Middelfart Kommune: Lad kommunale forbrændingsanlæg løfte udlandets affaldsbyrde

DEBAT: Et stop for affaldsimport vil betyde, at mere affald bliver deponeret og brændt af på forurenende anlæg i udlandet. I stedet bør den kommunale kapacitet udnyttes, mener borgmesteren og formanden for Miljø- og Energiudvalget i Middelfart Kommune.

Af Johannes Lundsfryd Jensen (S) og Morten Weiss-Pedersen (K)
Borgmester, Middelfart Kommune og formand, Miljø- og Energiudvalget, Middelfart Kommune

I Middelfart Kommune støtter vi helt op om regeringens forslag om øget affaldssortering og ambitionen om en klimaneutral affaldssektor i 2030. Vi ønsker at gå forrest i kampen om at blive et grønt foregangsland og hjælpe med at indfri de ambitiøse mål. Spørgsmålet er bare, hvilken vej der er den bedste til at opfylde ambitionen set ud fra et miljøperspektiv.

I regeringens plan fremgår det, at vi skal reducere mængderne til forbrænding. Det er vi helt enige i. Genbrug og genanvendelse skal have førsteprioritet, og fastholdelse af ressourcer i et cirkulært kredsløb er en vigtig agenda, der med øget efterspørgsel på verdens ressourcer kun bliver mere og mere vigtig.

Samtidig varsler klimaminister Dan Jørgensen (S) et stop for import af udenlandsk affald til forbrænding på danske energianlæg. Det reducerer ganske vist CO2-udledningen i Danmark, når vi brænder mindre (udenlandsk) affald – og ikke mindst når vi brænder mindre plastaffald.

I et større perspektiv kan en konsekvens af et importforbud være, at meget mere affald deponeres eller brændes på mere forurenende anlæg i udlandet med større klimabelastning til følge. Og forurening kender som bekendt ingen grænser.

Forsortering gør visioner realiserbare
Så længe der fortsat er behov for at energiudnytte en del af affaldet, hvorfor så ikke udnytte den kapacitet, vi kan stille til rådighed i Danmark – selvfølgelig parallelt med, at forbrændingsmængderne reduceres og forbrændingskapaciteten ligeså?

Vi kan bryste os af at have nogle af verdens mest effektive forbrændingsanlæg. Vi har en veludbygget infrastruktur og aftagere til varmeproduktionen. Så længe vores varmebehov endnu ikke kan dækkes fuldt ud af mere grønne energiløsninger, og så længe alt affald endnu ikke kan genanvendes, bør vi udnytte kapaciteten på vores eksisterende kraftvarmeværker som det bedste alternativ og stille samme bæredygtige løsning til rådighed for udlandet.

Hvis vi samtidigt etablerer forsorteringsanlæg til kraftvarmeværkerne, kan vi sortere de sidste genanvendelige ressourcer ud af restaffaldet, herunder også plast. Med denne løsning til forbehandling bliver regeringens vision om udsortering af 80 procent plast fra affaldsforbrændingen i 2030 mere realiserbar.

Vi har en førerposition på kraftvarmebehandling i Danmark. Kombinerer vi den med anlæg til forsortering af restaffaldet, giver det os en unik mulighed for at tage den grønne førertrøje på og vise vejen for et bæredygtigt samfund – ikke bare i Danmark, men i hele Europa.

Fjern ikke det kommunale råderum
Mange kommuner arbejder på at etablere sorteringsanlæg til restaffald. Vi er således klar til at tage et ansvar for, at flere ressourcer kan genbruges og genanvendes, så Danmark bliver et grønt foregangsland. Det kunne være dejligt, hvis vi sammen kunne gå denne vej. Alle har mulighed for det.

Kommuner og affaldsselskaber har i mange år løftet en stor opgave for at sikre, at mest muligt affald genanvendes – for eksempel ved at begynde etablering af private forsorteringsanlæg eller ved selv at forsortere det indsamlede affald, så industrien lettere kan viderebehandle de enkelte affaldstyper. Effektiv drift af forbrændingsanlæg bidrager til en bæredygtig energiforsyning.

Lad os ikke i denne turbulente tid sætte den danske organisering af affaldssektoren over styr ved at fjerne det kommunale råderum, som netop bidrager til innovation og løsninger, der sikrer, at vi kan nå vores målsætninger om en klimaneutral affaldssektor i 2030.

Forrige artikel Roger Buch: Kommunal erhvervsstøtte undergraver vækst, velstand og balance Roger Buch: Kommunal erhvervsstøtte undergraver vækst, velstand og balance Næste artikel Danaffald: Kommunal indsamling af erhvervsaffald giver ikke bedre sortering Danaffald: Kommunal indsamling af erhvervsaffald giver ikke bedre sortering