Der var blanke øjne, da Joy Mogensen tog afsked med Kulturministeriet: “Intet er gået som planlagt”

Følelserne var uden på tøjet, da Joy Mogensen overdrog Kulturministeriet til partifællen Ane Halsboe-Jørgensen. Hun overtager et voksende ministerium, der skal hjælpe et haltende kulturliv på benene igen.

Fire dage efter, Joy Mogensen (S) overlod posten som kulturminister til partifællen Ane Halsboe-Jørgensen (S), stod de ved siden af hinanden i ministeriets mødesal.

”Den her overdragelsesceremoni er så utroligt typisk for hele min tid i Kulturministeriet," indledte den afgående minister sin tale til efterfølgeren.

"Det var egentlig ikke i dag, det skulle have været, men så skete der noget stort ude i verden, der krævede regeringens opmærksomhed, og så bliver planerne lavet om," fortsatte hun ved afskeden med det kulturministerium, hun har været ansvarlig for de seneste to år.

I den tid har hun mistet sin førstefødte datter og haft ansvaret for at styre kulturlivet godt igennem coronakrisen.

”Selvom ingenting er gået som planlagt, står jeg her med en kæmpe taknemmelighed,” sagde Joy Mogensen ved overdragelsesceremonien.

Hun så kort ned i sin iPhone for at finde ordene. Så kiggede hun op og sagde med et smil:

”Det føles næsten, som om jeg skal prøve at sige farvel og tak til en slags soldaterkammerater.”

Siden tiltrædelsen har hun ad flere omgange fået stor kritik, især for hendes håndtering af coronakrisen.

I starten af krisen udtalte hun blandt andet, at ”det ville være upassende, hvis jeg stod og talte om kultur lige nu.” Den heftige kritik i medierne kombineret med en ny graviditet har bidraget til, at Joy Mogensen nu har taget beslutningen om at trække sig fra politik.

Selvom aktører fra kulturlivet ikke altid har følt, at hun har taget kampen op for at redde den blødende branche, var det alligevel netop ministerens kampgejst, som departementschef Dorte Nøhr Andersen i sin tale fremhævede.

”Din ministertid har i sandhed været en kamptid, og jeg har på nærmeste hold kunnet se dig kæmpe for dansk kulturliv i en situation, som ingen af os har stået i før,” lød det.

Ny minister, større ministerium
Udover en ny minister får Kulturministeriet også flere kræfter at arbejde med. Ministeriet står nemlig over for en markant oprustning af medarbejdere. Det lille ministerium går fra 85 medarbejdere til 110 medarbejdere i 2022.

Da Joy Mogensen skulle beskrive hvilken minister, det nu udvidede departement kan forvente at få, var der kun rosende ord at hente. Hun blev nødt til at lave et lille hop på scenen, da hun med tårer i stemmen skulle fortælle om sin partifælle gennem 20 år.

”Ane er en af de bedste kollegaer, jeg nogensinde har haft. I kommer til at elske hende, for man kan simpelthen ikke andet.”

Med det farvel blev Ane Halsboe-Jørgensen nødt til at tørre en tåre væk fra øjenkrogen, da det blev hendes tur til at tale. Her anerkendte hun de svære omstændigheder, som Joy Mogensen har skulle agere kulturminister under.

”Du har gjort det i en tid som har været utaknemmelig, som har været umenneskelig hård, og hvor jeg næsten ikke kan være mere lettet over at se dig smile i dag,” sagde Ane Halsboe-Jørgensen.

På vej ud af den værste krise
Selvom ministerhatten først officielt blev givet videre til Ane Halsboe-Jørgensen ved overdragelsen fredag eftermiddag, har den nye kulturminister allerede haft travlt med at komme ud i Danmark for at blive klogere på, hvordan kulturlivet kan rejse sig efter corona.

På sine første dage har hun både nået forbi åbningen af Kulturmødet Mors og hele vejen tilbage til Det Kongelige Teater.

”Jeg glæder mig til at skulle tage handsken op. Uanset om det handler om kærlighed til musikskolerne eller at turde lægge arm med de største af vores techgiganter i kampen for dannelse, i kampen for fællesskaberne, og i kampen for et levende demokrati.”

På Altingets spørgsmål om, hvad det vigtigste for den nye kulturminister er at opnå, pegede Ane Halsboe-Jørgensen på især to ting:

“Her og nu handler det om, at det kulturliv, vi alle sammen elsker, og som er så bærende en del af vores samfund, kommer på benene efter corona. Og så ligger der en bunden opgave på mit bord i forhold til at få åbnet for forhandlingerne om et nyt medieforlig.”

“Men på den mere overordnede klinge ønsker jeg mig, at kultur er noget, der bringer os sammen. Og som er en del af vores alle sammens liv og ikke kun for de få.”

Så den her vision, som nogle efterspørger, er det noget med at bringe folk sammen og ikke kun til de få?

“Jeg synes faktisk, det er en lille smule misforstået at sige, at man kan samle alt, hvad kulturen kan og skal, i ganske få paroler,” svarede den nye kulturminister.

“Kultur er alt det, vi er fælles om. Kultur er det, der udfordrer os som mennesker. Kunst og kultur kan både lære os noget om os selv og verden. Og det er en dannende kraft, som gør os til hele mennesker.”

“Nede under det er der mange veje hen til det. At være en aktiv del af et levende kunst- og kultur- og foreningsliv kan være rigtig mange ting. Og jeg vil som minister være åben for det hele. Og være minister for det hele.”

,

Forrige artikel Ny kulturminister: Vi mangler en fornemmelse af, hvad kulturlivets udfordring ægte er Ny kulturminister: Vi mangler en fornemmelse af, hvad kulturlivets udfordring ægte er Næste artikel Overdragelse: Joy Mogensen bad en bøn og ny kirkeminister Ane Halsboe fik et oliventræ Overdragelse: Joy Mogensen bad en bøn og ny kirkeminister Ane Halsboe fik et oliventræ