Staten dræner naturfondens pengekasse

Af Peder Størup 
Naturbeskyttelse.dk

Den Danske Naturfond, der bl.a. skal opkøbe landbrugsjord og omlægge det til natur, blev i første omgang forsøgt kontrolleret af finansminister Bjarne Corydon (S), som ønskede statskontrol over finanserne. De to private fonde, Aage V. Jensens Naturfond og Villum Fonden, der samlet donerer 375 millioner kroner til naturfonden, trak imidlertid effektivt i håndbremsen og satte hårdt mod hårdt. Finansministeren måtte bøje sig, og fonden fik økonomisk uafhængighed.

Den danske stat bidrager med 500 millioner kroner over en fireårig periode (altså gennemsnitligt med 125 millioner kroner om året) plus 49 millioner kroner til sekretariatsudgifter de første fire år, mens de private fonde som nævnt bidrager med 375 millioner kroner.

Grundkapitalen kommer til at bestå af 500 millioner kroner, hvorfra man formodentlig kan regne med 1-2 procent afkast om året, når inflationen har slugt sin del.

Det betyder, at et beløb, der altså svarer til den statslige halve milliard (men er finansieret forholdsmæssigt af både staten og de private fonde), kun resulterer i et disponibelt beløb på blot 5-10 millioner kroner om året. Det svarer i bedste fald til de årlige drifts- og administrationsudgifter (statens ekstraordinære sekretariatstilskud dækker nemlig kun de første fire år).

Den fri kapital består med andre ord kun af 375 millioner kroner, og her har staten indtil videre sikret sig, at en stor del uden videre går tilbage til staten, eftersom fonden ikke er momsfritaget. Det betyder, at hver gang et projekt iværksættes - ja, når blot et fugletårn bygges eller en sti anlægges - skal der afleveres 25 procent i moms direkte til statskassen.

Staten sluger momsen
Mens store dele af det kulturelle område er momsfritaget (f.eks. de fleste indtægter i museer, zoologiske haver, biblioteker o.lign.), gælder dette ikke Den Danske Naturfond.

Den fri kapital på 375 millioner kroner går altså ikke udelt til fondens aktiviteter, idet der ruller millioner tilbage til staten, og dermed begrænses omfanget af de naturarealer, der er råd til at opkøbe.

Med en ikke urealistisk gennemsnitlig hektarpris på ca. 100.000 kroner, kan der i realiteten næppe købes mere end i omegnen af 2.500 hektar i alt, når staten har fået sin del via momsen.

Fondens midler kan så øges, alt efter hvor mange privatpersoner, der vælger at bidrage til den, men der skal mange støttemillioner til, før mulighederne for opkøb for alvor forbedres.

Bidragene til Den Danske Naturfond er heller ikke fradragsberettigede, sådan som det (op til en vis beløbsstørrelse) er tilfældet for donationer til en række private fonde, foreninger og institutioner, og så beskattes naturfonden endog af støttebeløbene.

Det må være et minimum, at naturformålene i det mindste sidestilles med kulturelle aktiviteter, der kan momsfritages, og således at private donationer til Den Danske Naturfond er fradragsberettigede og ikke beskattes.

I modsat fald vil det være en stærkt begrænsende motivationsfaktor for private, der måtte ønske at indbetale eller testamentere til fonden, fordi statsapparatet æder en stor del af det, de pågældende jo i udgangspunktet ønsker at forære kvit og frit til naturen.

Fondens formål
Aage V. Jensen Naturfond og Villum Fonden har forsøgt at sikre naturens og biodiversitetens førsteprioritet i Den Danske Naturfond (andre formål er f.eks. blevet underordnet som ”et led i fondens aktiviteter” i stedet for at figurere som sidestillede formål). Men om hensigten hermed også vil blive forstået og fortolket til fulde i den intenderede retning af en kommende bestyrelse, er et åbent spørgsmål.

At formål, der ikke sigter på styrkelsen af naturens mangfoldighed og forbedringen af levestederne, efter politisk pres er skrevet ind i formålsparagrafferne, kan give fortolkningsproblemer, der bør adresseres af en kritisk offentlighed (hvis Den Danske Naturfond f.eks. ikke også skal få karakter af en drikkevands- eller klimafond).

For jo flere opgaver og formål, der risikerer at blive tilføjet fondens virke, desto færre midler er der tilbage til arealopkøb med natur og biodiversitet som omdrejningspunkt.

Man risikerer altså at stå med en fond, som på papiret ser imponerende ud, men reelt ikke vil være i stand til at leve op til politikernes skåltaler om, at den vil kunne bidrage til at bremse tabet af biodiversitet i Danmark.

debat@altinget.dk