Billedkunstner: Internationalt kunstsamarbejde modvirker nationalisme
I en krisetid med krig om landegrænser, bør kunsten være et sted, hvor vi kan møde hinanden på tværs af nationer, skriver Maj Horn.
Af Maj Horn
Forperson for UKK, Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere
I disse dage hører jeg kollegaer – kunstnere, kuratorer, institutionsledere – diskutere om det er det rette at invitere russiske kunstnere og kunstarbejdere til at deltage i projekter og udstillinger, eller om de bør afslutte eksisterende samarbejder.
Et af de spørgsmål, der bliver vendt som værende afgørende for denne beslutning, er om den enkelte russiske kunstner offentligt har taget afstand fra krigen eller ej. Men spørgsmålet bør være hvad forholdet er mellem kunstneren og det regime, som man ønsker at ramme med boykotning. Når man for eksempel stopper produktionen af øl i Rusland, er det tydligt at det rammer økonomisk. En økonomi som regimet er afhængigt af for at kunne føre krig. Hvad sker der når man boykotter et kunstværk, en kunstner eller kunstnergruppe? Hvor er det at presset bliver lagt? Kunst er ikke øl.
Kunst og propaganda
I en krisetid med krig om landegrænser, bør kunsten være et sted hvor vi kan møde hinanden på tværs af nationer. Det er en uundværlig værdi, som vi ikke må underkende. Det som vi skal være i stand til at adskille fra hinanden, er kunst brugt som propaganda og den uafhængige kunst. Her er vi tilbage til spørgsmålet om, hvad forholdet mellem kunstneren og det regime, som man ønsker at boykotte er: Hvornår er kunst propaganda?
Det er det, vi må vi forholde os kritiske og nuancerede til. Hvis ikke vi gør det, og i stedet vælger at boykotte alt russisk kunst, spejler vi det regime, vi er oppe imod og forstærker deres “os-mod-dem” retorik. Censur mod censur er stadig censur. Ved at boykotte blindt, lukker vi ned for stemmer, erfaringer og oplevelser. Man kan ikke lære fra dem, man ikke har hørt - eller diskutere en udstilling, der ikke fandt sted.
I min egen praksis som kunstner, har jeg siden 2018 samarbejdet med to kinesiske kunstnere, der begge er født, opvokset og bosat i og tæt på Beijing. Vi eksperimenterer med metoder til at inddrage lokale beboere i dialoger om den radikale top-down arkitektoniske byfornyelse, der finder sted i Beijing – et projekt der aldrig kunne realiseres uden deres lokale indsigt eller international økonomisk støtte, der er uafhængig af Kinas regime. Jeg nævner det som et eksempel på udveksling og dialog med systemkritiske kunstnere, og vigtigheden af at kunne adskille boykot af regeringer og uafhængige kunstnere.
I krise- og krigstid har vi mere end nogensinde brug for uafhængig kunst og kunstnerisk forskning, der kan udfolde, nuancere og være kritisk om den situation, verden befinder sig i. Derfor bør opskalering af den offentlige kunststøtte være en aktuel politisk prioritet. Det kan være i form af økonomiske puljer og programmer, der giver økonomisk støtte til uafhængige kunstnere og kuratorer, udstillinger, residencies, projekter og nye debatformater. Det skal også indebære at forstærke kunstens internationale strukturer og samarbejder, som aktiv modstand mod nationalisme.
{{toplink}}
UKK: En udviklingsorienteret kulturpolitik kræver risikovillige fonde
Danske Medier: Techgiganternes stigende annonceomsætning kalder på øget regulering
