Fra lineær til cirkulær økonomi – fra affald til ressourcer

DEBAT: Affald er ikke længere blot affald, i dag er affald råmaterialer. I en tid hvor vi bruger ressourcer, som havde vi halvanden jordklode, bliver evnen til at genanvende ressourcer et afgørende konkurrenceparameter, skriver Lone Loklindt (R).

Af Lone Loklindt (R)
Miljøordfører, formand for Folketingets Miljøudvalg

I en lineær økonomi producerer virksomhederne varer, som forbrugerne køber. Når de er færdige med at bruge dem, bliver de smidt ud. Det giver et overforbrug af jordens knappe ressourcer og er med til at skabe uhyrlige mængder affald. I gennemsnit producerer hver dansker 800 kg affald om året. I Danmark. Dertil kommer de skjulte affaldsstrømme i udlandet på 3 ton pr. europæer, som ligger bag vores forbrug. Det er ikke en holdbar løsning.

I en cirkulær økonomi ser man på produktets livscyklus; dermed bliver det muligt at tænke i helheder. Når jeg køber et køleskab i dag, så skal jeg selv skaffe mig af med det igen, og som følge heraf stiger affaldsmængden. Tænk, hvis jeg i stedet kunne leje køleskabet, så ville køleskabet komme retur til producenten, når lejeperioden løb ud. Producenten vil så have interesse i, at køleskabet er så solidt, at det kan genudlejes, og konstrueret således, at materialerne i sidste ende kan genanvendes. På den måde bliver affald til en ny ressource.

Omstilling er på vej 
I dag brænder vi alt for mange af de knappe ressourcer af, men ved at tænke i nye baner kan vi ændre på det. I en cirkulær økonomi kommer vedligeholdelse, genbrug, gensalg eller genudlejning, renovering eller reproduktion før forbrænding. Der er en klar miljømæssig gevinst ved cirkulær økonomi, men det er også en god forretning for forbrugere og producenter og basis for nye teknologier og mange nye job i Danmark, hvis vi sikrer en vis kontrol med materialestrømmene.


En række danske virksomheder har allerede taget de første skridt på vejen mod mindre affaldsproduktion og mere genanvendelse. I dag tilbyder Gabriel, der producerer møbeltekstiler, en tekstiltype, der er så rent et produkt, at det kan komposteres og indgå i et biologisk kredsløb. Hos børnetøjsfirmaet Katvig har det store fokus på bæredygtighed bl.a. ført til produkter med polyester lavet af genbrugsflasker. Der er mange perspektiver i en ny tilgang til affald. I branchen er man ved at være klar.

For at bruge jordens ressourcer mere effektivt, skal vi gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen. Vi skal genanvende i langt højere grad og således spare på de jomfruelige materialer. Den kommende ressourcestrategi skal vise vejen til øget genanvendelse, så værdifulde råmaterialer ikke ender som aske eller på lossepladsen. Omstillingen fra affald til ressourcer er på vej – nu skal vi sikre, at det bliver til gavn for den danske konkurrenceevne at gå fra lineær økonomi til cirkulær økonomi.

Forrige artikel Smittefarligt skønmaleri fra Naturstyrelsen Næste artikel Naturstyrelsen svarer igen på skov-kritik