Dansk Energi: CO2-lagring gavner klima og økonomi

DEBAT: En dansk satsning på CO2-lagringsteknologi kan mindske CO2-udslippet markant og blive en økonomisk gevinst hvis teknologi måske kan sælge til udlandet, skriver dagens debattør.

Af vicedirektør Lars Aagaard, Dansk Energi

Vi skal være uafhængige af fossile brændsler. Sådan lyder den ultimative vision bag regeringens udspil til ny energipolitik. Som alle visioner - der er virkelig visionære - rækker den langt ind i fremtiden og krydser linien for, hvad der kan lade sig gøre i den nære fremtid.

Uanset om man kan lide det eller ej så vil verdens energiforsyning de næste 50-100 år i alt overvejende grad blive leveret via brug af fossile brændsler. I de store udviklingslande bygges der kraftværker på livet løs som vil øge brugen af kul helt enormt.

Danmark er stadig 70 procent fossil i 2025
I Danmark er vi også langt fra målet om total udfasning af fossilt brændsel. I 2025 er regeringens mål 30% vedvarende energi. Der er altså stadig 70% fossilt brændsel i vores energisystem.

De 30% vedvarende energi kommer i vid udstrækning fra vind der er en fantastisk teknologi som vi sagtens kan rumme langt mere af end vi bruger i dag. Men der er som bekendt fortsat det problem at vindenergien kommer og går som vinden blæser.

Vind kan derfor ikke stå alene, men skal have en partner. Med mindre svaret er forøget el-import er vi derfor i lang tid frem over afhængig af høj-effektive kraftværker som bruger gas, kul og biomasse.

Det giver (mindst) to store udfordringer. Vi skal have kraftværkerne og vindenergi til at danse rigtigt sammen, så vi har dansk energi selv på vindstille dage. Vi skal have minimeret miljøpåvirkningen fra de fossile brændsler i den overgangsperiode vi ikke rigtigt kender rækkevidden af.

Lagring af CO2 er del af løsningen i overgangsfasen
En vigtig brik i løsningen af det sidste problem - minimering af miljøpåvirkningen når vi bruger fossile brændsler - er effektiv lagring af CO2 i den danske undergrund.

Danmark har den teknologiske viden, de geologiske lagre og muligheder for at sende kraftværkernes CO2 retur til undergrunden til glæde for både klimaet og produktionen af olie i Nordsøen.

Ind til videre har diskussionen om CO2-opsamling og -deponering især handlet om kul- og gaskraft, men perspektivet er større endnu.

Forbrænding af biomasse udleder omkring 50 procent mere CO2 pr. kWh end forbrænding af kul. Da biomasse optager de samme mængder CO2 under vækst, betragtes biomasse som et miljøvenligt CO2-neutralt brændsel.

Forestil dig en verden, hvor strøm produceres på kraftværker fyret med halm, træflis, biologisk affald og andre former for biomasse. Forbrændingen frigør CO2, men den trækkes ud af røgen og pumpes ned i undergrunden.

Dermed gemmes alt det kulstof planterne har suget ud af atmosfæren under opvæksten. Atmosfæren skånes ikke alene for udledning af CO2, den tappes for CO2 med mindre global opvarmning til følge.

Demonstrationsanlæg - også i Danmark
En anden positiv gevinst ved CO2-opsamling er, at den opsamlede og rensede CO2 kan pumpes ned i oliefelterne og øge udnyttet i Nordsøen. Eksporten af naturgas, olie og elektricitet er en solid forretning for Danmark. I 2006 var eksporten på godt 29,8 milliarder kroner - eller 76 procent af det samlede overskud på handelsbalancen i 2006.

EU Kommissionen udspil er, at Europa skal have 12 storskala demonstrationsanlæg med CO2 rensning og lagring inden 2015. Teknologien skal endvidere være standard på alle nye værker efter 2020 og omfattes af EU´s system til handel med kvoter.

Tyskland, Norge og Storbritannien er langt fremme med konkrete projektforslag, men Danmark har gode chancer for at komme i betragtning til demonstration af den nye lovende teknologi. Lad os hoppe på vognen og sikre Danmark en ny eksportsucces til gavn for både erhvervsliv og klima.

Forrige artikel DN: Danmark er ikke længere naturduks i EU Næste artikel Forbrugerrådet: Udvid energimærkningen