Mette Frederiksen lægger op til at udskyde sundhedsaftale

Mette Frederiksen (S) er ikke længere sikker på, at regeringen når i mål med den længe ventede sundhedsaftale inden nytår. Selv om planen var en aftale i 2021, har statsministeren nu givet Sundhedsministeriet besked om, at "alt fokus" er på håndteringen af covid-19.

"Det næste sted, vi tager fat, er sundhed," sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen i hendes tale ved Folketingets åbning i oktober.

Men statsministeren er nu langt fra sikker på, at regeringen når at lande et forlig om en sundhedsaftale inden årsskiftet.

"Vi har helt klart arbejdet efter en sundhedsaftale i år. Men jeg vil være helt ærlig og sige, at min besked til Sundhedsministeriet, som jo er det ansvarlige ministerium, det er, at nu er alt fokus på at håndtere den situation, vi står i med covid-19,” svarede Mette Frederiksen, da Altinget spurgte til arbejdet med en sundhedsaftale på onsdagens pressemøde i Statsministeriet.

Hun konkluderede så:

"Så jeg kan ikke garantere, at vi får det her på plads i indeværende år."

Allerede ved sidste års åbningsdebat i Folketinget i 2020 annoncerede statsministeren ellers, at der skulle indgås en bred sundhedsaftale i 2021.

Anden del af udspil mangler

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bekræftede så sent som 23. november, at han forventede at spille ud med et forslag til en samlet sundhedsaftale inden jul.

Heunicke deltog ikke i onsdagens pressemøde, da han er testet positiv med coronavirus og i isolation i Bruxelles.

I oktober præsenterede sundhedsministeren sammen med indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) en plan om at oprette op til 20 nærhospitaler. I den forbindelse understregede Heunicke, at der var tale om første del af et samlet sundhedsudspil. 

I et interview med Altinget løftede han efterfølgende lidt af sløret for, hvad patienter og sundhedsaktører ellers kan vente sig af udspillet:

"Jeg kommer ikke til at gå i detaljer i dag, men jeg kan sige, at vi i det samlede sundhedsudspil beskriver, hvordan vi foreslår at løfte og ensarte kvaliteten i kommunerne," sagde Heunicke.

Han fortalte desuden, at målet med det samlede udspil blandt andet er at forebygge indlæggelser for at lette presset på kapaciteten på akutsygehusene.

Sundhedsreformer undervejs i over fem år 

Regeringen har allerede før corona-krisen været under kraftigt pres for at få vedtaget reformer af sundhedsvæsenet, der kan sikre, at sygehusene kan følge med, når der kommer et stigende antal patienter på grund af flere ældre.

For knap to år siden appellerede den samlede sundhedssektor i klare vendinger til snarlig politisk handling i et åbent brev til Magnus Heunicke. 

Også den tidligere borgerlige regeringen med Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen lovede gentagne gange større reformer af sundhedsvæsenet.

Løkke-regeringen fremlagde og indgik et forlig med de blå støttepartier om en sundhedsform. Reformen blev dog aldrig vedtaget efter magtskiftet ved folketingsvalget i 2019.

Forrige artikel Nyt analyseinstitut skal skabe mere viden om kulturbranchen: “Det her kommer hele kulturlivet til gode” Nyt analyseinstitut skal skabe mere viden om kulturbranchen: “Det her kommer hele kulturlivet til gode” Næste artikel Få overblikket: Her er de nye coronarestriktioner Få overblikket: Her er de nye coronarestriktioner