En driftsplan efter en skovriders hjerte

REPLIK: Den rødlige perlemorssommerfugl vil i fremtiden føle sig velkommen i Grund Skov. Det skal den nye driftsplan med flere lysåbne arealer nemlig sørge for. Det skriver Henrik Vinther, skovrider, Naturstyrelsen Trekantsområdet.

Af Henrik Vinther
Skovrider, Naturstyrelsen Trekantsområdet

Naturvejleder Morten D.D. Hansen har ret, når han i Altinget 2/12 skriver, at jeg ikke anede, at rødlig perlemorssommerfugl for 20 år siden var ganske talrig i Grund Skov. Men den vil komme til at føle sig meget velkommen i fremtiden. For i den nye driftsplan har vi taget højde for flere lysåbne arealer i Grund Skov. Det kan være, at det ikke er nok, for nogle vil mene, at sommerfuglens udbredelsesområde er flyttet mod nord pga. klimaændringer – det vil tiden vise.

Morten D. D. Hansen har desuden på sin tur i Grund Skov lagt mærke til, at der ikke var døde træer, som kunne bidrage til biodiversiteten. Men der er nok flere, end du fik øje på, ikke mindst i den udlagte urørte skov langs Vejle Fjord i Grund Skov, og der kommer mange flere i alle statsskovene, jævnfør de ”økologiske retningslinjer for arealdriften i statsskovene”.

Gode intentioner i ny driftsplan
Fryder det så en gammel skovriders hjerte? Ja, det gør det, for nok glæder jeg mig over at dyrke ranke sunde værdifulde træer til samfundets bedste, men en skovtur i en skov uden levesteder for fugle, blomster, svampe, insekter, med mere ville være uendelig trist, og mødet med en gammel træruin har sin egen charme.

Så Morten D.D., sidst vi mødtes, var for et par år siden i anledningen af branden i Gyttegård Plantage. Her lærte du mig noget spændende om brandbiller, og vi blev enige om at udlægge et ”urørt brandområde”.

Jeg vil derfor blive glad, hvis du vil læse den nye driftsplan - og invitere mig på en tur og fortælle mig om, hvad jeg særlig skal have øjnene åbne for, for at opfylde de mange gode intentioner i den nye 15 årige driftsplan. Vi vil jo gerne det, der er til naturens bedste.

Forrige artikel Staten dræner naturfondens pengekasse Staten dræner naturfondens pengekasse Næste artikel Næringsstofforurening truer naturen på land