Drop vanetænkningen og tal sammen

DEBAT: Det skal være slut med vanetænkning inden for landbrug og miljø, mener Jørn Jespersen, formand for Natur- og Landbrugskommissionen. Et friere, fleksibelt landbrug og bedre miljø er ikke nødvendigvis modsætninger. Det er muligt med nytænkning og samarbejde.

Af Jørn Jespersen
Formand for Natur- og Landbrugskommissionen

Er det en naturlov, at hvis man giver landbruget friere rammer og større fleksibilitet til at tilrettelægge produktionen, så skader det miljø og natur?

Det har været automatreaktionen fra mange sider, efter at Natur- og Landbrugskommissionen onsdag offentliggjorde sin statusrapport og sit bud på en udviklingsvej for dansk landbrug og natur og miljø.

Men faktisk har vi foreslået, at man netop styrker miljøindsatsen gevaldigt ved at overgå til mere regulering af påvirkning i stedet for generel regulering af forbrug af gødning og hjælpestoffer. Fra input-regulering til output-regulering. Så kan der fastsættes helt præcise mål og grænser for eksempelvis landbrugets udledning af næringsstoffer som nitrat og fosfor. Og disse krav kan baseres på den ønskede miljø- og naturtilstand.

Det vil kræve langt bedre viden om jordenes robusthed og vandområders sårbarhed. Så kan der iværksættes en målrettet indsats, som sikrer den ønskede miljøtilstand i det enkelte vand- og naturområde. Til gengæld kan den enkelte landmand så tilrettelægge sin indsats og vælge de virkemidler, som han finder mest hensigtsmæssige.

Udvid buketten af virkemidler
Samtidig bør der tænkes nyt med hensyn til den samlede buket af virkemidler. Hvis vi ønsker at opnå den gode økologiske tilstand i vores vandområder, skal vi forstærke indsatsen med at begrænse udledningen af næringsstoffer. Men vi skal også undersøge og udvikle nye virkemidler som udtagning af jord, minivådområder, muslingeopdræt mm. Og en mere aktiv naturgenopretning, også under vandet, bør også indgå i overvejelserne.

Så måske kan det alligevel lade sig gøre at forbedre vores miljø og udvikle kvaliteten af vores natur, samtidig med at vi skaber mere fleksibilitet for den enkelte landmand med hensyn til at leve op til miljømålene. Og dermed større respekt for landmændenes faglige viden og indsigt. Og bedre produktion og indtægt.

Og måske kan det også lade sig gøre at skabe øget indtjening i landbruget ved at samtænke produktion af fødevarer og foder med energiproduktion og produktion af materialer, som erstatter de oliebaserede produkter.

Men det kræver alt sammen, at vi bliver bedre til at tale sammen: erhverv, samfund, grønne organisationer, myndigheder og politikere. Vi skal erstatte de u-konstruktive slagsmål med løsningsorienteret dialog. Lad os droppe vanetænkningen og sammen udvikle holdbare løsninger til gavn for miljø og natur og til gavn for udvikling og indtjening i landbruget og fødevaresektoren.

Forrige artikel Naturen har brug for nyt grønt samarbejde Næste artikel Dansk Erhverv efterlyser ny kemikaliepolitik i EU Dansk Erhverv efterlyser ny kemikaliepolitik i EU