudspil dels er underfinansieret, og dels risikerer at ryge ud med badevandet efter næste folketingsvalg.

Den lille natur bliver overset
Vi håber, at den lille natur – som indtil videre har fået en meget stedmoderlig behandling i naturplanen - bliver tilgodeset, når der skal skrides til handling. De mange små arealer indeholder også store naturværdier, som er med til at binde den store natur sammen, og som den almindelige dansker kan være med til at værne om og udvikle, ligesom jægerne gør i dag.

Vi er glade for, at jægernes indsats for agerhøns og harer bliver fremhævet i planen (side 35), men der er brug for en langt mere omfattende markering af viljen til handling til fordel for biodiversiteten og dyrelivet i den lille natur. Det forventer vi kommer ind i forbindelse med den videre politiske proces.

Næste skridt er et nationalt naturforlig
Jægerforbundet mener, at der skal rykkes på to områder. Punkt 1: På Christiansborg og Slotsholmen skal skoene kridtes til indgåelse af et nationalt naturforlig, der rækker frem til 2050. Glem alt om 2020 – det er for kortsigtet og for uambitiøst.

Punkt 2: For at blive det folkelige gennembrud for moderne dansk naturudvikling skal der sikres ægte folkelig opbakning og medejerskab til Naturplan Danmark. Over for vores i alt 876 jagtforeninger og store bagland har vi netop sat en proces i gang, der løbende skal forsyne mig og resten af ledelsen i Danmarks Jægerforbund med input om, hvad jægerne i hele landet har af ønsker og behov, når det drejer sig om udviklingen af vores fælles natur.

Det input bearbejder og præsenterer vi løbende for vores mange kontakter på Christiansborg, Slotsholmen og det øvrige politiske system. Vi kan love ministrene, ordførerne og embedsmændene, at I nok skal høre fra os. Vi ser frem til den videre dialog med jer!   

Forrige artikel Naturplan Danmark rammer ved siden af Naturplan Danmark rammer ved siden af Næste artikel WWF: Gode takter i Naturplan Danmark WWF: Gode takter i Naturplan Danmark