Misforstået redskab fældede Cecilia Lonning-Skovgaard - for de ledige er alt som før

En historie i pressen om, at københavnske jobcentre ikke havde henvist ledige til job i to år blev begyndelsen på enden for beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonnning-Skovgaard (V). Den skarpe konklusion viste sig dog at ikke at være korrekt. Altinget forklarer her hvorfor.  

Forargelsen var stor, da Berlingske i oktober fortalte, hvordan københavnske jobcentre ikke havde henvist en eneste ledig til job siden 2019, men kun havde afholdt mere uforpligtende samtaler. 

Overskriften kom i forlængelse af en historie tidligere på sommeren om rengøringsvirksomheden De 5 Stjerner, der forgæves havde søgt ledige rengøringsassistenter hos jobcentret. 

En presset beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) måtte beklage og gik kort efter i medierne med en fyreseddel til den ansvarlige direktør i forvaltningen, Marianne Sørensen. En mistanke om, at ledige ikke står til rådighed, er noget af det værste for en Venstre-borgmester med ansvar for området og jobcentrene fik besked på at skifte praksis og henvise flere til bestemte job. 

Ifølge kilder tæt på ledelsen i den daværende Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning var det her, at der for alvor begyndte at blive komme knas i forholdet mellem borgmesteren og medarbejderne i forvaltningen.  

Det på trods af, at historien om de manglende henvisninger manglede centrale oplysninger om kommunens praksis overfor de ledige.

{{toplink}}

Ét ord - flere betydninger 

Et jobcenter kan godt henvise ledige til job uden at bruge det juridiske værktøj, som i beskæftigelseslovgivningen kaldes "henvisninger". 

I samtalerne med de ledige har Københavns Kommune siden 2015 formidlet mindst ét job per samtale til dagpengemodtagere og jobklare på kontanthjælp, blandt med inspiration fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering under Beskæftigelsesministeriet. I 2020 afholdte jobcentret 123.000 samtaler, og idéen var at få et endnu bedre match mellem de arbejdsløse og de virksomheder, som var på jagt efter nye folk. Hvis ikke de ledige søgte de job, som blev aftalt under samtalen, ville de blive indberettet, og det var kommunens ansvar at følge op. Det gjorde den i 75 procent af tilfældene i 2020. 

Derimod går det juridiske værktøj "henvisninger" ud på at sende en ledig ud til en bestemt virksomhed, som har pligt til at melde tilbage, om vedkommende mødte op og blev ansat. Kommunerne bruger det ofte for at teste, om de ledige reelt står til rådighed og kan ellers trække dem i deres ydelse. Henvisningen kan ske med ned til én dags varsel. 

Det er af samme grund heller ikke et populært redskab set med virksomhedernes øjne, som  foretrækker ansøgninger fra ledige, som rent faktisk ønsker jobbet, og hvor de ikke skal bruge tid på at underrette jobcenteret. 

Genindfører samtaler - men anklagerne vokser 

Derfor besluttede et flertal i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 29. november, at jobcentrene i København skulle gå tilbage til den gamle samtale-praksis igen.  

Men arbejdsmiljøet i forvaltningen fortsatte den forkerte vej. Kort efter blev flere af forvaltningens chefer afskediget i kølvandet på Marianne Sørensen. Blandt andet den øverste direktør Line Nørbæk og pressechef Claus Bøggild. 

I januar offentliggjorde dagbladet Politiken en henvendelse til kommunens whistleblower-ordning om, at borgmesteren havde bedt kommunens eksterne advokatfirma kontrollere medarbejdernes behandlinger af aktindsigter. Og mandag denne uge landede en undersøgelse fra kommunens arbejdsmiljø-enhed med anklager om personlige krænkelser af 24 medarbejdere fra borgmesterens side. Flere gange i forløbet har HK Kommunal København og DJØF rejst lignende kritik i medierne.   

Cecilia Lonning-Skovgaard undskyldte, men fastholdt, at hun ville blive på posten. Onsdag annoncerede Venstres gruppeformand på Rådhuset, 40-årige Jens Kristian Lütken imidlertid, at han ville overtage posten, efter hun alligevel havde meldt sin afgang. 

Den kommende beskæftigelsesborgmester har endnu ikke meldt ud, om der skal ske ændringer i kommunens måde at formidle job til de ledige på. 

Forrige artikel Dødsfald: Byrådsmedlem Allan Petersen (65) Næste artikel Ny opgørelse: Krigen i Ukraine kan koste statskassen over 50 milliarder kroner i 2022 Ny opgørelse: Krigen i Ukraine kan koste statskassen over 50 milliarder kroner i 2022