DANVA skyder tilbage på DI

DEBAT: DI's skræmmebilleder om at kommunale forsyningsselskaber med ny vandsektor lov kan tage arbejde fra private virksomheder er uden hold i virkeligheden, skriver dagens debattør

Af Carl-Emil Larsen
Direktør, Dansk Vand- og Spildevandsforsyning (DANVA) 

Når Bjarne Palstrøm, miljøchef i DI, i sit indlæg i Altinget den 15. december taler om pokerspil med forbrugernes penge og unfair konkurrence på grund af muligheden for, at vandsektorens forsyninger etablerer sideoordnede aktiviteter, er det ude af trit med realiteterne og med branchens ønsker.

Reelt vil DI's ønske også modvirke den effektivisering af branchen, som alle er enige om, er målet med reformen af vandsektoren.

DI bruger som et tænkt eksempel en kommunal kloakforsyning, som når den lægger rør ud til forbrugerne, samtidig tilbyder forbrugerne VVS-arbejde og rådgivning for at tilslutte toilet og håndvask til kloakken.

En sådan forsyning findes ikke i dag og det er heller ikke på nogen måde branchens opfattelse, at man i fremtiden skal konkurrere med VVS-installatører og kloakmestre. Hvis det kommende lovforslag kunne tænkes at åbne op for denne mulighed, så lad os hurtigst muligt få lukket det hul.

Den danske vandsektors kernekompetencer er drift og vedligehold af forsyningsanlæg. Sektoren leverer drikkevand og afleder og renser spildevand på et højt kvalitetsniveau. Det er disse kompetencer, der skal i spil - ikke VVS- og kloakinstallationer for forbrugerne.

Til gengæld er det vigtigt, at sektoren fremover kan sælge sine kompetencer indenfor drift og vedligehold, og dermed netop gøre det man er bedst til.

Det gælder først og fremmest i Danmark, hvor det vil være helt naturligt, at de forsyninger, som er gode til drift og vedligehold, kan dele deres viden og rådgive andre forsyninger i vandsektoren.

Det er netop en sådan specialisering og vidensdeling, som skal udvikle sektoren og bidrage til, at vandsektoren bliver endnu mere effektiv - til gavn for forbrugerne.

Der skal selvfølgelig ikke være nogen risiko for forbrugerne ved forsyningernes salg af viden.

Derfor skal forsyningerne kun have ret til at indgå i de sideordnede aktiviteter, som har nær tilknytning til deres virksomhed. Og sideordnede aktiviteter over en vis størrelse skal organiseres i et selvstændigt selskab, som det seneste udkast til vandsektorlov netop lægger op til.

Også i udlandet er der bud efter den danske vandsektors viden om drift og vedligeholdelse. Det kræver nye samarbejdsformer mellem det offentlige og det private. Et godt eksempel er paraplyorganisationen Danish Water Services, hvor danske forsyninger bidrager til at øge eksporten for en række danske rådgivere, entreprenører og producenter af materiel til vandsektoren.

Danish Water Services har netop gennemført et eksportfremstød i Rusland, som spås at have et stort marked for grønne danske løsninger på miljø- og energiproblemer. Et sådant samarbejde mellem offentlige og private virksomheder er til gavn for både de danske forbrugere og virksomheder.

Forsyningernes medarbejdere får ny viden og kompetencer, der kan bruges til at forbedre den daglige drift, og virksomhederne får indgående kendskab til forsyningernes behov, som kan bruges til at målrette produkt- og teknologiudvikling.

Sideordnede aktiviteter er ikke pokerspil, men sund fornuft til gavn for både vandsektoren og forbrugerne.

Forrige artikel Pokerspil med forbrugernes penge Næste artikel Er der nye toner på vej fra Danva?