Ny kulturminister: Vi mangler en fornemmelse af, hvad kulturlivets udfordring ægte er

Der er endnu ingen konkrete forslag til, hvordan kulturlivet skal komme ovenpå efter pandemien. Den nye kulturminister mangler nemlig en fornemmelse af, hvad udfordringen reelt er, og hvad der er brug for fra politikerne. 

Hvordan får vi kulturlivet i gang oven på corona? Skal der flere penge til? Og hvilke tiltag er der brug for?

Der var ikke noget klart svar at hente fra Ane Halsboe-Jørgensen (S), da hun på Kulturmødet Mors blev spurgt, om der vil komme flere penge kulturens vej.

”Jeg overtager den her stol på et meget privilegeret tidspunkt. Vi er jo nærmest ved at slippe de sidste restriktioner, og det betyder, at alt det, der har været virkelig svært, er vi ved at arbejde os ud af nu,” siger hun.

Hun vil bruge den første tid som minister på at spørge “nysgerrigt ind til”, hvor det danske kulturliv befinder sig henne nu, så hun kan finde ud af, “hvad der er brug for, både fra kulturlivet selv, men også fra os politikere”.

“Der, hvor vi er nu, mangler vi en fornemmelse af, hvad udfordringen ægte er,” siger Ane Halsboe-Jørgensen til åbningsdebatten på Kulturmødet Mors. 

Ane Halsboe-Jørgensen blev udnævnt som ny kulturminister i mandags, efter at Joy Mogensen (S) meddelte sin afgang søndag. Dermed forlod hun posten som uddannelses- og forskningsminister, der i stedet overtages af Jesper Petersen (S).

Fokus på dialog i kulturlivet
Dialogen med det danske kulturliv skal ikke kun bruges til at blive klogere på de største udfordringer forude. Den er ifølge Ane Halsboe-Jørgensen også et centralt værktøj i kampen mod et polariseret og ulige kulturliv. 

”Vi skal prøve at forstå, hvor rørende det kan være at stå til en fodboldkamp, og samtidig hvor levende det kan være at se teater på Det Kongelige. Det kræver, at alle os, der har med det at gøre, er åbne for at tage den samtale,” siger hun på Kulturmødet. 

Ane Halsboe-Jørgensen har ikke meget tidligere erfaring på kulturområdet, og det kommer til at præge hendes tilgang til det nye job som kulturminister. 

”Jeg går meget nysgerrigt, lyttende og åbent til det her job. Det gør jeg, både fordi der er meget jeg ikke ved og meget kultur, jeg ikke forstår mig på. Lysten til at lytte står helt centralt i mit arbejde.” 

Medieforlig og kampen mod techgiganter venter forude
Udover kulturlivets genoprejsning, er der også andre store ting på kulturministerens skrivebord. Et længe ventet medieforlig skal forhandles, og Ane Halsboe-Jørgensen fører Joy Mogensens fane videre i kampen mod de store techgiganter.

”Det er nogle ting, der truer vores demokrati. Her er medieaftalen og kampen mod techgiganterne vigtige greb til at stå vagt om det, der er med til at skabe det danske demokrati,” siger hun til Kulturmødet.

Derudover kunne det tyde på, at unges trivsel også kommer til at fylde meget i Kulturministeriet under den nye minister. Det er nemlig en mærkesag, Ane Halsboe-Jørgensen tilsyneladende tager med sig videre fra sit gamle ministerium. 

”Vi har en ungdomsgeneration, der er mere ensomme end nogensinde. Der mener jeg også, at mødet med kunsten kan rigtig meget, fordi det lærer os noget om os selv og den verden, vi lever i.” 

Forrige artikel Loyal, lyttende og en driftssikker partifælle: Her er ministeren, der skal kæmpe kulturpolitikkens kamp Loyal, lyttende og en driftssikker partifælle: Her er ministeren, der skal kæmpe kulturpolitikkens kamp Næste artikel Der var blanke øjne, da Joy Mogensen tog afsked med Kulturministeriet: “Intet er gået som planlagt” Der var blanke øjne, da Joy Mogensen tog afsked med Kulturministeriet: “Intet er gået som planlagt”