Kampen om skoven

DEBAT: Biologer og forstfolk skyder i skovdebatten på hinandens faglighed. Men Peder Agger understreger, at urørt skov kan være fint, selv om der endnu ikke er videnskabelig evidens for resultaterne.

 

Af Peder Agger
Professor Emeritus, RUC

I diskussionerne mellem forstfolkene og biologerne ryger beskyldninger frem og tilbage, om hvem der nu er mest værdibaseret, og hvem mest videnskabelig. Det lugter af at være en værdibaseret kamp om skoven, hvor to faggrupper hver især argumenterer for den forvaltning, der gavner deres interesser mest.

Det kan dog være sundt at få skærpet argumentationen, men usundt, hvis det efterlader et indtryk af, at skovnaturens tilstand er diskutabel. Det er den ikke. Tilstanden for den danske biodiversitet, herunder skoven, er ringe - alt for ringe. Og det må vi gøre noget ved.

I slutningen af 1980'erne, var jeg ansat i Skov- og Naturstyrelsen som chef for det kontor, der skulle holde øje med biodiversiteten. Også dengang arbejdede vi for at få naturskoven beskyttet bl.a. ved udlæg af urørt naturskov.

Erfaringer og evidens 
I første omgang ville flere af forstfolkene end ikke godtage begrebet: 'Naturskov' - hvad er det? Hvordan definerer I det? Ved I overhovedet, hvad I taler om? Det var dengang heller ikke 'videnskabeligt bevist', at udlæg af urørt skov ville virke befordrende på biodiversiteten. Som så meget andet, der er grundlag for vores gøren og laden, baserede vi os på gennem mange år opsummeret faglig erfaring.

Meget af det, som forstfolk foretager sig i skoven er heller ikke videnskabeligt, men alene erfaringsmæssigt begrundet. Dermed ikke være sagt, at det ikke ville være fint, om det var. Men meget ville gå i stå, hvis man, hver gang man foretog sig noget, skulle have ventet på, at videnskaben først havde været inde over og vist, at der var evidens for det hensigtsmæssige i at genoprette en mose, opsætte et skilt, skyde en kronhjort, eller hvad det nu er, forstfolk kan finde på.

Derfor er det noget evidensbaseret vrøvl, når forstfolk forlanger videnskabelig evidens for, at urørt skov gavner biodiversiteten og uheldigt, hvis biologer lader sig lokke til at udgive erfaringsbaseret viden for mere, end det er.




 


 

Forrige artikel Vi har ikke brug for at opfinde nye affaldssystemer Næste artikel Urørt skov er ikke den eneste vej