Public service er et spørgsmål om tillid

Hvad skal de gøre?

Svaret er, at de skal vise tillid og begge tilstå, for det vil samlet set være til begges fordel, men tør de det?

Vi springer ikke over køen
I de skandinaviske lande siges tilliden mellem borgerne at være udbredt, og det anses almindeligvis for at være en af de væsentligste forklaringer på den skandinaviske velfærd og generelle tilfredshed med livet.

Stopper vi et menneske på gaden og spørger om vej, regner vi med at få en korrekt besked. Vi tager det for givet, at kontrakter bliver overholdt, og at de varer, vi har bestilt, dukker op.

Og skulle aftaler blive misligholdt, kan vi regne med, at systemet stiller sig på vores side for, at retfærdigheden kan ske fyldest. Også i øvrigt, når det er systemet selv, der er den krænkende part.

Det er formentlig alt sammen noget, de fleste af os tager for givet, men det burde vi måske ikke. Den tillid, vi i Danmark nærer til hinanden, og tilliden mellem borgerne og Staten, er i et globalt og historisk perspektiv ganske enestående.

Hvad er det, vi gør rigtigt?

Tillid er forudsætningen for borgerskabet
Den danske teolog K.E. Løgstrup mente, at tillid sammen med blandt andet barmhjertighed og kærlighed er en af menneskets suveræne eller spontane livsytringer, men vel også noget, der kan forekomme i stadig mindre doser, hvis man igennem tilværelsen konstant gør sig den erfaring, at man bliver sveget, snydt og skuffet.

I de fleste samfund begrænses det tillidsfulde rum til den nærmeste familie, til landsbyen og klanen, eller måske strækkes den ud til at favne hele den etniske eller religiøse minoritet, man tilhører.

Inden for disse grænser forventer man fairness, mens man udenfor ikke forventer andet end bedrag, hvorfor man også selv agerer i overensstemmelse hermed.

På en måde kan man sige, at tillid er selve forudsætningen for begrebet borgerskab. En borger er noget andet end en klient.

Man gør sin borgerpligt
En borger hviler i de rettigheder, et samfund stiller til rådighed, men er også klar over, at der følger pligter med, som man accepterer, også selvom man hverken overvåges eller tvinges til det.

Man gør ganske enkelt sin borgerpligt, og det gør man, fordi man har en forventning om, at andre gør det samme.

Vi kører ikke uforsvarligt i trafikken, vi betaler vores skat, og vi følger et vildfarent barn tilbage til dets forældre som den mest selvfølgelige ting i verden.

Vi flår ikke blomsterne op af de kommunale bede for at plante dem hjemme i vores egen have, og vi anser det generelt for dårlig adfærd at smide affald på gaden og springe over i køen i supermarkedet.

Et samfund skal forstås i kulturelle termer
Tillid er noget, der vokser frem i et samfund. Det er ikke nødvendigvis noget, der vokser frem i en stat.

En stat er karakteriseret ved sine regler og love og ved et magtapparat, der om nødvendigt kan tvinge sin vilje igennem over for borgerne. Staten er karakteriseret ved politik og en helt overordnet planlægning.

Man kan sagtens på samme tid forestille sig en stærk og funktionsdygtig stat og et svagt samfund. Det ser man rent faktisk mange steder på kloden i dag.

Et samfund er noget andet end regler og politik. Et samfund er det, der opstår i samspillet mellem borgerne. Et samfund skal derfor først og fremmest forstås i kulturtermer.

Det er opbygget af historie, traditioner, opsamlede erfaringer og menneskelige udtryk i form af eksempelvis kunst og omgangsformer.

Kunst skal ikke bare være underholdning
Hvis kulturen i et samfund bliver underlagt statens mål, bliver kunsten totalitær. Hvis kunsten underlægges politiske hensyn, mister den sit frisættende potentiale og bliver instrumentel.

Hvis kunsten blot bliver et redskab til underholdning, bliver den tom og meningsløs og intet andet end tidsfordriv.

Et stærkt og sundt samfund må derfor være opmærksom på, hvad der skal til for, at fremme en kultur, hvor kunsten blomstrer, og hvor mennesker interagerer frit og med en grundlæggende indbyrdes tillid.

En sådan kultur fordrer ikke ensartethed, men den forudsætter, at borgerne med al deres forskellighed kan finde sammen i fælles mødesteder, hvor erfaringer deles, bekymringer luftes, og løsninger på de udfordringer, man står med, bliver afsøgt.

Den slags mødesteder er der ikke mange af. Vores medieforbrug går entydigt mod at blive stadigt mere individuelt, og der er vel også globalt en bevægelse i retning af, at man søger sin identitet i forskellige subkulturer frem for i et samfundsmæssigt fællesskab.

Public service som samlingspunkt
Tilbage som de mest indlysende samlingspunkter er den danske folkeskole og de danske public service-medier. I skolerne mødes befolkningen om fælles indlæring, og på DR mødes befolkningen om fælles oplevelser, underholdning og oplysning.

Ingen af stederne skal man forsøge sig med opdragelse. I stedet skal man bruge krudtet på, at elever og licensbetalere bliver klædt bedst muligt på til at navigere rundt i verden og dermed har dannelse nok til både at have indsigt i egne rødder og det fornødne beredskab til at omgås mennesker med helt andre rødder og værdier end en selv.

Det handler alt sammen om oplysning, og det handler om, hvordan vi opbygger et samfund, der hjælper os som borgere med at løse fangernes dilemma, hvor frygt og kortsigtede hensyn, underminerer muligheden for langt større gevinster – ikke bare for den enkelte, men for alle og enhver.

Det er i sidste ende et spørgsmål om tillid.

debat@altinget.dk