Rigelig viden om både hare og skovdue

DEBAT: Jægernes formand vidste godt, at der var behov for stramninger på due- og harejagt, da han indgik forlig i vildtforvaltningsrådet, påpeger Niels Kanstrup.

Af Niels Kanstrup
Dansk Jagtakademi

Når man læser udtalelserne fra Jægerforbundets formand på Altinget, får man det indtryk, at der ikke var kendskab til behovet for opstramning på både hare- og duejagt, da Vildtforvaltningsrådet indgik forlig om jagttiderne i sommeren 2009. Men det passer ikke. På det tidspunkt var resultatet af forskningsprojektet "Vildt & Landskab" både kendt og publiceret - endda med Danmarks Jægerforbund som samarbejdspart.

I dette arbejde sættes der på basis af flere typer af undersøgelser spørgsmålstegn ved bæredygtigheden af jagt på hare, når bestanden er så lav, som vi ser de fleste steder i Jylland. Når det gælder duejagten, var vi flere, der allerede i 2008 offentligt gjorde opmærksom på problemet med jagt i oktober, se f.eks. her. Så hvis man ellers havde været interesseret i det faglige grundlag for forvaltningen, og ikke bare i at få et forlig i hus, der var populært blandt vælgerne, var der rigelig information.

Troværdighed på spil
I dag undrer vi os over, at et medlem af Vildtforvaltningsrådet tror, at en minister og en befolkning vil tage til takke med rådgivning på basis af, hvilken viden Vildtforvaltningsrådet mente, der var på forligstidspunktet. Sådan fungerer moderne forvaltning ikke. Rådets troværdighed og fremtid afhænger i højeste grad af dets faglige basis og evne til at holde sig opdateret. Tilsidesættes dette af hensyn til snæver organisationspolitik, kan beslutningerne lige så godt helt overlades til Christiansborg på basis af indstillinger fra Skov- og Naturstyrelsen og med en offentlig debat som det politiske bolværk. Én gang politik er trods alt bedre end to gange politik!

Undren over støtte 
Og endelig er vi mange, der undrer os over, at Danmarks Jægerforbund fortsat kan modtage millionbeløb i offentligt tilskud til information og formidling, når forbundets udmeldinger er så foreningspolitisk orienteret, og interessen i at sikre en bæredygtig udvikling af jagt og vildtforvaltning slet ikke er på dagsordnen. En sådan strategi må stå for Danmarks Jægerforbunds medlemmers egen regning. Der er ingen logik i, at vi som almindelige jægere og naturinteresserede skal bidrage.

Forrige artikel Ingen tidsfrist for spildevandsindsats i det åbne land Næste artikel Nedsæt en klimatilpasningskommission!