De små vandværker er problemet

DEBAT: Tilsynet med drikkevandet kan blive bedre, fastslår KTC's formand, som mener, at der er så mange problemer med de små vandværker, at de bør nedlægges.

Af Torben Nøhr
Teknik- og miljødirektør
Formand for KTC, Kommunalteknisk Chefforening

De seneste forureninger af vandforsyningerne i Køge og Århus har rejst en debat om, hvorvidt vores tilsyn med drikkevandet i Danmark er godt nok. Mit svar på dette er, at det er det ikke! Det kan blive meget bedre. Men det er ikke specielt kommunernes skyld - der er mange andre forklaringer.

Vandforsyningen i Danmark er utrolig decentral. Vi har i tusindvis af små vandværker spredt ud over det ganske land. Og så har vi enkelte meget store vandforsyninger, ikke mindst i København, men også i alle de store og mellemstore provinsbyer. Alle de kommunale vandforsyninger er i dag udskilt i selvstændige aktieselskaber med egne bestyrelser og drives ret professionelt. De tusindvis af små private vandværker drives derimod stort set af amatører.

Kommunernes rolle er at føre tilsyn med, at drikkevandskvalitets-kravene overholdes. Både i de store professionelt drevne vandselskaber, i de mange private vandværker og enkeltvandforsyningerne ude på landet. Altså tre forskellige typer opgaver.

Flere fusioner af de store vandselskaber er på vej - det er godt
Ser vi først på de store professionelt drevne vandforsyninger, er jeg sikker på, at forholdene er i orden. Der er stor opmærksomhed om, at kravene overholdes, og der skrides ind øjeblikkeligt, når der konstateres problemer. Det gælder sagerne i Køge og Århus. Produktion af rent vand er en sårbar proces, selvom selve vandbehandlingen normalt er simpel. Men der kan ske uheld undervejs, enten helt ude ved boringerne eller på selve vandværket.

Min pointe er, at disse uheld opdages, og der gøres noget ved det. Det primære ansvar for driften af disse store vandværker er de nye vandselskaber, som dagligt tilser alle forhold. Der er en tendens til, at disse selskaber bliver større og større, flere selskaber lægger sig sammen - f.eks. Gladsaxe og Gentofte - og flere er på vej. Det er en god udvikling, som jeg tror vil accelerere de kommende år. Kommunerne står her tilbage som tilsynsmyndigheder, der skal gribe ind, hvis vandselskabet ikke gør det godt nok. Der er i disse sager ingen habilitetsproblemer eller særlige erhvervshensyn, som man kan beskylde kommunerne for at tage, men alene et hensyn til borgernes sikkerhed for at få rent vand. Og det ansvar tages bestemt alvorligt.

Kan vi opretholde små private vandværker?
Helt anderledes er det med de små privatdrevne vandværker, som vi - som nævnt - har tusindvis af. Her er det den valgte bestyrelse, der har ansvaret for sikker vandproduktion, og selve vandværket drives ofte af uprofessionelle folk på deltid. Her er der masser af problemer, men de kommer sjældent frem i offentlighedens søgelys.

Det er vanskeligt for disse vandværket at overholde kravene, brugerne har ikke lyst til/mulighed for at betale yderligere investeringer, og kommunerne bruger som tilsynsmyndigheder mange kræfter på at følge op på overskridelser af de vejledende krav. Det kan dreje sig om nitrat, om coli-bakterier, om pesticidrester m.v. Men mange steder kontrolleres vandet slet ikke for disse mere alvorlige forureninger, eller det sker meget sjældent. Jeg mener, at man med rette kan spørge, om det er rimeligt, at vi i et højtudviklet land som Danmark kan opretholde en vandforsyning, der blev skabt i bondesamfundets tid.

Efter min mening er der behov for en grundlæggende ændring af måden, vi producerer rent vand på i Danmark. Jeg håber, at vi inden for en ti-årig periode ser en udvikling, hvor stort set alle små privatejede vandværker er blevet nedlagt, og at der tilbage er store professionelt drevne vandselskaber, der drives helt uafhængigt af kommunerne. Kommunernes rolle i den sammenhæng er at føre et stringent tilsyn, hvor der ikke længere accepteres overskridelser af grænseværdierne på de små værker, og at der gennemføres en vandforsyningsplanlægning, der sikrer et sammenhængende vandforsyningsnet overalt i landet.

Forrige artikel GMO-strategi for grøn vækst Næste artikel Mange fordele ved små vandværker