Bertel Haarder: Gør op med den åndløse kulturpolitik

DEBAT: Det skal tales mindre om sparekrav og gøres op med den urimelige politikerforagt, så konkrete visioner i stedet bliver fokus for kulturpolitikken, skriver Bertel Haarder (V).

Af Bertel Haarder (V)
Formand for Folketingets Kulturudvalg og formand for Nordisk Råd

Jeg har haft ti ministerier – altid to ad gangen. Men der er sært nok intet område, hvor der tales så meget om penge som på kulturområdet.

Gang på gang er jeg gået skuffet fra møder, fordi penge har fyldt det hele. Ånd og visioner var fraværende. Spændende åndelige fyrtårne blev grå og teknokratiske, når de kun kunne tale om penge.

Det begrundes selvfølgelig med sparekrav, men sparekrav har der jo altid været. 

De udgjorde trods alt kun en procent af det årlige statslige kulturbudget, når man tager det hele med – og allerede i foråret blev det bebudet, at sparekravet stopper, og en del af besparelserne tilbageføres.

Urimelig politikerforagt
Herligt, så må vi da endelig kunne forvente en visionær, idérig debat med ånd og indhold og kreative forslag om at gøre det bedre for de samme penge og skabe glæde for endnu flere borgere. 

Eller kan vi?

Mine erfaringer fra sommerens kulturdebatter har ikke været de bedste, men snarere præget af en hel del politikerforagt, som både er urimelig og ubegrundet, og som bestemt ikke giver lyst til at kæmpe kulturens sag.

Men jeg vil nu begynde med at forbedre mig selv og komme med positive forslag!

Prioritér børn og unges adgang til kulturen
Jeg foreslår, at Det Kongelige Teaters geniale 500 kroners-voucher til alle 18-årige forsøges udstrakt til andre områder. 

Det er stort set gratis, fordi de 18-årige ikke ellers ville have valgt teatret.

Jeg foreslår, at samme tankegang udstrækkes til store dele af foreningslivet. Jeg præsenterede på Venstres vegne før valget et omfattende foreningsoplæg med forslag om blandt andet et ”fritidspas” til børn og unge med særlige behov – og ser med glæde, at det er kommet med i regeringens ”forståelsespapir”.

Jeg foreslår at åbne bogens verden for endnu flere skoleelever ved at indbyde skoleklasser og andre til at indstille den bedste børne- og ungdomsbog og derefter afholde netafstemning blandt de stærkeste kandidater (som i forbindelse med Danmarkskanonen, hvor der blev afgiver 300.000 stemmer). 

Vinderbogen skal foræres til alle på det pågældende klassetrin. Det er ikke ret dyrt.

Udvid anvendelsen af kanonen
Jeg foreslår, at Folkekirkens Fællesfond sætter en del af de mange penge af til at løfte kirkekorene, så flere unge sangere kan indstille sig til nogle superkor, elitekor eller andet på højt niveau.

Jeg opfordrer flere museer med landsdækkende opgaver til at gøre som Statens Museum for Kunst, der har etableret en ”filial” i Doverodde i Nordjylland, så flere kan få glæde af museets vidunderlige kunstskatte.

Jeg opfordrer til, at undervisningspolitikerne ikke afskaffer, men udvider anvendelsen af kanonen. 

Både af hensyn til kulturelt svagtkørende lærere og af hensyn til børn og unge fra indvandrermiljøerne, som vi skylder et særligt fokus på kernedansk kultur (modsat de misforståede hensyn, der får skoler til at trække dansk kultur tilbage af hensyn til de fremmede kulturer).

Giv kunstnere et købmandskursus
Jeg opfordrer den nye kulturminister til at lytte til det råd, jeg fik af filmmanden Peter Aalbæk Jensen, der ville indføre et ”købmandskursus”  på de kunstneriske uddannelser.

Og at hun lytter til Christian Have, der har spændende tanker om øget samarbejde mellem erhverv og kunstnere, som er vejen til øget borgerengagement – og flere penge!

Hvis jeg var kulturminister, ville jeg også vove en debat om det, jeg opdager som ”tekstfattigdom” på mange danske scener.

Realiser et dansk alternativ til Wikipedia
Til slut to helt konkrete forslag: 

Lad os realisere Trap-encyklopædiens og andres planer om et dansk alternativ til Wikipedia i lighed med, hvad Norge har etableret for at fremme norsk kultur. Helst i samarbejde med Norge. 

Og lad os stoppe geoblokeringen mellem de nordiske lande (som da adgangen til den norske ungdomsserie 'Skam' blev blokeret). Fri adgang til andre nordiske landes kulturprodukter er den bedste vej til nordisk samfølelse og fælles handling, som der er så hårdt brug for.

Forrige artikel Debat: Ministerier skal sammen skabe bedre vilkår for kulturen Debat: Ministerier skal sammen skabe bedre vilkår for kulturen Næste artikel Alternativets Unge: Kulturmidler skal skabe kreative borgere Alternativets Unge: Kulturmidler skal skabe kreative borgere