Fem ministerier skal finde ny departementschef

Med oprettelsen af tre nye, selvstændige ministerier og to eksisterende, hvor departementschefen har fået nyt job, er der lige nu fem poster i spil i embedsværkets top.

Onsdag meddelte statsminister Mette Frederiksen (S), at Danmark får tre nye ministerier: Ministerium for Grøn Trepart, Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab og et Ældreministerium.

Det falder sammen med, at Skatteministeriet siden juli har stået uden departementschef, og Beskæftigelsesministeriets øverste chef i august meddelte sin afgang.

Dermed skal regeringen ud at finde fem departementschefer.

{{toplink}}

Skatteministeriet

I juni blev det meldt ud, at Jens Brøchner stoppede i Skatteministeriet til fordel for departementschefstillingen i Erhvervsministeriet, som blev ledig efter Michael Ditmers afgang.

Afdelingschef i Skatteministeriet Michael Skaarup er lige nu konstitueret departementschef i Skatteministeriet.

Beskæftigelsesministeriet

Efter fire år som departementschef i Beskæftigelsesministeriet står Søren Kryhlmand nu overfor at skifte centraladministrationen ud med posten som direktør hos Dansk Industri.

Søren Kryhlmand stopper i Beskæftigelsesministeriet senest med udgangen af oktober.

Ministerium for Grøn Trepart

Som nyudnævnt minister for grøn trepart skal Jeppe Bruus (S) finde en departementschef, som skal bygge et helt nyt ministerie op.

Det nye Ministerium for Grøn Trepart får overdraget opgaver fra både Miljøministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

{{toplink}}

Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab

Torsten Schack Pedersen (V) skal som minister for samfundssikkerhed og beredskab ligeledes finde en departementschef, som skal være med til at samle en lang række opgaver i det nye departement.

Afdelingschef i Justitsministeriet Morten Duus-Larsen er blevet udpeget som fungerende departementschef.*

Det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab får opgaver fra Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, Finansministeriet, Erhvervsministeriet, Miljøministeriet, Digital- og Ligestillingsministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Ældreministerium

Moderaternes Mette Kierkgaard fortsætter som ældreminister. Men hvor hun siden regeringsdannelsen i 2022 har haft kontor i Social-, Bolig- og Ældreministeriet, opretter regeringen nu et selvstændigt Ældreministerium.

I den forbindelse får Ældreministeriet overdraget opgaver fra Social- og Boligministeriet, blandt andet personlig pleje og praktisk hjælp, forebyggelse, rehabilitering og genoptræning og plejehjem og beskyttede boliger.

{{toplink}}

*Opdateret mandag 2. september med informationen om, at Morten Duus-Larsen er udpeget som fungerende departementschef.

Forrige artikel Overblik: Her vil regeringen skære på det maritime område Overblik: Her vil regeringen skære på det maritime område Næste artikel Greenpeace idømt bøde på 360.000 kroner for protester mod tankskibe med russisk olie Greenpeace idømt bøde på 360.000 kroner for protester mod tankskibe med russisk olie