Biolog: Havet er ikke en losseplads. Så hvorfor er det stadig gratis at smide affald i vandet ved klapning?

Det kom som noget at et chok for mig, da jeg for snart mange år siden – som nyudklækket biolog i mit første job - fandt ud af, at havet bruges som losseplads for affald.

Jeg var rent ud sagt – ja - chokeret over, at det var en ren selvfølge, at når havne skulle udvides og uddybes. Ja så var endestationen for de mange 1000 kubikmeter ”lettere forurenet” mudder og slam vores kystnære farvande.

Måske er det billigt for bygherrerne og havnene at komme af med deres affald på den måde. Men det er det ikke for naturen, fiskene og kystfiskerne. De betaler en høj pris.

{{toplink}}

Praksis med at dumpe mudder har det meget lidt mundrette og egentlig ikke særligt sigende navn: ”Klapning”.

De skibe, der flytter og dumper det opgravede materiale, har klapper i bunden, som åbnes når skibene tømmes. Deraf navnet. Og skibene sejler årligt 3,3 millioner kubikmeter mudder og sand ud på de danske klappladser.

Klapning forurener og skal udfases

Miljømyndighederne har i årevis ment, at der var tale om en dråbe i havet. En lille påvirkning, der ikke betød det store. Og tilladelse efter tilladelse er strømmet ud af Miljøstyrelsen.

Men det skal stoppe nu. Målet bør være – indenfor en ganske kort årrække – helt at udfase dumpning af forurenet materiale fra uddybning og udbygning af havne.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi stadig i 2023 lodser ting af på ”den blå hylde”, uden at tro at det har en pris.

For kystfiskerne oplever, at der er en pris. En høj pris endda.

Utroligt mange gange har jeg haft frustrerede kystfiskere i røret, der beretter om døende og blævret havbund og manglende fisk, efter der er blevet dumpet i deres område.

Havet – en gratis losseplads

Cirkulær økonomi. Bæredygtighed. Forureneren betaler. Alt sammen vældig gode principper. Men de bruges bare ikke inden for klapning.

Det koster ikke engang noget at dumpe i havet. Tal lige om et virkeligt dårligt incitament, for at gøre noget andet end at dumpe.

Jeg tror, at mange havne og bygherrer gerne vil det anderledes. Og det er muligt. Det så vi med for eksempel ved Lynetteholm, hvor mudderet pludselig godt kunne bruges i stedet for at dumpe det i Køge Bugt.

Men lovgivningen og kravene halter. Loven stiller ikke krav, der drive den bæredygtig udvikling, den cirkulære forståelse og innovationen indenfor området. Det skal der laves om på.

Der kan være situationer hvor dumpning fra uddybning af sejlrender godt kan tillades. Men hele området trænger til en gevaldig overhaling. Sådan at vi tager mest muligt hensyn til havets biodiversitet og kemiske tilstand, og får bugt med at store mængder havnemudder kan dumpes i havet.

Utilstrækkelige regeringsplaner om klapning

Med regeringens Havplan i sommer er der varslet nye regler for klapning. Ifølge Havplanen vil de nye tiltag ”reducere skadevirkningerne fra klapning”.

Det er dog de præcis samme ti indsatser, der blev lækket under tidligere miljøminister Lea Wermelin (S).

Dengang mente en førende professor i en artikel i Altinget, at indsatserne var helt utilstrækkelige. Det er de nok endnu. Så vi er desværre stadig langt fra mål.

Den såkaldte ”Horsens-dom” fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, der kom i februar 2023, kan potentielt komme til at betyde at store – ja selv små klapninger – kan dømmes ude.

Med dommen er enhver forringelse af et havområdes kemiske tilstand ikke lovlig ifølge vandrammedirektivet. I hvert fald ikke efter Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering. Helt præcis, hvordan dommen vil påvirke fremtidens brug af havet som losseplads, er dog uvist.

Men er det ikke tosset – og et udtryk for en dybt forældet tankegang – at teste dommen i nye klapsager?

Det mener jeg. For mig er det helt åbenlyst, at affald ikke dumpes i havet. Vi skriver trods alt 2023, hvor bæredygtighed og genanvendelse er det nye sort.