DN: Skovrejsning må ikke oversælges som et vidundermiddel, der kan løse både klima- og biodiversitetskrisen

Det er en ekstremt vigtig debat, der lige nu pågår om skovrejsning i Danmark. Den rejser en række afsindigt vigtige spørgsmål om, hvad de mange nye skove, der skyder op i Danmark, faktisk kan bidrage med.

For mig er det helt afgørende, at vi midt i to store og ødelæggende kriser er knivskarpe på effekten af de virkemidler, vi bringer i anvendelse. Og derfor skal vi lytte til forskerne, så vores handlinger mod biodiversitetskrisen og klimakrisen bliver vidensbaserede.

Vi har en biodiversitetskrise, og vi har en klimakrise, og ingen af dem kan vente på tiltag, der først virker langt ud i fremtiden. Jeg vil derfor gerne advare mod at oversælge skovrejsning som et vidundermiddel for de to kriser, når forskning slår fast, at det er de generelt ikke.

Tid til naturbaserede løsninger

I Danmarks Naturfredningsforening arbejder vi for naturbaserede løsninger alle de steder, hvor det giver mening. 

Jeg har længe plæderet for at lade vandløbene tage de oversvømmelser, klimaforandringerne vil gøre hyppigere, og at sikre ålegræsenge og strandenge, så de ligesom lavbundsjorderne kan tilbageholde CO2. Jeg har af samme årsag kæmpet for urørt skov.

Fællesnævneren her er, at naturgenopretningen eller fredning af den eksisterende natur giver både klima- og biodiversitetsgevinster. Det kan vi opnå mange steder ved i langt højere grad at se på udfordringerne på tværs af biodiversitets- og klimainteresser, men også nuværende og fastlåste produktionsmetoder kan inddrages.

Her tænker jeg på den skarpe opdeling, vi har af landarealet mellem skovbrug og agerbrug, der stammer tilbage fra fredskovsforordningen af 1805 og i dag forhindrer for eksempel skovlandbrug i at blomstre op.

Biodiversiteten i centrum

Skovrejsning er det store hit verden rundt og altså også her i Danmark, hvor grundtanken er at plante ny skov på landbrugsjorder. Derfor er det også relevant at spørge, om en plantet skov giver samfundet flere fællesgoder end en kornmark? Er det her, vi skal bruge de trods alt begrænsede ressourcer og det begrænsede areal, vi har til rådighed? 

Som et lille kuriosum kan jeg nævne, at Danmark sammen med EU i øvrigt faktisk advarede mod, at skovrejsning skulle tælle med som CO2-reduktion, da Kyoto-protokollen blev udformet i 1987. Det gjorde vi, blandt andet fordi den faglige vurdering var, at man skulle løse problemet ved at reducere udslippet af CO2 snarere end at forsøge at kompensere for det. Vi blev nedstemt.

Danmark har nu en klimaskovfond, der skal sætte skub i træplantningen. Da dette er virkelighed, er mit afsæt således ikke, hvorvidt vi skal have mere skov i Danmark, men snarere hvordan vi opnår flest gevinster ved at få det og vejen derhen. 

Danmark er i forvejen intensivt dyrket på omkring 60 procent af vores areal. Det vil sige, at der sprøjtes og gødskes i en sådan grad, at vores vandmiljø lider, og helt almindelige arter som storke, agerhøns og ildere har det også svært i agerlandet. 

I Danmarks Naturfredningsforening har vi det standpunkt, at der skal være langt mere plads til naturen i det åbne land. Vi skal i gang med en massiv naturgenopretning alle de steder, det giver mening. Vi ønsker at genetablere enge, moser og søer, genslynge åerne og genskabe den naturlige hydrologi. Her skal skoven indfinde sig selv, og den skal gerne bidrage med nye store sammenhængende mosaikker af skovlandskaber. 

Det er i min optik klart, at al skov skal indeholde bestemmelser om øget biodiversitet enten på kort eller lang sigt, og de steder, hvor vi skal have tømmerproduktion, skal det ske som naturnær drift. Jeg synes, der gives nogle rigtigt interessante bud på, hvordan det kan ske i bogen "Forvaltning af biodiversitet i dyrket skov" af Jacob Heilmann-Clausen, Hans Henrik Bruun, Anders Høj­gård Petersen, Rasmus Riis-Hansen og Carsten Rahbek fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet.

Der, hvor skoven ikke genindvandrer, skal den optimalt set etableres i forbindelse med eksisterende skove for ad den vej at lade skovens natur indvandre på de nye skovarealer med tiden. Nye skove kan visse steder bruges aktivt som en beskyttelse af grundvandet, hvis skovene erstatter traditionel dyrkning med sprøjtegift og kunstgødning. Men det er også komplekst, da plantning af træer kan mindske grundvandsdannelsen og derfor ikke altid er smart disse steder.

Vi har brug for en stærk træcertificering

Jeg indrømmer, at jeg beder om meget grundighed i forarbejdet til skovrejsning, og jeg vil endda også bede om tålmodighed. For de nye skove bidrager ikke i nogen overskuelig fremtid til hverken klimaet eller biodiversiteten, men de fremtidssikrer vores efterkommere, når det gælder det tømmer, vi skal bruge meget mere af i fremtiden.

Træ skal nemlig i langt højere grad bruges i for eksempel byggebranchen, der står for omkring 20 procent af den samlede CO2-udledning, og vi bør allerede nu indføre skærpede krav til, hvor meget af nye byggerier der fremover skal bestå af træ i stedet for beton og stål. En stærk certificering af træet er for mig helt afgørende, og vi skal bruge mere træ i varige konstruktioner, fordi det lagrer kulstof, fremfor som i dag at afbrænde en stor andel og ikke kun restprodukterne.

De nye skov- og naturområder vil til gengæld ganske hurtigt blive en gevinst for os danskere, der har skove som yndlingsmål for vores udflugter. For mens vi bruger offentlige midler på skovrejsning, bør vi se på, hvilke muligheder der skal være for offentlig adgang. Det, synes jeg, er værd at tage med i debatten. 

Når alt dette er sagt, så vil jeg gerne slå fast, at vi i Danmarks Naturfredningsforening ser det som vores fornemste opgave at sikre varige, vidensbaserede løsninger for klimaet, for naturen, for drikkevandet og miljøet i øvrigt og sikre flere naturoplevelser til hele befolkningen. 

Det gør vi, fordi kloge og varige indsatser nu engang er det bedste, vi kan give videre til vores eftertid.

{{toplink}}

debat@altinget.dk