SBS Discovery Media: Et opgør med statens dominans
DEBAT: Det er på tide, at der bliver gjort op med den statslige dominans i det elektroniske medielandskab. Det er budskabet fra Jesper Jürgensen, informationschef i SBS Discovery Media.
Af Jesper Jürgensen
Informationschef i SBS Discovery Media
Den danske stats dominans i det elektroniske medielandskab er massiv. Det var den for 25 år siden, da TV 2 blev lanceret, men det er ikke blevet mindre sidenhen.
To tredjedele af al tv-sening sker på en af statens 14 tv-kanaler, hvor seks af dem er DR-kanaler, og seks er ejet af TV 2. Endelig er der folketingskanalen og en kanal til TV 2-regionerne.
Det samme billede tegner sig, når det drejer sig om radiolytning, hvor staten også har 11 kanaler; de er derimod alle - på nær Radio 24syv - drevet af DR.
Ser vi mod de lande, som vi normalt sammenligner os med, for eksempel Holland, England, Norge og Sverige, er statens andel af tv-seningen på et langt lavere niveau. I Norge står staten bag tre kanaler, og i Sverige er statens kanalportefølje kun seks tv-stationer.
Nu er det ikke blot kvantiteten, som skal afgøre, om statens dominans i det elektroniske medielandskab er problematisk. Men også på kvaliteten er der grund til bekymring.
Lad os give et par eksempler
DR lancerede sidste år DR3, en kanal for de unge seere under 40 år. Ligesom den forrige ungdomssatsning, DR Mama, er størstedelen af indholdet på DR3 skabt til privat, kommercielt tv.
Næsten 700 film eller to film om dagen er der blevet sendt på DR3 i 2013 og vel at mærke med en gennemsnitsalder langt over kanalens målgruppe, nemlig over 46 år. I alt udgør film og serier over 40 procent af indholdet.
Men hvorfor skal DR have en flow-tv-kanal til de unge seere, der leverer indhold, der i forvejen er dækket rigeligt af andre kommercielle tv-kanaler, bl.a. statens egen TV2 Zulu? Vi forstår det ikke og har endnu ikke hørt et godt argument for kanalen. Så hvorfor er det ikke mere relevant at lade indholdet være en del af en streamingtjeneste, som er der, hvor mange unge ser tv?
Hvilket public service-behov dækker P7?
DR lukkede for to år siden en række af deres jukebox-kanaler. Men kanalerne er der fortsat og har fået et andet liv. Et af de mest groteske eksempler er DAB-stationen P7 Mix, der ikke har berettigelse i forhold til public service og derfor burde lukkes.
P7 Mix er en ren hit-jukebox med mindre redaktionelt indhold end samtlige landsdækkende eller semilandsdækkende kommercielle radiostationer. Eneste indhold er musikformidling samt krydspromovering for andre DR-kanaler, og en meget stor andel af sendefladen er sågar non-stop musik.
P7 spiller udelukkende populær musik – nøjagtig som de kommercielle gør det. P7’s nyheder er ikke skræddersyet til P7, og P7 sender langt færre værtsbaserede programmer og færre live-timer end Pop FM og NOVA. Hvad er det for et public service-behov, der tilfredsstilles på den kanal? Vi har svært ved at se det.
DR NU kan give monopolstatus til DR
DR har planer om at lancere deres egen streamingtjeneste, DR NU, som skal tage kampen op med de kommercielle tjenester som bl.a. Viaplay, Netflix og NuTV. Indtil nu ved vi ikke, hvad der skal ligge på tjenesten. Det var blot tre eksempler på, at det er på tide, at der bliver gjort op med den statslige dominans i det elektroniske medielandskab.
Men skal den fyldes op med de mange timers film og serier, som DR køber fra udlandet, er der tale om en uhyggelig konkurrent, der kan give DR en monopolstatus på streaming-markedet på samme måde, som de har på andre områder i det elektroniske medielandskab.
Som kommerciel konkurrent sidder vi måbende og spørger os selv: Hvad vil den danske stat med de elektroniske medier? Hvorfor skal statens medier og midler i overflod bruges til at dække det behov, som det kommercielle marked allerede dækker? Er det public service eller statsdominans?
SBS Discovery: DR tror ikke længere på DAB
