Fiskeripolitisk selvmål?
DEBAT: Den nuværende politik forhindrer kystfiskeriets potentiale i at skabe nye markedsføringsideer og produkter samt i at sikre konkurrence på lang sigt. Det skriver Jeppe Høst, ph.d.-stipendiat, KU.
Af Jeppe Høst
Ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet
Der er brug for kystfiskeriet. Det er herfra de nye produkter og markedsføringskoncepter, som på lang sigt skal sikre dansk konkurrenceevne, skal komme fra. Men den ordning, der skal fremme kystfiskeriet, er ikke god nok. Ordningen er derfor i øjeblikket til revision, og det går ikke stille for sig. Det udvalg af kystfiskere, som har evalueret ordningen, har ikke kunnet enes og er kommet med to forskellige bud på en ny ordning. Konflikten går især på, hvor store både der kan være med i ordningen. Bliver der ikke lavet ændringer i ordningen, vil kystfiskeriet lige så stille dø ud, mener den del af udvalget, som repræsenterer de mindre både. I sidste uge blev dette synspunkt bakket op af en række grønne organisationer og en supermarkedskæde.
Skåner miljøet og skaber jobs
Der er også masser af gode grunde til at fremme kystfiskeriet. Kystfiskerne fisker generelt med de mest miljøskånsomme redskaber og bruger mindre olie per kilo fanget fisk. De arbejdskrævende redskaber skaber tilmed flere arbejdspladser, og det er oven i købet i egne, hvor der bliver færre og færre andre jobmuligheder. Det er altså mange gode grunde til at bevare et levende kystfiskeri.
Problemet er på lang sigt, at kystfiskerne sælger deres fiskerettigheder til de store virksomheder, der med meget bedre finansielle vilkår kan overbyde unge nystartede fiskere. Det betyder noget, om man betaler 4 procent eller 12 procent i rente, når man skal ud og låne 25 millioner for at kunne tjene som en skolelærer. Derfor har vi en kystfiskerordning, der giver ekstra kvoter af fisk til kystfiskerne.
Konkurrencedygtig på kvalitet og produktidentitet
Men der er også langsigtede strategiske grunde til at bevare kystfiskeriet. For hvor de store rederier kan levere store mængder fisk, er de også i skarp global konkurrence. Det betyder, at prisen på danske rødspætter sættes af, hvad det koster at producere pangasiusfileter i Vietnam. Her har kystfiskerne den force, at de i højere grad konkurrerer på kvalitet og produktidentitet. Det vidner nye markedsføringsinitiativer som for eksempel havfriskfisk.dk om. Friske skrubber fra Vedbæk er nu en gang svære at producere i Vietnam. Havde nogen for femten år siden spået, at der ville være 100 nye bryggerier i Danmark i dag, havde man nok rystet på hovedet. Men mikrobryggerierne har været med til at udfordre og udvikle markedet også for de store bryggerier.
Behov for modige politikske beslutninger
Forskellen i fiskeriet er, at her bliver selve retten til at fiske (altså kvoterne) også købt op og samlet på nogle få og store enheder. Vi får altså ikke en bølge af ”mikrofiskere” i fremtiden. Den nuværende politik er dermed ikke god nok til at sikre kystfiskeriets potentiale, og det kommer på sigt til at gå ud over hele fiskeriet. Lige nu er kystfiskerordningen frivillig, og fiskerne tilmelder sig for tre år af gangen. Når fiskeren er med i ordningen, kan han kun sælge sine kvoter til andre kystfiskere, men i takt med at alderen stiger, melder kystfiskerne sig ud og sælger deres fiskerettigheder til de store trawlrederier. Derfor er der brug for nogle modige politiske beslutninger, der måske forringer enkeltes mulighed for at tjene på salg af kvoter, men som udvikler dansk fiskeri på sigt. Måske skal man tænke ud af boksen og lave flere segmenter efter størrelse eller helt målrette ordningen til den kvalitetsbevidste kystfisker?
Er 179 MF’ere blevet fuppet?
