Er der nye toner på vej fra Danva?

DEBAT: DI's miljøchef mener, Danva skal glemme deres drømme om, at kommunale forsyningsselskaber skal bidrage til eksportaktiviteter.

Af Bjarne Palstrøm,
Miljøchef, DI 

Carl Emil Larsen, direktør i Danva, synes at være kommet i julestemning, når han klart tilbageviser, at forsyningsselskaberne skal bedrive sideordnede aktiviteter, der kan være i direkte konkurrence med private virksomheder.

Lad os da staks gribe denne præcisering fra Danva og få disse restriktioner skrevet ind i lovforslaget.

Desværre overser Carl Emil Larsen det helt principielle i spørgsmålet om de sideordnede aktiviteter; nemlig om opbygningen af kompetencer sker i et offentligt eller privat selskab?

For det danske samfund er det uhyre vigtigt, at kompetencerne anvendes til eksportorienterede aktiviteter, der kan føre til økonomisk vækst.

Skævt med kommunale eksportdrømme
Derfor er det helt skævt, hvis de kommunalt ejede forsyningsselskaber ser for sig, at de skal deltage i eksportlignende aktiviteter i større omfang.

Forsyningernes rolle må være at bidrage med viden om organisering af offentlige driftsselskaber, mens det øvrige bedst varetages af den private sektor.

Forsyningsselskabernes fremtidige rolle er primært at være anlægsejere og kapitalforvaltere af forbrugernes indbetalinger. Øvrige aktiviteter omkring planlægning, drift, vedligeholdelse og service må naturligvis foretages af private aktører, som herved får mulighed for at opsamle erfaringer og opbygge nye kompetencer til gavn for eksport.

Behov for yderligere begrænsninger
I forbindelse med de igangværende politiske drøftelser om vandsektorens fremtid vil det derfor være til stor gavn for samfundet, at der kom helt klare begrænsninger på omfang og indhold i de sideordnede aktiviteter. Og som det tidligere er fremgået, er 5 % af forsyningernes omsætning alt for stort.

Endelig vil det være hensigtsmæssigt, hvis de kommunaltejede forsyningsselskaber fik et krav om hvert fjerde år at udarbejde en servicestrategi, som vurderer både udviklingen i kvalitet og effektivitet samt ikke mindst i hvilket omfang selskabet skal gøre brug af udbud. En sådan servicestrategi skal naturligvis være tilgængelig for forbrugerne i form af en redegørelse.

Forrige artikel DANVA skyder tilbage på DI Næste artikel Afgiftsomlægning skader miljø og klima