EU's klimamål på vej opad

DEBAT: Store EU-lande vil skrue op for klimaambitionerne. Det kan sikre job og vækst i green tech-sektoren, skriver Dan Jørgensen, som undrer sig over, at Danmark tøver.

Af Dan Jørgensen (S)
MEP

Miljøministrene fra Tyskland, Frankrig og Storbritannien skrev i sommer et fælles indlæg i Financial Times. "EU skal skrue op for klimaambitionerne", lød budskabet. EU kan altså være på vej tilbage i det globale førersæde på klimaområdet. Desværre modarbejdes de progressive kræfter af blandt andet Danmark.

De tre 'store og gamle' lande i EU anbefaler nu, at EU reducerer udledningen af CO2 med 30 procent i 2020 (i forhold til 1990) frem for de nuværende 20 procent.

Tyskland, Frankrig og Storbritannien støtter her den linje, som klimakommissær Connie Hedegaard har lagt op til. Hun præsenterede i foråret en strategi for, hvordan EU kan bevæge sig fra 20 til 30 procent. Ifølge Kommissionens beregninger er prisen for at hæve målsætningen faldet betydeligt, faktisk en tredjedel, på grund af finanskrisen.

Investeringer i grønne jobs
Derudover peger Kommissionens beregninger på, at der er adskillige millioner jobs at hente i at have en ambitiøs klimapolitik. Det skyldes, at der er en voldsom global udvikling i gang inden for green tech-sektoren. Branchen forventes at vokse med 7-8 procent om året.

Hvis vi i Europa skal være med og fortsat kunne konkurrere med USA og Kina på dette marked, så skal vi i gang nu. En ambitiøs målsætning for, hvor meget CO2 vi skal reducere, vil stimulere investeringerne i energieffektivitet og vedvarende energi.

Det var da også ud fra et økonomisk ræsonnement, at de tre miljøministre fra Tyskland, Frankrig og Storbritannien argumenterede i deres fælles indlæg: "Hvis vi holder os til en 20 procents reduktion, er det sandsynligt, at Europa vil tabe kapløbet om at konkurrere i en lavkarbonverden til lande som Kina, Japan eller USA, der alle forsøger at skabe et attraktivt miljø for lavkarboninvesteringer."

Faktisk kan investeringer i vedvarende energi og grønne jobs være en vej ud af finanskrisen, da vi på den måde kan stimulere vores økonomi. Det giver god mening. Både fra et klimamæssigt og et økonomisk synspunkt.

I bås med Polen og Italien
Desværre er den danske regering blandt de få, der endnu ikke har set, hvilken vej vinden blæser. Vores klimaminister, Lykke Friis (V), afviser at øge klimamålsætningen til de 30 procent nu. Og reaktionen fra Venstres klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt er, at det er alt for dyrt. For, siger han, Danmark skal jo ikke være med til at udskrive nogen "blankocheck" til klimamålene.

Hermed er Danmark kommet i bås med de lande, vi ellers historisk set kæmper imod på miljø- og klimaområdet, nemlig Italien og Polen. Det er trist. Men forhåbentlig har kongeriget ikke her den store indflydelse. Sådan er det med små lande. Vi kan gøre en forskel, hvis vi går forrest og sætter det gode eksempel. Men vi har ikke magten til at blokere for fremskridtet, når de store lande rykker. Heldigvis.

Forrige artikel Mange fordele ved små vandværker Næste artikel Biomasse er ikke løsningen