DI: Behov for flere reformer af vandsektor

DEBAT: Dansk Industri roser politikerne for at have indgået forlig om vandsektoren. Men der skal meget mere til, skriver miljøchef Bjarne Palstrøm.

Af Bjarne Palstrøm,
Miljøchef, Dansk Industri 

Med regeringens og forligspartiernes (DF, S, SF og EL) aftale om effektivisering af vandsektoren er der igangsat en udvikling, som på sigt bør føre til en ny organisering af vandsektoren. Vi er dog på ingen måde nået helt i mål med aftalen.

Med aftalen har miljøministeren og forligspartierne taget et vigtigt første skridt for at skabe større effektivitet i vandsektoren. Den nuværende organisering indeholder ingen incitamenter for at øge effektivitet og kvaliteten i vandsektoren.

Det er til skade, både for forbrugerne og miljøet. Aftalen sikrer derfor, at kompasnålen nu er sat i den rigtige retning.

Fjernelse hvile-i-sig-selv-princippet
Vi havde gerne set en fuld liberalisering af sektoren og dermed en fjernelse af "hvile-i-sig-selv"-princippet. Men modsat for eksempel affaldsområdet har virksomheder og borgere sjældent en reel mulighed for at vælge alternative leverandører.

Derfor er selskabsgørelse af de kommunale forsyningsselskaber en acceptabel løsning, som skaber muligheder for større gennemsigtighed og ensartethed i at nå lavere priser.

Prisloft og benchmarking er ikke nok
Indførelse af prislofter er imidlertid en skidt ting, som stiller store krav til det kommende forsyningssekretariat. Selv med benchmarking kan prislofter nemt føre til højere priser, fordi ineffektive forsyningsselskaber trækker gennemsnittet op i forhold til mere effektive selskaber.

Derfor skal den fremtidige fastsættelse af prislofter tage udgangspunkt i "best practise" og ikke et gennemsnit for forsyningsselskaberne.

Inden for vandsektoren er der som for andre brancher behov for teknologisk udvikling, der kan føre til bedre vandkvalitet og større effektivitet i sektoren. En teknologifond kan være et af virkemidlerne til at nå dette mål.

Overskud kunne bruges til lavere priser
Det er dog vigtigt at bemærke, at det er forbrugerne, som i sidste ende kommer til at betale for denne udvikling, idet det er branchen, som via deres overskud skal betale til teknologifonden. Vi havde gerne set, at overskuddet kom forbrugerne til gode i form af lavere priser.

Fra DI's side vil vi gerne lægge op til en videre dialog om de næste skridt i at effektivisere vandsektoren. I mange virksomheder arbejdes der med sammenligninger af "best practise" samt etablering af fora, hvor ledere inden for en branche kan udveksle viden om indførelse af miljø- og kvalitetsledelse.

 

Forrige artikel Hvordan skal naturen reddes Connie? Næste artikel REACH - målet er ikke nået