For meget kultur er styret ovenfra

Af Anne Boukris
Projektleder i Equal Consult

Debatten om kulturens støttekroner handler i bund og grund om kulturlivets udynamiske hierarkier. Det er med den økonomiske krise blevet tydeligere, at der navigeres utilsigtet skævt mellem offentlige og private aktører.

En krise burde give anledning til at åbne op for nye ideer, nye løsninger og andre aktører. En krise er tegn på, at man ikke har greb, der virker.

Kulturlivet viser dette med al tydelighed. Det handler om penge, men det handler mindst lige så meget om kulturens demokratiske og æstetiske kvalitet, nærvær, rækkevidde og udviklingspotentiale. Her er en samtale om offentlige versus private aktører vigtig.

Kommunal kulturforståelse 
Tager man Linie 5A ned ad Nørrebrogade, kan man stå af ved stoppestedet 2200Kultur.

Stoppestedet ligger lige foran Den Røde Plads – en københavnsk kulturpolitisk investering, der emmer af kommunal parallelkultur. En slags kultur, der er bestemt ovenfra, og som samtidig er styrende for hele bydelens bevægelsesmønster.

Også de lokale støttemidler er siden pladsens etablering fordelt til fordel for kommunens eget projekt 2200Kultur og Den Røde Plads.

I lokaludvalget på Nørrebro beskyttes kommunens kultur og således fastholdes al støtte i en form, der italesætter kommunen som kulturens centrum.

Der er noget med terminologierne og blikket, der forstyrrer kulturaktørernes bevægelsesfrihed i forhold til penge og koncept. Man skal tilpasse sig den kommunale kulturforståelse for at gøre sig egnet til støtte.

Kommunens kulturpolitiske darling
Et godt eksempel på dét er også Distortion-festivalen, som er blevet en kulturpolitisk darling i København.

Festivalen lever på godt og ondt op til kommunens egen eksistensberettigelse ved at være dominerende, og netop qua sin byrumstilstedeværelse lever den umiddelbart op til et demokratisk krav.

Distortion fortæller, at København er en festlig, udadvendt by – det vil både politikere og embedsmænd gerne have. Det er et nemt kulturprodukt at støtte.

Det samme gælder bibliotekernes rolle. På ganske få år er bibliotekerne blevet kulturens cockpit. Det er egentlig underligt. Dels fordi den fysiske bog er en inferiør kulturstemme, dels fordi bibliotekerne i dag er blevet en borgerservicestation.

Det stiller nogle lidt mere komplicerede spørgsmål: Hvordan bringes kulturen tilbage til kulturaktørerne og væk fra system -og bureaukratidominans? Hvordan kan kultur blive en vækstplatform?

Hvordan vil kultur se ud, når private, selvstændige kreative aktører selv tager teten og pengene placeres uvildigt på en konto i Regnbuekassen?

Paradokser, der kræver forandring
Inden for den kommunale kulturstøtte må man ikke tildele kommercielle aktører direkte kulturstøtte. Men man giver underskudsgarantier og helst til foreninger.

Hvad er bevæggrunden for denne støtteform? Er det gennemtænkt og diskuteret? Garantitænkningen handler nok mest om at sikre sig, at der ikke tjenes penge. Men hvorfor må der ikke tjenes penge?

Hvis der tjenes penge, skaber det nye kulturprojekter og vækst. Hvis der tjenes penge, skabes der arbejdspladser.

Og kulturens naturlighed er demokratisering, fordi den når bredere ud, netop fordi der stilles krav om social ansvarlighed til de private aktører, og fordi de private aktører har naturligt outreach, fordi de repræsenterer samfundet og samfundets kulturformer og kulturrepræsentanter. Hvis der tjenes penge, hvad sker der så?

Der er altså i et forsøg på at være mangfoldig og demokratisk opstået en skævhed og et fravær af visioner og påvirkning nedefra.

Og det er en fjollet fejl at antage, at mennesker, der kan leve af at skabe kultur og udvikle kultur, er mindre støtteberettigede end andre.

Det virker tidsfremmed og anakronistisk. Det bevidner om en inerti i vores kulturliv, for den private kulturaktør minder i sin natur om iværksætteren og den kreative person, som foruden sin driftighed også har en interesse i at skabe resultater og løfte kulturen ind i fremtiden.

Sæt kulturen fri
Hvordan ville det se ud med kulturlivet, hvis man ophørte med at have kulturmedarbejdere ansat og frisatte kulturen i byen til kreative, kunstnere og kulturskabere?

Hvilke projekter, iværksætterideer og virksomheder ville opstå, og hvem og hvor mange ville blive inddraget og selv blive skabere?

Løsningen er at stoppe med krav om foreningsetablering, underskudsgarantier og akademiske kulturmedarbejdere. Løsningen er at lave beregninger på kulturens vækstpotentiale både i sociale og økonomiske sammenhænge.

Løsningen er at stoppe med at isolere kulturen i huse og på pladser, der styres af centrale forvaltninger. Løsningen er at kigge på støtteinertien, stille sig selv kritiske spørgsmål og bede om realistiske bud på fremtiden fra ikke-kommunale aktører.

debat@altinget.dk