Niels Frid: Den konservative kritik af Jakob Engel-Schmidt vidner om solstik

Det virker mildt sagt lidt hysterisk, når en konservativ, dansk politiker ligefrem frygter, at dansk kunst og kultur spærres inde i et "køns- og identitetspolitisk fængsel", som man for nylig kunne læse her i Altinget. Frygten går på, at politisk korrekt såkaldt "woke"-mentalitet vil ensrette dansk kultur.

Slap dog af: Siden H. C. Andersen har danske kunstnere sat en ære i at tale kejseren midt i mod. Kunstens eksistensberettigelse er nærmest at påpege, når kejseren ikke har noget tøj på, sådan som det sker i eventyret “Kejserens nye klæder”.

Censur og fængsel fik ikke i 1930'erne surrealisten Wilhelm Freddie til at holde sig fra seksuelle motiver i sine malerier. Tværtimod.

Folkesangeren Cæsar struntede i politiets forbud, da han i 1965’erne sang om det store, stygge storkespringvand på Strøget i København.

Billedhuggeren Bjørn Nørgaard spurgte heller ikke om lov, da han på en mark i Nordsjælland i 1970 slagtede en hest i en happening, der er gået ind i kunsthistorien som "Hesteofringen".

Teatergruppen Solvognen lod sig arrestere, da de i 1974 i forestillingen "Julemandshæren" uddelte varer fra hylderne i Magasin til forbipasserende børn.

At "Julemandshæren" senere blev kanoniseret af den frisindede, men konservative kulturminister Brian Mikkelsen hører med til historiens herlige ironi.

Har de konservative i kulturlivet fået solstik?

Dansk kulturhistorie har i århundreder været karakteriseret ved kritisk, provokerende og udfordrende kunstværker, der på hver deres måde har bidraget til det danske frisind.

Så når der fra konservativ side nu råbes vagt i gevær, fordi den nye, moderate kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) tillader sig at se kulturlivets rammevilkår efter i sømmene, kan det nok bedst karakteriseres som helt hen i vejret - og måske som et resultat af solstik?

Det er kun sund fornuft at hjælpe diversiteten på vej ved at mindske det enorme løngab mellem kvinder og mænd, som fortsat præger store dele af kulturlivet to årtier inde i det 21. århundrede.

Man skal være en kulturel ignorant, for ikke i 2023 at ønske mere mangfoldighed i dansk kulturliv, sådan at hele Danmark - geografisk, socialt, religiøst, etnisk og seksuelt - som en naturlig ting støttes og repræsenteres i statslige og offentligt støttede museer med videre.

Der bør i kulturpolitikken kunne skabes fælles konsensus om at øge talentmassen herhjemme, at flere stemmer kommer til udfoldelse og endeligt af mere originalt indhold ser verdens lys.

Smukkesering af fortiden

Den politisk korrekte tilgang til kunst og kultur bliver mere problematisk, når det kommer til fortiden, kulturarven og danmarkshistorien. Der har i de senere år været en uheldig tendens til at smukkesere historiske værker, så de passer bedre til vor tids smag.

{{toplink}}

Det var næsten komisk, da forlaget Gyldendal følte sig kaldet til at udsende to udgaver af Halfdan Rasmussens folkekære børnerim, sådan at man kunne undgå rim med frække ord, hvis man ikke var til den slags.

Statens Museum for Kunst rejste selv en højst relevant diskussion, da man stillede spørgsmålstegn ved, om museet havde favoriseret fransk kunst på bekostning af tysk i deres samling af kunst fra det 20. århundrede.

Der sker i øvrigt på museer, samlinger og gallerier i disse år en kritisk refleksion over, om man har overset kvindelige kunstnere - og om man kan råde bod på det ved at præsentere dem på ny. Bille August filmen "Marie Krøyer" (2012) og den aktuelle udstilling af samme kunstner på Skagens Museum er begge udtryk for samme sunde genopdagelse af kulturhistorien.

Man kunne spørge, om der er tilsvarende forglemmelser, marginaliseringer og fravalg, når det kommer til dansk folke- og almuekultur? Der er notorisk få danskere med anden etnisk baggrund end bleg, dansk på danske skærme og lærreder.

I mange år foregik dansk film på villavejene omkring de danske filmstudier i pæne Lyngby nord for København. Først da filmselskabet Zentropa flyttede til Avedøre ved årtusindskiftet, begyndte vi at få film, der udspillede sig i mere grå, nedslidte forstadsområder.

Og så er der de ting, vi har svært ved at tale om og formidle: Danmarks fortid som kolonimagt, vores behandling af sindslidende og eksistenser på kanten af samfundet.

Måske er tiden inde til at droppe smukkeseringen og i stedet mangfoldiggøre vores danmarksbilleder?

Kvoter eller ej?

I Altingets temadebat om diversitet i dansk kulturliv har blandt andre skuespillernes formand, Benjamin Boe Rasmussen, argumenteret for, at vi bør hjælpe diversiteten på vej. Som han pointerer, er kvoter ikke en modsætning til kvalitet.

Jeg er dog mere enig med Bertel Haarder (V), når han siger, at der er fandens til forskel på påbud og forbud i kulturpolitikken. Det er nemlig vigtigt, at vi ikke glemmer armslængdeprincippet i vores iver efter at demokratisere kulturlivet.

Armslængdeprincippet har været grundlaget for dansk kulturpolitik, siden kulturministeriet blev til i 1961. Det går i al enkelhed ud på at støtte men ikke styre, som Danmarks første kulturminister Julius Bomholt (S) formulerede det i sin tid.

Filosofien er, at politikere - og alle andre magthavere for den sags skyld - aldrig nogensinde må blande sig i den kunstneriske udfoldelse. Politiske fedtfingre skader kunsten!

Når det er sagt, er der al mulig grund til at kulturministeren gør, hvad der står i hans magt for at skabe lige løn- og arbejdsforhold, stoppe diskrimination, mobning og udskamning samt endeligt at øge mangfoldigheden af kunstneriske stemmer og udtryk i det danske kulturliv.

Det mangler nemlig bare i et demokrati som det danske.

{{toplink}}

 

debat@altinget.dk