SBS Discovery: DR tror ikke længere på DAB

DEBAT: DR har meddelt, at de lukker deres DAB-kanaler i forhold til børn og unge. Lukningen er udtryk for, at DR ikke længere tror på DAB som fremtidens platform for radio, mener Jesper Jürgensen, informationschef på SBS Discovery Media. Det bør derfor få konsekvenser for FM5's pligt til at sende på DAB, skriver han.

Af Jesper Jürgensen
Informationschef på SBS Discovery Media.

SBS Discovery har længe haft sin skepsis til, at DAB skal blive fremtidens platform, men nu har DR også taget den position.

DR har i henved ti år stået for at tale DAB op, og som statsejet public service-station skal de skabe public service-tilbud på de platforme, hvor de er til stede.

Nu tror DR ikke længere på, at de kan skabe tilbud på DAB til de unge på DAB.

Ifølge medieaftalen fra 2012-14 er det planen, at DR skal sende i DAB+, så lukningen af kanaler handler om at skabe plads til P4 i DAB.

Men for at skabe den plads lukker DR altså kanaler, der tager udgangspunkt i deres public service-forpligtelse, nemlig indhold til børn og unge, som de er forpligtet til at skabe indhold for - også på DAB.

Genovervej fremtiden for digital radio
Som kommerciel aktør kunne vi nævne andre af DR's DAB-kanaler, der var mere oplagte at lukke ned. En kanal, der ikke er forbundet med public service, er P7 Mix, en jukeboks-kanal med en programflade, der primært består af nonstop musik, og som er en torn i øjet på de kommercielle radioaktører.

DR's strategiændring på DAB giver anledning til at såvel politikere som Kulturministeriet foretager en grundig genovervejelse af fremtiden for digital radio.

DR sender et klart signal om, at børn og unge aldrig nogensinde kommer til at være lyttere eller brugere af DAB. Det er langt om længe gået op for DR, at de unge ikke køber DAB-radioer, men mobiltelefoner og tablets.

Men hvorfor skal de kommercielle radiokanaler med FM5 og FM6 samt den licensfinansierede FM4/Radio 24Syv være forpligtet til at sende i DAB?

Hvornår siger man stop?
DAB er en dyr distributionsform og langt dyrere end FM. Og nu er den tilsyneladende også uden reel fremtid.

Det ville være mere fornuftigt, at de kommercielle radiostationer brugte deres tid og penge på de distributionsplatforme, som de vurderer som fremtidens platforme, i stedet for en tvungen platform, som ingen reelt er interesseret i - i hvert fald ikke i den nuværende opbygning.

Det samme kan siges om det trecifrede millionbeløb af licenskroner, som allerede nu er blevet brugt på at opbygge en distributionsplatform, som DR nu end ikke længere selv tror på. Hvor mange penge skal DAB koste, før der bliver trukket i bremsen?

Dyrt for de kommercielle aktører
At DR ikke siger det rent ud, handler formentlig om, at man i næsten et helt årti har fortalt de samme politikere, at DAB var guds gave til radio. En tilbagetrækning vil derfor blive set som et tillidsbrud og udstille DR. Det kan DR naturligvis ikke leve med.

Derfor vælger DR i stedet en særlig DR-taktik, nemlig at forhale processen og fortsætte indtil det bliver klart for de fleste, at fremtiden for digital radio findes andre steder end DAB. Grotesk, men meget DR'sk.

DR er åbenbart ligeglad med, at de kommer til at bruge flere licenskroner på en distributionsform, som formentlig er uden fremtid.

Det ærgerlige er, at de landsdækkende kommercielle radiostationer er tvunget med i samme omkostningstunge galej.

Forrige artikel Egnsteatre bøder for koks i Kulturministeriet Egnsteatre bøder for koks i Kulturministeriet Næste artikel SBS Discovery Media: Et opgør med statens dominans