Naturbeskyttelsen er ikke forringet i kommunerne

DEBAT: Kommunerne bruger langt flere ressourcer på §3-naturen, end amterne gjorde, viser ny opgørelse. Urimeligt at pege fingre af den kommunale indsats, skriver formanden for KTC's natur-udvalg.

Af Flemming L. Sørensen
Formand for Kommunal Teknisk Chefforenings Udvalg for Natur og Overfladevand

En grov sammenligning af de ressourcer, der blev anvendt på naturbeskyttelse i det tidligere Ringkøbing Amt og de ressourcer, der i dag anvendes i kommunerne, viser, at kommunerne ikke har forringet naturbeskyttelsen. Indsatsen er faktisk styrket betydeligt.

Der er på det seneste rejst spørgsmål om kommunernes varetagelse af beskyttelsen af vores naturområder, herunder om kommunerne løfter opgaverne med håndhævelse og pleje af naturområderne godt nok.

Først kan jeg kun tilslutte mig, at naturen mange steder er truet. Mange arealer er truet af tilgroning og manglende afgræsning. Et behov, der er tiltagende, fordi områderne gennem lang tid er blevet påvirket af næringsstoffer fra trafik, industri, landbrug m.v. Vi får løbende et bedre overblik over naturområderne, og det er en kommunal kerneopgave at sikre de mest værdifulde naturområder.

Kommuner bruger dobbelt så mange timer 
Hvad angår spørgsmålet om kommunernes indsats, så har vi i de kommuner, som udgør det tidligere Ringkøbing Amt, sammenlignet kommunernes indsats med den, der blev udført, mens amterne havde opgaven.

Opgørelsen viser, at vi i de kommuner, der ligger inden for den gamle amtsgrænse (Ringkøbing Amt), samlet set har afsat flere ressourcer til naturbeskyttelsen. I amtet var der afsat ca. 3 årsværk til naturbeskyttelseslovens såkaldte § 3-opgave (myndighedsopgaven). Til sammenligning har vi i kommunerne i dag over 8 årsværk på opgaven.

Også til den aktive naturpleje er der i dag samlet set afsat flere ressourcer. Amtet havde under 3 årsværk på opgaven med praktiske plejeprojekter. I kommunerne har vi i dag mellem 4 og 5 årsværk på opgaven.

At naturbeskyttelsen i kommunerne ressourcemæssigt er styrket i kommunalt regi betyder ikke, at vi fx har fuldt overblik over alle naturområder. Det betyder heller ikke, at vi er i stand til at forhindre forringelse af naturområder. Den opgave er enorm.

Miljøgodkendelser giver nye data 
Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokraterne har fuldstændig ret i, at der bruges ret store ressourcer på naturvurderinger i forbindelse med behandlingen af miljøgodkendelse til landbrug (her), det bevirker netop, at der løbende og i betydeligt omfang foretages opdateringer og tages stilling til de pågældende områder. På den måde få vi løbende et bedre overblik.

Ekstra-opgaven med at foretage de mange naturvurderinger i forbindelse med landbrugssagsbehandlingen fulgte fuldstændig ufinansieret med husdyrloven i 2007. Nu har vi oven i købet styrket området, så er det er altså helt urimeligt at pege fingre af kommunerne, hvis man mener, at indsatsen ikke er tilstrækkelig.

Forrige artikel Tæt kommunalt samarbejde om natur og friluftsliv Næste artikel Nej tak til kuvøsenatur!