Forskere: Kulturministeren har ret. Kunst kan spille en rolle for psykisk sårbares trivsel

Af Kasper Levin, seniorforsker, Center for Kunst og Mental Sundhed, Birgit Bundesen, overlæge, Psykiatrisk Center Amager, Bent Rosenbaum, overlæge i psykiatri, m.fl.
Se alle afsendere i faktaboksen nederst i indlægget

I en artikel i Altinget ønsker forskerne Anette Søgaard Nielsen og Anders Juhl Rasmussen at korrigere kulturministerens (Jakob Engel-Schmidt (M), red.) fremstilling af kunstens mulighed for at bidrage til bedre trivsel og mindre medicinforbrug hos folk med psykiske lidelser. 

Kulturministeren sagde: ”Når nu vi ved, at mennesker, der har det svært, mennesker, der lider af depression, angst eller andet, når disse mennesker oplever, at hvis de hører lyrik eller musik, med en vis frekvens, så får de det bedre mentalt og tager i sidste ende mindre medicin.” 

Med henvisning til et enkelt bredt systematisk review af randomiserede kontrollerede studier, fremhæver forskerne, at der kun er ”meget svag evidens for effekten af ikke-faciliteret, ekspressiv skrivning hos mennesker med kronisk sygdom”.

På baggrund at dette ene review, mener forskerne at kunne afvise, at der skulle være sammenhæng mellem deltagelse i kunstneriske aktiviteter og forbedring af mentalt helbred.

Forskning viser lovende resultater for interventioner med kunst 

Som forskere tilknyttet Center for Kunst og Mental Sundhed (CKMS), hvor vi både bedriver kvantitativ og kvalitativ forskning inden for området kultur og sundhed, hilser vi diskussionen om forskningsfeltet velkommen.

Vi er imidlertid meget uenige i de grundlæggende præmisser, som forskerne lægger til grund for deres afvisning af kunstens særlige betydning og effekt i forhold til psykiske lidelser.

Selv om forskerne har ret i, at der ikke findes statistisk evidens for, at der er en direkte kausal forbindelse mellem kunst og mental sundhed, så mener vi, at der er godt belæg for kulturministerens udsagn om, at der er mange mennesker, der oplever at få det bedre igennem kunstneriske aktiviteter.

Det bakkes op af flere andre systematiske reviews, der viser lovende resultater med kunstneriske interventioner og skønlitterære skrivegrupper, blandt andet denne og ligeledes her.

Problematisk afvisning af effekter

At afvise kunstens positive effekter på mental sundhed på baggrund af et enkelt meget bredt systematisk review, er som udgangspunkt problematisk.

Det pågældende review fokuserer på effekter, der går på tværs af kroniske lidelser, hvor der ikke skelnes mellem meget forskellige livssituationer som psoriasis, brystkræft og psykiske lidelser.

Derudover fokuserer reviewet på ikke-faciliteret skrivning som direkte terapeutisk i forhold til at forbedre fysisk eller mentalt helbred. På CKMS mener vi ikke, at kunst i sig selv kan eller bør betragtes som sundgivende medicin, og lægger derfor også vægt på, at kunsten skal faciliteres ud fra sundhedsfaglige betragtninger.

Hverken vores forskning eller kulturministeren påstår nogen steder ”en direkte årsagssammenhæng mellem at skrive eller læse poesi og at få bedre mental sundhed”.

Når forskerne påpeger, at der er svag evidens ved terapeutisk skrivning og der i forskningsfeltet findes modstridende resultater, så modsiger det ikke kulturministerens udsagn, men understreger derimod vigtigheden af at støtte tværvidenskabelig forskning, der kan udpege de specifikke og generelle faktorer i mødet med kunsten.

Et hierarkisk forhold mellem metoder 

I modsætning til forskernes fremstilling er problemet med forskningen ikke, at kvalitative og kvantitative undersøgelser viser modstridende resultater.

Denne forvirring hos forskerne skyldes en udbredt videnskabsteoretisk misforståelse om, at forholdet mellem kvantitative og kvalitative undersøgelser skal forstås hierarkisk, således at de kvantitative undersøgelser repræsenterer ”den højeste grad af sikker viden” og de kvalitative den lavere, fordi de er ”små”.

Ud over det åbenlyse problem i at vurdere kvaliteten af kvalitative undersøgelser på baggrund af kvantitet, så er problemet her, at forskerne mister blikket for det samspil mellem kvantitative og kvalitative tilgange, der er central for at skabe bedre evidens omkring komplekse fænomener som kunst og mental sundhed.

Det giver her ikke mening at fastholde en præmis om, at indsatserne burde være målbare ”uafhængigt af deltagernes oplevelse”, hvilket gør forskningen uvedkommende for de mennesker, som vi forsøger at hjælpe.

Kvalitative undersøgelser er derfor centrale for at få mere præcise bestemmelser af, hvilke faktorer vi skal måle på for at skabe evidens for effekterne.

Vi mener derfor, at kulturministeren har godt belæg for sin antagelse, og vi mener, at der er god grund til at interessere sig mere for sammenhængene mellem kultur og mental sundhed.

Det er her et problem, at forskningsmidler oftest er adskilt i en kasse til 'kultur' og en anden til 'sundhed'.

Hvis vi skal blive klogere, kræver det politisk vilje til at satse på feltet som et selvstændigt område, hvor vidensparadigmerne ligestilles, hvilket vi på CKMS mener, er vigtigt.

{{toplink}}

 

 

debat@altinget.dk