Hvad med naturen?
FEM ÅR MED HUSDYRLOVEN: Naturen påvirkes negativt, selv om husdyrlovens vejledning følges, påpeger to sagsbehandlere fra Hjørring Kommune.
Biolog, PH.D., Hjørring Kommune
og Margrethe K. Hejlskov
Skov- og landskabsingeniør, Hjørring Kommune
De største trusler mod den danske natur og biodiversitet er: Belastning med næringsstoffer, ødelæggelse af den naturlige hydrologi og manglende plads på grund af fragmentering.
Belastningen med næringsstoffer er 50-100 procent større i Danmark end i de fleste andre EU-lande. Danmark har således en særlig stor udfordring i arbejdet med at opnå gunstig bevaringsstatus i vores habitatområder og god økologisk tilstand i vandløb, søer, grundvand og kystvande.
I Danmark skal næringsstofpåvirkning af habitatområder reguleres af husdyrloven. I praksis betyder det, at der i hver enkelt landbrugssag kun sker en vurdering af næringsstofpåvirkningen i forhold de kriterier, der er angivet i bekendtgørelsens bilag 3 og 4.
Det er problematisk, da der vil ske en stadig stigende afsætning af næringsstoffer, så naturens tålegrænser overskrides, bl.a. i habitatområder, selv om der forvaltes i overensstemmelse med loven, bekendtgørelsen og de statslige vejledninger.
Det helt overordnede problem er, at husdyrloven ikke på tilstrækkelig vis har indarbejdet Habitatdirektivet, Vandrammedirektivet og anden dansk lovgivning som f.eks. Naturbeskyttelsesloven.
Der er tre centrale problemer i forhold til Habitat- og Vandrammedirektivet:
1) Bekendtgørelsen og vejledningen understreger, at det på et eksperimentelt grundlag skal kunne dokumenteres, at der er negativ påvirkning af naturområder. Men Habitat- og Vandrammedirektivet tager udgangspunkt i forsigtighedsprincippet. Det betyder, at der ikke kan gives tilladelse til eller godkendes projekter, hvis der ud fra en faglig vurdering er begrundet tvivl om, at et projekt vil påvirke et habitatområde eller en bilag IV-art.
2) Bekendtgørelsens bilag 3 arbejder med generelle beskyttelsesniveauer, der skal overholdes. Men det er ikke i overensstemmelse med Habitatdirektivet, da en generaliseret vurdering ud fra det generelle beskyttelsesniveau ikke opfylder kravet om, at det objektivt og på baggrund af bedste videnskabelige viden skal kunne udelukkes, at et projekt alene eller i forbindelse med andre projekter indebærer en væsentlig påvirkning.
3) I forhold til udvaskning af fosfor og nitrat til overfladevand fokuserer husdyrloven udelukkende på kvælstoffølsomme habitatområder. Husdyrloven forholder sig således ikke til vådområder som rigkær og tidvis våd enge, der findes langs naturlige vandløb, og er direkte afhængig af vandøkosystemer. Tilstanden af disse naturtyper må ikke forringes direkte eller indirekte ifølge Vandrammedirektivet.
Herudover er der to centrale problemstillinger, der er gældende både i forhold til EU-direktiverne og Naturbeskyttelsesloven:
1) Ansøgninger, der falder ind under anmelderordningens § 19f, skal kun overholde angivet afstandskrav til visse naturtyper. I denne type sager skal den øgede påvirkning fra husdyrbruget ikke beregnes. Men i en række tilfælde er der beregnet en øget afsætning på 0,7-1,0 kg N/ha per år omkring 300 meter fra husdyrbruget. En afsætning, der således ikke er vurderet i forhold til den omkringliggende natur.
2) Er den ansøgte udledning af næringsstoffer 100 procent eller mere end den eksisterende udledning, skal reduktionskravet først være opnået inden for otte år. Det medfører afsætning af næringsstoffer over det generelle beskyttelsesniveau. Det betyder, at naturtilstanden i de berørte områder forringes. Det bliver derfor ekstra vanskeligt at opnå gunstig bevaringsstatus, da den negative effekt af næringsstofpåvirkning er tæt ved at være irreversibel.
