De villiges klimakoalition

DEBAT: Danmark og EU må ignorere Lomborg-typerne og gå forrest i bestræbelserne på at afværge den klimatastrofe, som FN's klimapanel forudser, skriver S-ordfører.

Af Torben Hansen,
Miljøordfører (S)

Seks til ni grader, frisk vind fra vest. Sådan lød vejrudsigten på Kyndelmisse, den 2. februar. Ifølge gammel skik kan man på Kyndelmisse tage varsel af vejret. Således hedder det, at "hvis det blæser, så 18 kællinger ikke kan holde den 19., forsvinder kulden snart".

Normalt smiler vi let af den slags spådomme. Men ikke denne gang, for nu bakkes spådommene op af FN's klimapanel, IPCC, der offentliggjorde klimarapporten på kyndelmisse, som iflg. Kalenderen er vinterens strengeste dag. IPCC fastslår:

  • Klimaændringerne er højst sandsynligt menneskeskabte.
  • Temperaturen vil i år 2100 være 1,7 - 4,0 grader højere end gennemsnittet for 1980-1999, hvis vi ikke reducerer udledningen af drivhusgasser.
  • Stigningen af CO2 i atmosfæren skyldes hovedsageligt afbrænding af fossile brændstoffer og landanvendelse (skovhugst, urbanisering, etc.).
  • CO2-indholdet i luften er i gennemsnit steget hurtigere i 2000-2005 end i 1990'erne.
  • 11 af de sidste tolv år var de varmeste år nogensinde målt.

Stern-rapporten, fra den britiske regering skønner samtidig, at mens hvert tons udledt CO2 vil gøre skade for 85 dollars, vil det blot koste 25 dollars at nedbringe CO2-udslippet med ét tons.

Udnyt det internationale miljømomentum
Herhjemme har den nye rapport fra FN's klimapanel fået miljøminister Connie Hedegaard op af stolen:

"Ja, der er klimaforandringer, ja, det går stærkere og stærkere og ja, det er vi menneskers adfærd, der spiller en afgørende rolle... Verdenssamfundet skal handle og vi skal gøre det nu," lyder det ambitiøst fra den konservative minister. Connie Hedegaards problem er imidlertid, at det ikke er miljøministeren, der lægger den danske klimapolitik.

Den tjans varetager finansministeren, der mener, at der hele er kejserens nye klæder. Danmark er ikke længere medlem af eliten, når det kommer til fremsynede klimaindsatser og bindende energipolitiske mål, både herhjemme og i udlandet.

Danmark skal gå forrest og udnytte det momentum, der i øjeblikket er blandt verdens nationer og sætte klimaforandringer og miljøpolitik øverst på den globale dagsorden.

De villiges klimakoalition
EU kan og skal gå forrest i den internationale klimakamp. På det kommende EU-topmøde den 7.-8. marts bør den danske regering bakke op om forslaget om at reducere EU's udledning af drivhusgasser med 30 pct. inden 2020. Forslaget støttes allerede af store lande som Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Sverige.

Hvis EU får lov at tale med en samlet stemme om ambitiøse klimamål, er dannelsen af "de villiges klimakoalition" mulig. Vi har ikke råd til at vente på, at denne verdens Bjørn Lomborg'er er væk.

EU skal gå forrest i de villiges klimakoalition og udnytte sin helt unikke globale position til at overbevise andre lande til at gå med i en global klimakoalition. Fælles for landene i koalitionen skal være en række forpligtende og ambitiøse klimamål, som sikrer, at de dystre udsigter fra Stern og IPCC undgås.

Forrige artikel REACH - målet er ikke nået Næste artikel Gylle som biomasse udpiner jorden i Argentina