Skadelig læring, nej tak!
DEBAT: Frikommunerne forsøger sig med, hvordan de kan levere højere kvalitet til færre penge. Men hvis forsøgene bliver evalueret på et mangelfuldt og usagligt grundlag, risikerer vi at kopiere de dårlige eksempler i stedet for de gode, skriver Mette Wier, direktør i AKF.
Direktør i Anvendt KommunalForskning (AKF)
Kommunerne skal de kommende år levere bedre resultater. Det vil sige højere kvalitet og større præcision i forhold til såvel effekter som målgrupper. På skoleområdet skal fagligheden udvikles, så de svageste elever opnår kompetencer til at gennemføre en ungdomsuddannelse. I jobcentrene skal både de unge nyuddannede og de kriseramte nyligt ledige hurtigt videre i job. Og på sundhedsområdet skal kronikerne indsluses i forløb, der ruster dem til at leve bedst muligt med deres sygdom.
Kommunernes opgave er historisk stor, og der er brug for friere rammer til at prøve nye veje. Frikommuneforsøget er en god chance for at gøre netop dette. Forsøget giver både mulighed for at lempe på central regulering, og for at tænke innovativt på de områder, hvor der i realiteten ikke er nogen regler, der hindrer, at man går nye veje.
Det er imidlertid vigtigt, at forsøgene bliver evalueret, så vi kan se, hvad der kom ud af anstrengelserne. Og det er helt centralt, at denne evaluering sker på et evidensbaseret grundlag, så andre kommuner rent faktisk kan lære noget af erfaringerne. Er evalueringen ikke foretaget på en måde, så resultaterne kan generaliseres, er de svære at bruge til noget fremadrettet for andre. I dag bruges alt for mange ressourcer på evalueringer, der kun vedrører en snæver målgruppe. Og alt for mange foretages på ikke-evidens-baseret grundlag.
Lær rigtigt af de gode eksempler
Et mantra går gennem kommunerne i disse år: Vi skal kigge efter hinanden og lære af de gode eksempler. Godt tænkt - men vi skal være sikre på, at de gode eksempler virkelig er de rigtige forbilleder. Det afgørende her er, at såvel udpegning af de gode eksempler som opskrifter på succesen sker på evidensbaseret grundlag.
I praksis sker der ofte det, at man fejlfortolker årsags-virkningssammenhængen eller baserer analysen på institutionernes egne fortællinger om baggrunden for succesen. Man vil ofte have tendens til at forbinde to samtidigt indtrufne hændelser, men den ene behøver ikke at skyldes den anden - det kan fx være en helt tredje hændelse, der er den egentlige årsag. Problemet opstår således, når ændringen skyldes en helt tredje faktor, man ikke har øje for.
Det dårlige eksempel
I mange tilfælde gør analyserne måske ingen skade, men er blot frygtelig spild af penge. Men i mange andre tilfælde kan der være tale om decideret skadelig læring. Det gode eksempel var - når man gik det efter i sømmene - ringere end mange andre.
Kommunerne har ikke grundlag for at anvende pengene bedst muligt, når de ikke ved, hvilke indsatser der giver mest value for money. Der er helt generelt en udpræget mangel på evidensbaseret viden om indsatserne i den kommunale verden. Det gælder på skoleområdet, på det specialiserede sociale område og i forebyggelsesindsatserne. På beskæftigelsesområdet er man klart længere fremme, men også her mangler viden.
Tiden er inde til at være meget mere opmærksom på at opbygge og anvende evidensbaseret viden. Det er ikke holdbart at sætte ting i gang, der ikke samles op på. Udviklings- og forsøgsindsatser bør systematisk følges op med kvalificerede effektmålinger, der kan danne grundlag for solide politiske prioriteringer. Et sådant skifte kan på få år tilvejebringe det grundlag, der skal til for at kommunerne kan løse de store opgaver, de står over for. Hvis vi vil, kan vi komme meget længere for pengene, end vi gør i dag.
V skylder et klart svar om regionernes fremtid
Behov for mere ambitiøs udligningsreform
