Moderne arkitekter vil elske at genrejse Børsen som et monument for dem selv. Det må ikke ske

Et land uden en fælles historie, der bliver fortalt igen fra generation til generation, og som hovedparten af dets borgere kender til og holder af, kan næppe fungere i det lange løb. Gennem fælles historie, kultur og myter føler vi os forbundet med hinanden og ved, at det sted, vi er sat på jorden, det netop er vores, og at vi i fællesskab har ansvaret for at passe på det og udvikle det til gavn for dem, der kommer efter os.

Vi nikker fortroligt til landsmænd, vi møder fjernt fra Danmark, fordi vi hører sammen og står på skuldrene af en fælles arv, der skaber sammenhængskraft, tillid og giver os tro på en fremtid, vi har, netop fordi vi har en fortid sammen.

Når så mange danskere føler dyb sorg og fortvivlelse over den ødelæggende brand i Børsen, et af Københavns og Danmarks kendteste og mest elskede bygningsværker, så står der mere på spil end blot sorgen over at miste noget gammelkendt, der var så selvfølgeligt, at man indimellem måske næsten glemte, at man havde det.

Det er fordi, det skaber et dybt sår i vores fællesskab med hinanden, som netop bygger på den fælles historie, vi har sammen som danskere.

De sidste 50 års uddannelsespolitik har målrettet og konsekvent angrebet reel historisk viden og erstattet den med reformpædagogik, tværfaglighed og en håbløs og kortsynet leflen for kompetencer, der var umiddelbart omsættelige på arbejdsmarkedet.

Men stadig er ødelæggelsen ikke fuldbragt, og langt de fleste danskere bærer rundt på en mere eller mindre aktiv viden om, hvad vi kommer af, og at det faktisk er vigtigt.

På linje med Rundetårn er Børsen formentlig Christian IVs kendteste bygning, og selvom denne konge i anden halvdel af sin regeringstid led store nederlag og måtte opgive de fleste af ambitionerne for sine riger, så kender og elsker vi ham som ingen anden dansk konge. I høj grad netop fordi han skabte smukke bygninger, som vi stadig kan være stolte af, og som er så ikoniske, at vi føler dem som en del af selve det at være dansk.

Børsens dragespir er – var – en del af os, og vi vidste, at det skrev sig tilbage til den konge, der drømte så store drømme, men som til slut måtte sande, at han ikke evnede at spise kirsebær med de store, og at Danmarks rolle i verden, det var og blev at leve her og udvikle den lille plet langt mod nord, hvor vi nu engang var kaldet til at skulle leve.

{{toplink}}

Den erkendelse står som overskrift over en stor del af Danmarkshistorien. Vi er ikke skabte til højhed og blæst, og som alle gode dannelsesberetninger kender vi nøje til skabelonen hjem-ud-hjem, hvor man forlader det trygge og hjemlige for at prøve sin lykken i det fremmede, men til slut vender klogere og mere afklaret tilbage.

Derfor er Christian IVs levnedsberetning også historien om os som folk, og vi elsker ham, fordi han drømte og prøvede, men også fordi han fejlede og vendte forslået men klogere hjem.

Børsen var en af de drømme, Christian IV drømte – bygget i tegl og hugget i sandsten. Den var drømmen om København og Danmark som et nordeuropæisk handelscentrum. Den drøm brast også for kongen, som hans andre stormagtsdrømme.

Men den efterlod os et enestående fint stykke arkitektur, som gennem 400 år har dannet rammerne om et stadig mere blomstrende erhvervsliv, der helt indtil i dag har benyttet bygningen som samlingssted for driftige og fremgangsrige mennesker, der har gjort Danmark rigere.

Det nordeuropæiske handelscentrum løb Nederlandene med, men vi lærte deres arkitektur at kende, og man siger normalt, at Børsen er opført i nederlandsk renæssance. Men i grunden er stilen hverken nederlandsk eller renæssance. Den er dansk, fordi det var her, den fik sine smukkeste og mest gennemførte udtryk. Og den er snarere tidlig barok, i hvert fald hvis vi tager renæssancens oprindelse i Italien og sproglige betydning som den klassiske arkitekturs genkomst for pålydende.

Børsens stil er ikke regelret og geometrisk, den er festligt fabulerende og indbydende, lige fra dragespirets sammensnoede haler til gavlens festfyrværkeri af svungen ornamentik og karyatider. Vi nikker så fortroligt til Christian IVs bygninger, for vi ved, at de er noget helt særligt, og at de er vores.

Hvad skal der ske nu? Hvordan læger vi det brandsår, som nu er i danskernes hjerter over at have mistet en af vores mest kendte og elskede bygninger, et sandt symbol på, hvad der er os og vort?

{{toplink}}

Først og fremmest genopbygger vi bygningen og realiserer den vision, der allerede var ved at blive virkeliggjort i Dansk Erhvervs restaurering af den, hvor bygningens ydre skulle tilbageføres i størst mulig grad til det originale udtryk fra Christian IVs tid.

Der skulle rettes op på de fejl, som blev begået under arkitekt Ludvig Fengers restaurering af bygningen i 1878-79, hvor blandt andet de gulflammende teglsten på facaderne blev dækket af giftrøde, tyske klinker. Dragespiret kan rekonstrueres, præcis som det er sket med spiret på Notre Dame, som også blev fuldkommen ødelagt under branden for fem år siden.

Det indre giver større udfordringer, og en del af det må man frygte er tabt for altid. Der var ikke rigtig noget originalt interiør tilbage fra Christian IVs tid, men der var fine rum fra mange tidsaldre, ikke mindst selvfølgelig det store pragtrum, børssalen, som stammede fra tiden umiddelbart efter Grosserersocietets køb af bygningen i 1857.

Den var et af Københavns flotteste rum og et af bygningens helt centrale, historiske lag, men den blev desværre fuldstændig ødelagt under branden. Om det er muligt at rekonstruere børssalen, er for tidligt at sige, men forsøget bør gøres, og Dansk Erhvervs fine historiske bevidsthed vil formentlig udgøre et solidt bolværk imod alt for tidstypiske modearkitekter, der vil elske at omforme Børsens indre til et monument over dem selv. Det må ikke ske.

Vi er i dag de danskere, vi var i går, men vores fællesskab har fået et sår. Et brandsår. Lad os sammen gøre, hvad vi kan for at læge det, så godt det nu lader sig gøre. Og lad os lære af Børsens katastrofale brand, at den arkitekturarv, vi som land og som folk har overtaget, den betyder meget for, at vi kan vedblive med at være dem, vi er. Og dem, vi gerne vil være.

Kan Børsens brand føre til, at vi passer lidt bedre på vores historiske omgivelser og gamle bygninger, og ikke i alt for stor hast river ned og tankeløst moderniserer ud fra, hvad der lige i dag og i morgen er på mode, så har vi måske alligevel vundet lidt.

{{toplink}}