Råd: Regeringen sikrer ikke ren luft

DEBAT: Miljøminsteren udsætter arbejdet med at skaffe ren luft i Danmark ved hele tiden at bede om yderligere undersøgelser. Måske må regeringen trækkes i retten, skriver dagens debattør.

Af Christian Ege, 
Det Økologiske Råd 

Som det allerede har været omtalt i Altinget, er der faldet en spændende dom fra EF-domstolen. Dommen giver borgere i München medhold i, at de har krav på, at der laves en handlingsplan, så luftforureningen bringes til at overholde EU's grænseværdier i 2010.

Også i København er der mange gadestrækninger, som vil overskride grænseværdierne med kvælstofdioxid og partikler.

Kæmpe sundhedsproblem
Overskridelserne er helt klare for kvælstofdioxid. Der er også for mange partikler, men her er billedet lidt mere uklart. Det skyldes, at EU ikke har nogen grænseværdi for de ultrafine partikler, som efter alt at dømme er de farligste.

Men der er en vis overensstemmelse med det såkaldte PM10, som især udtrykker de grovere partikler. Og denne ser også ud til at blive overskredet på visse gadestrækninger.

Luftforurening i bykernerne er et kæmpe sundhedsproblem. Det er beregnet, at man kunne spare 4-500 for tidlige dødsfald i Danmark ved at sætte partikelfiltre på de tunge køretøjer - tager man varebiler med, er det endnu mere.

Dertil kommer tusindvis af astmatilfælde og ekstra sygedage. Bekæmpelse af luftforureningen vil være en stor fordel for folkesundheden og dermed også for samfundsøkonomien.

Regeringen bremser arbejde mod renere luft
Miljøministeren og Miljøstyrelsen henviser til, at de har udsendt en strategi om luftforurening og at det er en "strid om ord", hvorvidt man kalder det en strategi eller en handlingsplan.

Men det er absolut ikke nogen strid om ord - der er nemlig stort set ingen handling i strategien. Troels Lund Poulsen bliver ved med at bede om nye undersøgelser, selv om vi har tilstrækkelig viden til at handle. Regeringen har tværtimod gang på gang - via centralistisk lovgivning - forhindret de store bykommuner i at handle.

De største kommuner har ganske vist fået lov til at indføre miljøzoner, hvilket København gør fra september. Men Folketingets flertal har via detailregulering i miljøzoneloven forhindret, at miljøzonen kan blive rigtig effektiv. Miljøzonen må ikke:

  1. omfatte de nye lastbiler (Euro 4 og 5) på trods af at disse forurener langt mere med ultrafine partikler end en ældre lastbil med partikelfilter

  2. stille krav til de mindre varebiler

  3. stille krav om fjernelse af kvælstofoxider, f.eks. med SCR-katalysatorer.

På samme måde forhindrer regeringen København i at lave den betalingsring, som kommunen gerne vil lave.

En betalingsring kunne ellers nedbringe trafikken med 20-25%. Det ville samtidig lette presset på de københavnske veje og dermed medføre, at busserne lettere kunne komme frem - og dermed gøre disse mere attraktive.

Der er derfor god grund til at overveje, om der kan anlægges en sag mod den danske regering svarende til den sag, som borgere i München har vundet.

Forrige artikel Råd: Vigtigt med elbesparelser på trods af kvoter Næste artikel Connie til kommuner: Husk nu anlægsloftet