Regeringen lander del-aftale med flere penge til børn og flygtninge

FL15: Regeringen, Enhedslisten og SF er blevet enige om en del-aftale til finansloven 2015 på socialområdet. Aftalen indeholder penge til pædagoger i dagtilbuddene, en pulje til det stigende antal flygtninge og ekstra hjemmehjælp. Få overblik her. 

Regeringen, SF og Enhedslisten blev onsdag enige om endnu en del-aftale for finansloven 2015, denne gang på socialområdet.  

Aftalen indeholder flere penge til pædagogisk personale i dagtilbud, klippekort til ekstra hjemmehjælp og en pulje til ekstra modtagelse af flygtninge i kommunerne i 2015.

Flere pædagoger i dagtilbud
Der afsættes over de næste fire år en milliard kroner til dagtilbudsområdet. Midlerne vil for 2015 og 2016 blive udmøntet gennem en ansøgningspulje. Fra 2017 overgår de ekstra millioner permanent til kommunernes bloktilskud.

Ansøgningspuljen betyder, at de ekstra midler i 2015 og 2016 fordeles til kommunerne på baggrund af antallet af 0-5 årige børn i kommunen. Kommunerne er forpligtet til at anvende de ekstra midler til pædagogisk personale i daginstitutioner og dagpleje. 

"Det her betyder, at kommunerne nu har lidt ekstra ressourcer til de forskellige huller, hvor man ellers ville have oplevet, at der kun er én voksen til rigtig mange børn. Så jo, det er et løft af børneområdet. Og lur mig, om kommunerne ikke kommer til at søge pengene," siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.

Den ekstra milliard kommer udover det årlige løft på 500 millioner kroner af dagtilbudsområdet, som blev afsat i forbindelse med finansloven for 2012 mellem SRSF-regeringen og Enhedslisten. 

Ordningen er blevet kritiseret af KL for både at være bureaukratisk og tage væsentlige prioriteringer ud af hænderne på de lokale politikere, som kender de lokale udfordringer bedst. Desuden rækker 250 millioner kroner ifølge KL kun til at finansiere 15 procent af en pædagog i hver af landets daginstitutioner.

Den kritik bider imidlertid ikke på social- og integrationsminister Manu Sareen (R).

"Vi kan se med ældremilliarden fra sidste finanslov, at det at pulje midlerne på den her måde er rigtig fornuftigt. Kommunerne skal selvfølgelig beskrive, hvad pengene går til. Efterfølgende vil vi også holde øje med, hvordan pengene bliver brugt. Men at det skulle være bureaukratisk, det kan jeg ikke genkende," siger Manu Sareen.

Pulje til stigende antal flygtninge
I delaftalen er der desuden afsat en pulje på 250 millioner kroner i 2015, der skal afhjælpe det stigende pres i kommunerne fra et øget antal flygtninge. Pengene er afsat som en følge af "den ekstraordinære situation på området," hedder det i aftaleteksten.

"Regeringen vil drøfte med kommunerne, hvordan de afsatte midler bedst muligt anvendes til at understøtte kommunernes opgave med at modtage og integrere flygtninge," hedder det i aftaleteksten. 

Pengene kommer oven i den almindelige finansiering af den kommunale flygtningeindsats. Og et sandsynligt hovedfokus for udmøntningen er kommunernes udfordring med at finde boliger til flygtningene.

"Kommunerne siger selv, at lige præcis på det her område, har de brug for en håndsrækning. Den kommer vi så med nu. Så skal detaljerne selvfølgelig diskuteres med KL, og det gør vi så hurtigt som overhovedet muligt," siger Manu Sareen.

Ekstra hjemmehjælp
Med aftalen afsættes en pulje til et klippekort til en halv times ekstra hjemmehjælp om ugen. I 2015 afsættes 75 millioner kroner og 150 millioner kroner årligt fra 2016 til udbredelse af ordningen. 

De ekstra midler betyder, at de svageste hjemmehjælpsmodtagere kan tildeles ekstra hjemmehjælp. De ældre skal selv være med til at bestemme, hvordan den ekstra tid skal bruges. "De ældre kan bruge klippekortet til eksempelvis hjælp til madlavning, indkøb eller ledsagelse ved eksempelvis museums- eller svømmehalsbesøg," hedder det i aftaleteksten. 

Det skal ifølge Enhedslistens social- og kommunalordfører være med til at give "lidt farve på tilværelsen" for udsatte ældre. 

"Det giver ikke nødvendigvis kulørte lamper, men i hvert fald mulighed for noget af det, der giver livskvalitet for mennesker. Og dem, der er bedst til at finde ud af, hvad det er, er jo de ældre selv. Derfor er jeg glad for den her klippekortsmodel," siger Finn Sørensen (EL).

Som led i visitationen af hjemmehjælp er det op til den enkelte kommune at afgrænse målgruppen for hjemmehjælpsklippekortet. Midlerne kan finansiere klippekortsordningen for 13.500 modtagere på landsplan, skønner Socialministeriet. 

Midlerne afsættes som en ansøgningspulje for 2015 og 2016, hvorefter de overgår som del af bloktilskuddet. 

Læs hele aftaleteksten her

Forhandlingerne om næste års finanslov er i gang, og udover aftalen på socialområdet er der indgået aftaler på sundhedsområdet og på bistandsområdet

Se et uddrag fra fremlæggelsen i socialministeriet her:

 

, ,

Forrige artikel Vestegnsborgmestre vil samle jobcentre Vestegnsborgmestre vil samle jobcentre Næste artikel Billige boliger til storbyer på finansloven Billige boliger til storbyer på finansloven