Franciska Rosenkilde efter kulturudspil til en milliard: Kunst og kultur er afgørende i den bæredygtige omstilling

Med bedre vilkår for den enkelte kunstner, et kunstens Team Danmark og oprettelsen af Kunstens Analyseinstitut vil Alternativet hjælpe samfundet i den grønne omstilling, skriver Franciska Rosenkilde.

Kunst og kultur er en investering, ikke en udgift. Og ligesom med videnskaben er kunstarterne afgørende for vores fælles nysgerrighed på verden og på hinanden. Kunst og kultur rummer et særligt forandringspotentiale, hvor vi kan eksperimentere med nye, progressive og nødvendige løsninger på morgendagens udfordringer.

Kunst og kultur er ganske enkelt en essentiel del af et bæredygtigt samfund. Derfor fremsætter vi i Alternativet et udspil, der skal tegne rammerne for fremtidens kunst- og kulturpolitik.

Vi vil genetablere respekten for kunstneren og kunsten som erhverv, skabe større tilgængelighed, demokratisere kunsten og i langt højere grad prioritere kunst og kultur.

Kunstnerløn
Først og fremmest vil vi skabe nye og bedre arbejdsforhold for den enkelte kunstner. Det er en gruppe, der ofte har en prekær tilknytning til arbejdsmarkedet og andre arbejdsvaner end almindelige lønmodtagere.

Derfor er de mere sårbare overfor kriser og arbejdsløshed, og behovet for fleksible og kooperative virksomhedsformer er nødvendig.

I Alternativet forslår vi desuden at indføre ”kunstnerløn” i første omgang som en forsøgsordning med 1.000 kunstnere. Det betyder kort fortalt, at kunstnere modtager en basisindkomst på 10.000 kroner efter skat, så de får mulighed for at koncentrere sig om deres arbejde.

Opret et Team Danmark Kunst
Vi ønsker også at sætte fokus på den enkeltes adgang til kunst og kultur. Vores individuelle og fælles kulturelle og kunstneriske oplevelser stimulerer vores sanser, vores fantasi og vores fælles samtale.

Vi ønsker at skabe bedre forudsætninger for, at adgangen til kunst- og kulturtilbud skal være mere inkluderende. Vi skal selvfølgelig støtte kunsten, når den lever ude på kulturinstitutionerne, men i den grad også, når den endnu befinder sig i vækstlagene.

Derfor foreslår vi blandt andet flere øvelokaler, atelierpladser og værksteder i hele landet, hvor udøvende kunstnere har mulighed for at arbejde i professionelle rammer. Derudover foreslår vi en Team Danmark Kunst-model, hvor unge talenter skal have mulighed for at kombinere deres kreative fordybelse med at tage en ungdomsuddannelse.

Ligesom vi kender det fra sportens Team Danmark, skal unge talenter mødes i et fællesskab, der understøtter deres kunstneriske uddannelse uden at vælge det boglige fra.

Kunstens Analyseinstitut
Det er helt centralt, at vi får et kunsten og kulturens eksperimenterende analyseinstitut. Den eksperimenterende del er et undersøgende og udviklende fagligt råd, bestående af praktikere og eksperter, der byder ind med perspektiver og løsninger på aktuelle og langsigtede problematikker i kulturlivet, såvel som i samfundet.

Derudover skal det agere som bindeled mellem kulturlivet og det politiske niveau. Samtidig skal instituttet have en mere traditionel analytisk del med det formål at indsamle forskning og viden om kunst- og kulturlivet.  

Kunst og den grønne omstilling 
Konklusionen fra IPCC og videnskaben er klar: Omstillingen til det bæredygtige samfund går alt, alt for langsomt. Det kræver store forandringer, og det opnår man ikke ved at gøre mere af det samme. 

Vi har brug for et kunst- og kulturliv, der kan sætte ord og billeder på andre værdier end materiel og økonomisk vækst. Og ikke mindst skabe det kulturelle fællesskab, der skal hjælpe os som samfund i den markante, men helt nødvendige, omstilling til det bæredygtige samfund.

Forrige artikel SF vil styrke ungdomskulturhuse, e-sport og fritidspas til udsatte børn og unge SF vil styrke ungdomskulturhuse, e-sport og fritidspas til udsatte børn og unge Næste artikel Forsker: Idrætten bliver skrevet fuldstændig ud af kulturpolitikken i ny bog om Kulturministeriet Forsker: Idrætten bliver skrevet fuldstændig ud af kulturpolitikken i ny bog om Kulturministeriet