Løkke klar til paladsrevolution i sundhedsvæsnet

Regionsrådene nedlægges, men regionerne består. Det er som forventet bundlinjen i det udspil til en reform af sundhedsvæsnet, regeringen præsenterede onsdag.

I hvert fald i den strukturpolitiske debat, som for alvor tog fart, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved Folketingets afslutningsdebat inden sidste års sommerferie gjorde det klart, at regeringen tog tilløb til den største reform af sundhedsvæsnet i ti år.

Ser man på, hvad regeringen er kommet med, er der vitterligt også lagt op til at skrue på nogle af de store knapper i det sundhedspolitiske maskinrum. Både administrativt, men mest politisk.

Men for dem, der havde forventet eller håbet på noget, der kunne ligne en ny strukturreform, må regeringens udspil være skuffende læsning.

Tværtimod er der nærmere tale om en slags paladsrevolution, hvor regeringen tager de nuværende folkevalgte magthavere ud af spillet og erstatter dem med nogen, de selv kan være med til at udpege.

Sundhedsvæsnet administrative tredeling mellem kommuner, regioner og stat står stadig solidt tilbage.

Staten strammer grebet
Regionspolitikerne vil Lars Løkke Rasmussen skifte ud med en håndfuld særligt udvalgte, der udpeges af sundhedsministeren. Hertil kommer en ny national sundhedsbestyrelse under overskriften ’Sundhedsvæsen Danmark’, hvor flertallet også udpeges udelukkende af sundhedsministeren.

Set i helikopterperspektiv ligner udspillet, trods dets mange konkrete politiske initiativer, langt hen ad vejen en styringsreform, hvor Folketinget og regeringen sikres et mere solidt greb om sundhedsvæsnet.

Regionerne omdøbes til ’sundhedsforvaltninger’ for at understrege, at deres primære opgave er drift. Trods navnet er der ikke lagt op til, at der skal være instruktionsbeføjelse fra Slotsholmens ministre ned gennem den regionale forvaltning.

De politisk udpegede bestyrelser vil fortsat ’skære’ styringskæden over. Men ministeren skal have ”styrkede hjemler” til at fastsætte bindende krav og retningslinjer.

Regeringen lægger op til, at de nye bestyrelser skal være valgt for tre år ad gangen. Skifter regeringsmagten, vil en ny regering derfor med stor sandsynlighed kunne få lov til at udpege sin egen bestyrelse på et tidspunkt.

Øretævernes holdeplads
Når de nye bestyrelsers mandat på den måde vil hvile på en ministers velvilje fremfor en folkelig forankring, vil de alt andet lige kunne forventes at være meget lydhøre over for krav fra deres politisk overordnede.

Hvilket formentlig er en ikke uvæsentlig pointe med konstruktionen.

Det vil være naivt at tro, at de nye bestyrelser vil udvikle sig til rene marionetter for en regering eller udelukkende vil agere som en forlænget arm for magtkampe i Folketinget.

Til det vil de fleste kandidater til en bestyrelsespost på dette niveau have for mange selvstændige holdninger.

Men de skal også være parate til at tage imod mange af de øretæver, som uvægerligt vil blive uddelt, når et eller andet går galt i sundhedsvæsnets store maskinrum.

Driftsansvaret for et så stort og samfundsbærende foretagende indebærer helt uundgåeligt upopulære beslutninger, og dem vil en regering altid forsøge at holde ud i strakt arm.

Populære tiltag vil man dog formentlig meget gerne tage æren for at præsentere.

Ansvar uden frihed
Samtidig vil Lars Løkke Rasmussen give Folketinget og ministre større indflydelse på at fastlægge de overordnede rammer for sundhedsvæsnet.

Både økonomisk, hvor de nuværende årlige økonomiaftaler mellem Danske Regioner afskaffes og erstattes af en ”dialog” mellem regeringen og bestyrelsen i Sundhedsvæsnet Danmark.

Men også fagligt, hvor regeringen vil have årlige ministerielle udviklingsplaner, der skal være forpligtende for de underliggende bestyrelsers arbejde, øge brugen af standardiserede retningslinjer og indføre nye patientrettigheder.

Når regeringens sundhedsudspil ifølge Lars Løkke Rasmussen og kompagni ikke kan ses som en centraliseringsøvelse, så skyldes det ikke mindst, at man også vil oprette 21 såkaldte sundhedsfællesskaber.

De skal ”bygge bro” mellem akutsygehusene, kommunale sundhedstilbud og de praktiserende læger.

En politisk papirtiger
I praksis er sundhedsfællesskaberne dog vidt forskellige på tværs af landet. I Nordjylland skal Morsø og Thisted Kommune samarbejde med det nuværende Regionshospital Nord afdeling Thy om knap 65.000 borgere.

Lige nord for København skal otte kommuner med over 400.000 indbyggere arbejde sammen omkring Herlev Hospital.

En af sundhedsfællesskabernes centrale opgaver bliver at sikre regeringens mål om at aflaste sygehusene for ikke mindre end 500.000 ambulante behandlinger og 40.000 indlæggelser. Det er store ambitioner. 

Men sundhedsfælleskabernes beslutningskompetence tegner til at blive ret begrænset. Og i praksis kan det blive svært for sygehus, læger og borgmestre at nå til enighed.

Ikke mindst fordi regeringen vil give borgmestrene i de enkelte fællesskaber mulighed for at sætte foden i jorden og nedlægge veto over for tiltag, der skal gennemføres i deres egen kommune. 

Det kan derfor kræve en omlægning af den foreslåede konstruktion, hvis sundhedsfællesskaberne skal blive andet end en politisk papirtiger trukket rundt i den sundhedspolitiske manege af statens politikere og embedsmænd.

kim@altinget.dk