Medieforsker: Mediestøtte er demokratistøtte. Men hvordan sikrer vi fortsat det?
Hvordan tilrettelægges mediestøtten, så den bedst bliver demokratistøtte for så mange borgere som muligt? Det bliver det vigtigste spørgsmål at få svar på til de kommende medieforhandlinger, skriver Aske Kammer.
Arbejdet hen imod en ny medieaftale er i fuld gang, og nogle emner står allerede højt på dagsordenen. Nyhedsørkenerne vil sandsynligvis få opstillet en form for støttemæssige ”vandingsanlæg”.
De endnu urealiserede besparelser, som Danmarks Radio stadig hænger på efter den seneste medieaftale, vil sandsynligvis blive annulleret. Og de globale platformsfirmaer vil sandsynligvis blive forsøgt reguleret: Kulturministeren kalder selv et indgreb mod Facebook sin vigtigste opgave.
Det er godt, at der langt om længe sker noget. Forhandlingerne er gang på gang blevet udskudt af coronakrisen, manglende politisk prioritering og af, at der kom en ny kulturminister i august.
Men langsommelighed kan også give plads til eftertænksomhed, og man kan fromt håbe, at de involverede parter har brugt tiden til refleksion.
Måske kulturministeren og Folketinget har haft lejlighed til i hvert fald en principiel overvejelse: Nemlig om den nye medieaftale skal sigte på at bevare og beskytte det bestående? Eller om den skal den sigte på at udvikle og understøtte det nye? Og hvordan skal balancen mellem de to ambitioner være?
Mediestøtte som demokratistøtte
Formålet med en mediepolitik er blandt andet at fremme national kultur og sammenhængskraft og sikre fundamentet under en kritisk offentlighed. I denne sammenhæng er mediestøtten et af de vigtige redskaber i skuffen.
Det gælder særligt i små sprog- og befolkningsområder som det danske, hvor antallet af indbyggere i sig selv udgør en udfordring i forhold til at kunne opretholde massemedier på markedsmæssige vilkår.
Den danske stat bruger over 4,5 milliarder kroner på medier om året. Disse midler går til medier, medietyper og -indhold, som anses for at være særligt vigtige for demokratiet. Der er almindeligvis en positiv sammenhæng mellem mediebrug samt demokratisk viden og engagement.
På den måde kan man forstå mediestøtte som demokratistøtte.
Et spørgsmål om fordeling
Også i mediepolitikken må målet være at få så meget for pengene, som muligt.
Det var det princip, som lå bag den såkaldte Dyremose-rapport fra 2011. Med den grundindstilling, at mediestøtte netop er demokratistøtte, støbte et udvalg - ledet af tidligere minister Henning Dyremose (K) - kuglerne til et opgør med det hidtidige princip for produktionsstøtte til nyhedsmedierne.
De anbefalede at prioritere journalistisk produktion i stedet for (som tidligere) distribution: Det skulle altså være antallet af journalistiske årsværk og ikke antallet af trykte aviser, som belønnedes og støttedes.
Tanken var - og er - at redaktionelle medarbejdere leverer et redaktionelt output, som gennem sin blotte eksistens er godt for demokratiet. Forslaget blev indarbejdet og realiseret i senere medieaftaler.
Og så er vi tilbage ved den principielle overvejelse, som jeg håber, at Ane Halsboe-Jørgensen (S) og partiernes medieordførere har gjort sig i de seneste måneder.
For hvordan tilrettelægges mediestøtten, så den bedst bliver demokratistøtte for så mange borgere som muligt? Hvordan kan man for eksempel bedst imødekomme de praksisser for mediebrug, som findes blandt ungdommen nu til dags?
De unge har et anderledes mediebrug end ældre generationer, og der er ikke meget, der tyder på, at de vil knuselske de ”gamle” medier, når de bliver ældre. Alligevel er det især skrevne nyheder (på tværs af platforme), som er berettiget til mediestøtte.
Fuld valuta for pengene
Stærke, kommercielle medier er forudsætningen for en levende og velfungerende offentlighed, og mediestøtte er et middel til at hjælpe dem på vej. Men spørgsmålet er, hvilke medier, medietyper og -indhold, der bliver overset (om nogle). Og om rammevilkårene for at skabe noget nyt er på plads, så det ikke kun er nyhedsørknerne, men også mediernes vækstlag, der bliver vandet.
Det håber jeg, at de ansvarlige parter har tænkt over, og at de har gjort sig deres egen stilling klar. Ellers er risikoen, at den nye medieaftale bliver et resultat af automatreaktioner og ”sådan har vi altid gjort”.
Og at vi som samfund dermed ikke få fuld valuta for de mange penge, vi hvert år bruger på medierne.
{{toplink}}
FilmFyn-direktør: Streamingtjenesterne bør afkræves et kulturbidrag
Brancheorganisation: Kommunale tiltag skal åbne op for folkeoplysningens fulde potentiale
