Rane Willerslev: Russiske kunst- og kulturgenstande bør ikke gemmes væk
Der kommer en tid efter Putin. Derfor bør vi bevare en individuel kontakt til russiske forskere og kulturpersoner, samtidig med at vi fastholder de strenge restriktioner på det politiske og økonomiske plan, skriver Rane Willerslev.
Berlinmurens fald i 1989 blev et af de tydeligste tegn på Sovjetunionens efterfølgende kollaps. Øst- og vesttyskere kastede sig i armene på hinanden og tog de første skridt i retning af en genforening, som trods udfordringer kom til at forløbe meget succesfuldt oven på et halvt århundredes adskillelse og institutionaliseret fjendskab. Slægtskab og bånd mellem de to tysklande – eller måske rettere mellem tyskerne selv, var stærke nok til at overvinde frygten.
Anderledes gik det imidlertid med Vestens forhold til Rusland. Jeg var selv i Sibirien og oplevede på egen hånd, hvordan det enorme sovjetimperium kollapsede nærmest fra den ene dag til den anden. Og lige så uforberedte russerne var, lige så uforberedte oplevede jeg, at vi var i Vesten.
Vi kendte simpelthen for lidt til Rusland og russerne. Vi havde ikke et tilstrækkeligt godt fundament at bygge en ny relation til russerne på. Og det kom i min optik til at betyde 10 års anstrengt relationsopbygning under Jeltsin – og måske en glippet historisk chance for at skabe en bæredygtig og fredelig sameksistens.
Kulturelle relationer er særligt vigtige
Når vi i dag diskuterer, hvor omfattende vi skal gøre sanktionerne mod Rusland, er det derfor vigtigt at skelne skarpt mellem de institutionelle, politiske og økonomiske relationer og de mere nære personlige, videnskabelige og kulturelle relationer.
Der er næppe nogen tvivl om, at de historisk skarpe sanktioner bider på Putins styre og dag for dag skaber revner i Kremls magtfundament. Og det er sammen med humanitær og materiel hjælp til ukrainerne det stærkeste våben, historien tillader os at bringe i anvendelse. Men mens vi helt rigtigt har smækket døren i for Rusland, bør vi samtidig på det individuelle plan holde den på klem for den enkelte russer.
Jeg medgiver, at det er en balancekunst, der er uhyre svær, men ikke desto mindre også afgørende. Vi skal på den ene side tage afstand på et systemplan, men samtidig række ud på et mellemmenneskeligt plan.
Der kommer nemlig en tid efter Putin, selvom ingen ved, hvornår den kommer. Og til den tid bliver det igen vigtigt, at vi kender vores naboer og formår at læse deres verdensbillede. Her er de kulturelle relationer særligt vigtige, fordi de giver adgang til russernes menneskelige lag, der ligger langt dybere end det aktuelle politiske niveau. Af samme grund bør vi som kulturinstitutioner heller ikke gemme vores russiske kunst- og kulturgenstande væk på magasiner, selvom vi ret kontant trækker os fra officielle samarbejdsprojekter.
Det samme gælder de videnskabelige relationer. Et helt konkret eksempel er klimaforandringerne og deres konsekvenser i det arktiske område, hvor russiske forskere står for en stor del af det videnskabelige arbejde. Her giver naturen os ganske enkelt ikke tiden til at sætte alle relationer i stå og starte helt forfra en dag i fremtiden, hvor styret i Kreml forhåbentlig har slået ind på en fredeligere kurs.
Tag ikke fejl, jeg mener bestemt, at Ruslands uhyrlige angreb på Ukraine kalder på vores strengeste fordømmelse og skarpeste restriktioner. Men en dag får vi forhåbentlig en chance for at række hånden frem mod russerne igen. Til den tid er det bedst at kende dem, der har stået på den anden side af muren.
{{toplink}}
ODM: Et frit kunst- og kulturliv er en hjørnesten i vores demokrati
Forsker: Musks overtagelse af Twitter er en rigmands leg med demokratiet
