Debat: Ministerier skal sammen skabe bedre vilkår for kulturen
DEBAT: Kulturprodukter, som kan give afkast, skal have bedre rammer for erhvervsudvikling og eksport. Det kræver, at Kulturministeriet og Erhvervsministeriet laver en tværgående kulturpolitik, skriver Niels Mosumgaard og Ole Dreyer.
Af Niels Mosumgaard og Ole Dreyer
Hhv. formand for DPA – foreningen for sangskrivere og producere og formand for Danske Musikforlæggere
Snart mødes det danske kulturliv på Mors med over 550 arrangementer.
Hvis vi kigger tilbage, har Danmark haft en offentlig kulturpolitik siden 1961.
Kunst og kultur skulle udvikle og danne borgeren til selvstændighed, evnen til at træffe valg og samtidig være del af et fællesskab. Derfor var tilgængelighed til viden og kunst afgørende, og det skulle ske gennem for eksempel folkebiblioteker, DR, museer og teatre.
Det var det første paradigme omkring Kulturministeriet, og i det lys blev kultur noget, som staten og samfundet skulle tage sig af.
Mellem to stole
Men i forlængelse af new public management-ideen om, at staten skal drives som en forretning, er der imidlertid kommet et andet paradigme, nemlig at den tilgængelighed og dannelse også skal kunne betale sig som forretning; altså kunder i butikken på museer, teatre etc.
Men måske skal man flytte opmærksomheden mod det, der virkelig kan betale sig.
Som formænd for danske sangskrivere, producere og musikforlæggere, der rejser ud i verden og arbejder på et kommercielt musikmarked, kender vi alt til, at det skal kunne betale sig.
Vi har en kreativ industri af virkelig dygtige mennesker, som arbejder professionelt med et kreativt erhverv som for eksempel at skabe musik til internationale markeder.
Men vi oplever også, at den elite af ’producenter’ ofte falder ned mellem to stole; for man passer ikke ind i Kulturministeriet, da man jo laver forretning, men man passer heller ikke ind i Erhvervsministeriet, da man jo skaber kultur.
En værdi i sig selv
Med en ny regering og kulturminister er det forhåbentlig tiden til at tage stilling til en kulturpolitik, der går på tværs af kultur og forretning, men det kræver først en oprydning, hvor de to paradigmer bliver adskilt, så der både er plads til kulturelt afkast og økonomisk afkast, men ikke rodet sammen af et new public management-begreb fra 1990’erne.
I vores øjne sker det kulturelle afkast gennem den uddannelse og det kulturliv, velfærdsstaten tilbyder borgere – det er en værdi i sig selv og skal ikke underkastes en kommerciel tankegang.
Men det økonomiske afkast, som faktisk kommer gennem den elite, der skaber de kreative erhverv, det kunne for eksempel være musikeksport til Asien eller Latinamerika.
Dét ville være en god ide at blive bedre til at kapitalisere af på linje med andre erhverv.
Tid til et tredje paradigme
Med en kulturpolitik, der går på tværs gennem Kulturministeriet og Erhvervsministeriet som både kultur og forretning, behøver det ikke være enten eller.
Forhåbentlig ville dette give en mere sammenhængende tilgang, eller vi kan kalde det et tredje paradigme, der anerkender, at den danske kulturpolitik med for eksempel spillesteder, musikskoler og musikformidling i sig selv er grobund for det, der kan udvikle sig til en elite, der arbejder professionelt med musik som et kreativt erhverv.
Et erhverv, der kræver rammer på lige fod med landbrug og fiskeri og pumperne på Als, men på tilsvarende måde ville kunne hente penge hjem til landet i en helt anden målestok, end vi ser i dag.
Dansk Teater: Stil grønthøsteren i laden og red vores fælles kultur
Bertel Haarder: Gør op med den åndløse kulturpolitik
