Hvor går grænsen for dialog?

DEBAT: Der er brug for meget tæt dialog med lodsejerne om vandplanerne, skriver Landbrug & Fødevarers Niels Peter Nørring i en replik til KTC.

Af Niels Peter Nørring
Direktør for Miljø & Energi, Landbrug & Fødevarer

Dialog er godt, men der er også grænser for dialogen. Den udmelding er Flemming Lehbert Sørensen (FLS) fra KTC citeret for i en artikel om vandplaner og vandløbsindsats på Altinget 3. juni. Et interessant synspunkt, der dog – uden sammenligning i øvrigt – bringer tankerne hen på en række kendte citater fra mere totalitære systemer.

Udmeldingen underbygges af holdninger om, at der ikke skal ske en diskussion om alle vandløbsstrækninger, hvor vedligeholdelsen skal ændres, at arbejdet med konsekvensberegninger ikke må tage overhånd, og dialogen ikke må blive en hindring for indsatsen.

Når man har lyttet til miljøministerens udmeldinger den seneste tid, må man forvente, at FLS står over for noget af en udfordring – eller en større forventningsafstemning, om man vil. Ministeren har nemlig gentagne gange, bl.a. på samråd i Miljøudvalget, slået fast, at vurderingerne skal ske med gummistøvlerne på og i tæt dialog med lodsejerne ude langs vandløbene. FLS skal altså have overbevist ministeren om det fornuftige i de holdninger, han luftede på natur- og miljøkonferencen i KTC-regi i sidste.

Den opgave håber vi i Landbrug & Fødevarer ikke han får held med. Tæt dialog om konsekvenser og korrekte faglige beregninger ser vi som en absolut nødvendighed forud for indsatser, der potentielt berører anvendelsesmulighederne af landbrugsarealerne, der jo er en meget væsentlig del af landmandens produktionsapparat og eksistensgrundlag – alt andet er helt uacceptabelt.

FLS er i følge artiklen helt overbevist om, at kommunerne selvfølgelig alle er godt rustet til at varetage opgaven. ”Jeg er ikke i tvivl om, at vi er de eneste, som kan løse opgaven”, siger han. Han vælger dog meget belejligt ikke at forholde sig til kommunernes indsats som vandløbsmyndighed, da de ifm. randzoneloven er blevet stillet et helt enkelt og simpelt spørgsmål: Er denne terrænfordybning et vandløb eller ej? Nogle steder har lodsejeren fået et klart svar, men mange steder har det ikke været muligt, enten som følge af manglende ressourcer eller kompetencer.

Vandplanopgaven bliver mange, mange gange større. Der er ingen tvivl om, at der er mange rigtig dygtige medarbejdere i kommunerne, men det er næppe alle steder, man fx finder fagspecialister i hydraulik og hydrologi, viden om afgrøders afhængighed af veldrænet jord etc. Er det realistisk, at alle kommuner vil være i stand til at løfte denne opgave uden tilførsel af flere ressourcer? Vi tvivler stærkt, idet det jo er en ny og kæmpe opgave.

Til at løse opgaven med at beregne konsekvenser får kommunerne stillet et værktøj til rådighed, der vil være forsimplet og med mulighed for at skrue på en masse forudsætninger; elastik i metermål. Ydermere mangler der ofte de mest basale data, fx dimensioner, vandføring og grødesammensætning. På det grundlag bliver det så kommunens opgave at fortælle landmanden og staten, hvor store arealkonsekvenserne bliver. Enhver med bare lidt indsigt i hydrologi vil vide, at resultaterne vil være behæftet med ekstrem store usikkerheder.

Landbrug & Fødevarer har som det fremføres valgt at skrive ud til kommunerne – i første omgang de politisk ansvarlige, der har til opgave at pleje alle interesser bedst muligt, ikke kun miljøets – for at gøre opmærksom på denne tvivlsomme overdragelse af ansvar fra stat til kommuner, og de store krav til kompetencer og ressourcer, opgaven vil kaste af sig. 

I de kommuner, hvor skrivebordene er tømt for andre opgaver, og man har rustet sig til at løse opgaven, kan man jo se bort fra henvendelsen med ro i sindet. Alle andre steder bør man nok få sig en god snak forvaltning og politisk ansvarlig imellem. Om ikke andet er der nok behov for en forventningsafstemning nogle steder. Her vil det være en god idé at tage de lokale landmænd med ved bordet. Grænsen for dialog går ikke der, hvor det begynder at blive lidt besværligt for en eller flere parter!

Forrige artikel Arterne skal have den rette plads Næste artikel Natur som driftsgren – det er tid til at tænke nyt