BKF: De private fonde bør tage ansvar for ligestilling og mangfoldighed
Der er fortsat ubalance i hvilke kunstnere, der kan opleves på de store museer og største gallerier. I Billedkunsternes Forbund mener vi, at de private fonde bør bruge deres magt til at rette op på dette, skriver Marie Thams.
Af Marie Thams
Forperson, Billedkunsternes Forbund
Som billedkunstnere er vi meget bekendte med de private fonde og deres bidrag til billedkunsten – et positivt bekendtskab og et nødvendigt supplement til de offentlige midler, også når det gælder produktion af nye værker, udstillinger, publikationer med videre.
Så ja, når det kommer til, hvad der bliver sat i gang og produceret af kunst i Danmark, spiller de private fonde en betydelig rolle. Vi så det også under coronapandemien, hvor de særpuljer, som flere af fondene gik sammen om, havde stor betydning for, hvordan både kunstnere og udstillingssteder kom igennem nedlukningerne – sammen med de statslige kompensationsordninger naturligvis. Hvilket afspejlede en positiv forståelse fra fondene og deres potentiale for at støtte og styrke kunstfeltet.
Det var en vigtig og ansvarsfuld indsats, som kan overføres til mange andre områder, hvor det brænder på. For eksempel til den manglende ligestilling og mangfoldighed i kunstverdenen for at nævne et af de emner, som vi er meget optagede af i Billedkunstnernes Forbund.
Der er fortsat ubalance i hvilke kunstnere, der kan opleves på de store museer, og det ser ikke meget bedre ud på Danmarks største gallerier, hvor mandlige kunstnere udstiller cirka dobbelt så meget som de kvindelige – selvom der i efterhånden flere år er optaget flere kvinder end mænd på kunstakademierne – for blot at nævne et diversitetsparameter som vi mener, at de private fonde bør bruge deres magt til at rette op på.
Kunsten er et samfundsanliggende
Et andet område, som vi interesserer os for som faglig organisation, er aflønningen af billedkunstnere. Det er desværre stadig sådan, at kunstnerne som oftest står sidst i køen, når der skal udbetales honorar. Det er et område, som de private fonde i allerhøjeste grad kan gøre sin indflydelse gældende på ved at gøre deres støtte betinget af, at der tilfalder kunstneren en rimelig betaling.
Så når der spørges: ”Er de private fonde for magtfulde,” så er vores svar, at det kan de hurtigt blive, hvis ikke magten forvaltes med et bredere ansvar for og indsigt i feltet. Det kræver, at de omgiver sig med folk med viden på kunstområdet, at de har fingeren på pulsen, at de rykker på de områder, hvor der er et behov for at gøre en særlig indsats, og at de i bogstavelig forstand gør sig almennyttige og i mindre grad tænker på egen profilering.
Kan dette sikres med en langsigtet strategi for private fondsmidler? Måske. Men det må ikke betyde, at man dermed udliciterer ansvaret for kunsten til private aktører, og fritager det offentlige fra sit ansvar for at sikre bæredygtige økonomiske rammer for kunsten. Kunsten er et samfundsanliggende, og de statslige midler til kunstproduktion skal prioriteres så både kvalitet og mangfoldighed sikres og ikke reguleres af private fondes dagsorden.
{{toplink}}
Nikolaj Bøgh: Kulturelle boykots går Putins ærinde
Lasse Marker: Kulturpolitikken indtager ny hovedrolle på Christiansborg
