V-borgmester: Lad pengene blive i København – for hele landets skyld

DEBAT: København er en vækstmotor i international topklasse, hvilket kommer hele landet til gode. Hvis Christiansborg tvinger kommunen til betale mere i udligning, så risikerer motoren dog at gå i stå, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Af Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og Integrationsborgmester, København

Et stærkt, velfungerende og rigt København er ikke kun til gavn for byens 600.000 indbyggere.

Det er til gavn for hele Danmark.

Derfor er det vigtigt, at vi ikke lader udviklingen og sammenhængskraften gå i stå i København og tager byens fremgang for givet.

København er – og skal fortsat være – den vækstmotor, som skal drive Danmark fremad, og det kræver et tæt samarbejde og opmærksomhed fra Christiansborg.

Ringe i vandet 
Synergieffekterne er ikke til at tage fejl af. Når virksomhederne udvider og ekspanderer, når man internationalt kigger mod vores hovedstad for kreativitet og innovation, og når turister booker flybilletten til København, så spreder det positive ringe i vandet på tværs af de danske farvande til gavn for hele Danmark.

Det må vi hele tiden huske på, både i debatten og i den førte politik.

København sender årligt hele 1,1 milliarder kroner til resten af landets kommuner i udligning. Det må være mere end rigeligt – og er et utvetydigt udtryk for, at et Danmark i balance må have en stærk hovedstad som det naturlige omdrejningspunkt.

København har den internationale førertrøje
Lad mig komme med et par eksempler, hvor vi gerne vil have medspil fra Christiansborg.

Københavns infrastruktur er helt centralt for erhvervslivet og vores internationale konkurrenceevne, og vi er nødt til hele tiden at være fremsynede og visionære. Havnetunnellen, der kan aflaste biltrafikken i indre by, og en udvidelse af metronettet er to eksempler på projekter, der kan få afledte positive effekter, der går ud over bygrænsen.

Samtidig er vi i en situation, hvor hele verdens øjne er rettet mod København og Norden, når det kommer til grønne, bæredygtige løsninger på klimaudfordringerne.

Meget kan vi – og har haft held til at – drive selv, eksempelvis med klimasikring, der går hånd i hånd med moderne arkitektur og byudvikling, men når også Christiansborg bidrager, så fastholder vi ikke kun mange arbejdspladser, men også en unik international førerposition.  

Endelig må vi blive ved med at investere i de nye forretningsformer, som skyder frem lige nu, og som vi skal leve af i fremtiden.

Benzin på vækstmotoren
Vi skal blive ved med at have fokus på iværksætteri, fintech og den kreativitet, som tiltrækker international opmærksomhed. Og vi skal samarbejde om at tiltrække og fastholde international arbejdskraft.

For mig er det enkelt.

Københavns bidrag til resten af landet er langt højere end de 1,1 milliarder kroner, vi i dag sender ud til resten af landets kommuner. København er en uundværlig vækstmotor, som vi skal blive ved med at samarbejde om at få til at fungere bedst muligt.

Resultatet i sidste ende er et stærkere, dynamisk og mere velfungerende Danmark.   

Forrige artikel Frank Jensen: Regeringen fortsætter strafaktion mod hovedstaden Frank Jensen: Regeringen fortsætter strafaktion mod hovedstaden Næste artikel Peter Orry: Lokaljournalister dæmmer op for den spinnede virkelighed Peter Orry: Lokaljournalister dæmmer op for den spinnede virkelighed