EL: Sådan skal idrætten gentænkes

Af Jørgen Arbo-Bæhr
Kulturordfører, Enhedslisten

I de nærmeste par uger kommer en stor udredning af den statsfinansierede idræts økonomi.

I virkeligheden er det kun en lille del af idrætten, når man tænker på, at kommunerne støtter med 3,5 milliarder kroner, mens staten kun støtter med ca. 800 millioner kroner via udlodningsmidler fra Danske Spil.

Ikke desto mindre kan udredningen blive et springbræt for at modernisere vores idrætspolitik. Sagen er jo, at idrætspolitikken er langt bagud i forhold til udviklingen af idræt.

Det skyldes blandt andet, at idrætspolitik styres af idrætsorganisationerne og kun meget lidt af politikere. Jeg synes, at vi bliver nødt til at blande os i idrætspolitikken.

Ligestillingen skal styrkes
Eksempelvis kan vi se på spørgsmålet om ligestilling mellem mænd og kvinder. Idrætten har altid været præget af mænd.

I virkeligheden startede kvindernes deltagelse i stor udstrækning først efter 2. Verdenskrig. Indtil da optrådte de stort set kun i æstetiske opvisninger – gymnastik og roning.

Deres deltagelse i roning handlede ikke om konkurrence, men deres stil. Det danske hold blev diskvalificeret i de nordiske mesterskaber, fordi de tog for mange åretag per minut.

Vi har altid set kvinder, som prøver at gøre oprør, men det var meget få. F.eks. Johanne Jørgensen, som lavede en del verdensrekorder i cykling tilbage i 1912 i en revolutionær, knælang nederdel på en herrecykel!

Man kan også se det længere op i tiden, som virker som et oprør for mændene. I tennis optrådte Martina Navratilova i en doublekamp iført shorts.

Og der er også noget ved det sprog, som sportskommentatorer bruger. En af de kendte kommentatorer, Gunnar ”Nu” Hansen, brugte sproget, hvor han døbte en svømmer som ”lille henrivende Inge”. Det er sjældent, at nogen siger "lille henrivende Stig Tøfting".

Som det sidste vil jeg sige, at der stadigvæk er lang vej til noget, der ligner ligestilling. De seneste år er der i OL kommet nye idrætsgrene – blandt andet synkronsvømning og rytmisk idrætsgymnastik.

Det er æstetiske grene, og det er kun for kvinder. Og noget, som er specielt, er beachvolley, som indtil for nylig havde bestemte regler for kvinder. De har max-mål på deres bikinier, og hvem har bestemt det?

Jo, det er formanden for det Internationale Volleyballforbund, som ensidigt har bestemt det – og det er en mand!

Der er masser af forskelsbehandling, hvor mænd bestemmer. Derfor er der for stor forskel mellem mænd og kvinders deltagelse i idrætten.

Derfor skal vi ændre ved idrætten, så vi nærmer os ligestilling mellem mænd og kvinder.

Hårdere sanktioner til dopingens bagmænd
Nogle andre ting, hvor vi bliver nødt til at ændre ved idrætten, handler om den kæmpe kommercialisering.

Når vi ser på vores statsstøtte til idrætten på cirka 800 millioner kr, så kan vi jo sammenligne med professionelle fodboldspillere.

Christiano Ronaldo koster stort set det samme som hele vores statsstøtte, bare for at give et billede af en lille del af pengene, som florerer i den professionelle idrætsverden.

Vi kender jo godt til, hvad der sker på baggrund af de mange penge, ikke mindst kriminalitet. Det er eksploderet på nogle områder, når vi kigger på doping og matchfixing.

Der er to selvstændige kriminelle brancher, som både tager sig af fremstilling og distribution af dopingmidler og som styrer matchfixing på verdensplan.

Når vi snakker om doping, så har vi været på forkant her i Danmark, da vi fik etableret Anti Doping Danmark (ADD), men i de seneste år har dopingspøgelset overhalet os indenom.

Problemet er, at vi ”kun” behandler symptomet. Nemlig at tage prøver på de udøvende sportsfolk, mens vi stort set ingenting gør for at finde frem til og sanktionere bagmændene, som står for produktionen og distributionen.

Derfor bliver vi nødt til at bruge flere penge på ADD for at give dem nogle redskaber til at afsløre bagmændene, både nationalt og internationalt.

Desuden skal vi sætte mere fokus på de fitnesscentre, som undslår sig fra at tilmelde sig den frivillige tilslutning til ADD.

Vi ved, at der er nogle fitnesscentre, hvor dopingen flyder. Jeg mener, at alle fitnesscentre skal betale deres ”kontingent” til ADD. Det kan jo ikke være sådan, at de regelrette skal betale for de kriminelle!

Styrk indsatsen mod matchfixing 
De sidste år har vi fået mere at vide om matchfixing, både her i Danmark og internationalt. Vi ved allerede, at det er problem, som vokser i hujende hast, ikke mindst internationalt.

F.eks. i italiensk fodbold og i Asien, og vi ved, at der er en form for mafialignende organisering på Balkan.

DIF og DBU har lavet en handlingsplan mod matchfixing og uetiske handlinger.

I DBU har de idømt nogle få fodboldspillere karantæne, fordi de har spillet på kampe, hvor de selv er med.

Men spørgsmålet er, om DIF og DBU er klar til at afsløre matchfixing. Det kan vi være i tvivl om.

Jeg synes derfor, at vi bliver nødt til at gøre noget ved problemet fra politisk hold. Jeg synes, at vi bliver nødt til at give ressourcer til et uafhængigt organ, som kan arbejde med problemet både i Danmark og internationalt.

Jeg vil foreslå, at vi skal bruge Idrættens Analyseinstitut (og Play the Game) til at stå for dette.

Endelig tror jeg, at vi kan få nogle penge til at gøre noget ved de ”nye” problemer, når vi får den nye idrætsudredning.

Vi kan spare nogle penge på effektivisering gennem samarbejde mellem de store idrætsorganisationer som DIF og DGI, og blandt nogle modtagere, som får en for stor del af udlodningsmidlerne – blandt andet hestesporten.

debat@altinget.dk