Sophie Løhde skal lave en stor strukturreform uden at pille for meget ved strukturen

Der bliver ingen blød opstart i regeringens sundhedspolitiske værksted efter sommerferien.

Den sundhedsreform, vi alle er blevet stille i udsigt, skal gøres til virkelighed. Efter halvandet års tilløb med debat og analyse, er der nu kun tilbage at få lavet de lektier, man har givet sig selv for i regeringen. 

Og opgaven er ikke blevet nemmere efter først Sundhedstrukturkommissionens rapport fra juni og siden de mange høringssvar fra aktørerne, som sundhedsminister Sophie Løhde (V) er mødt ind til.

Det bliver nemlig svært at undgå at skuffe store dele af Sundhedsdanmark. {{toplink}}

For det bliver efter alt at dømme ikke den store reform af forvaltningsstrukturen og organiseringen af sundhedsvæsenet, som mange havde håbet på.

For det første tyder alt på, at regionerne også overlever denne gang.

Faktisk fik hele diskussionen om regionernes eksistens aldrig rigtig vind i sejlene. Tværtimod har det snarere været bekymringen for, hvad der ville ske med landets højt specialiserede behanding på sygehusene, hvis man laver for meget om på regionerne, der har fyldt. 

I disse uger ser man i stedet Danske Regioner kæmpe for at bevare de opgaver, de faktisk ser en reel risiko for at miste - mere perfifere opgaver som eksempelvis miljøområdet. Og så selvfølgelig den fusion af Region Sjælland og Region Hovedstaden, som er en reel overvejelse hos regeringen i disse uger.

Om der fortsat vil være præcis fem enheder, og om de stadigvæk skal hedde regioner, er ikke sikkert.

Men det er den klare opfattelse hos mange sundhedsaktører, at et folkevalgt og regionalt forankret sygehusvæsen også er en realitet på den anden side af en reform.

Mere end en sten i skoen

Diskussionen om struktur og organisering har derimod kredset om noget andet - kommunerne og deres fremtid som aktør i sundhedsvæsenet. Og det til manges overraskelse. Også i KL, hvor man nok havde regnet med, at det mere var Danske Regioner end dem selv, der måtte ud og forsvare det bestående.

Men flere fagfolk har sagt, at skal det nære sundhedsvæsen løftes i niveau, er det mindre væsentligt hvordan de regionale streger på Danmarkskortet tegnes. 

Langt mere væsentligt er det at skabe den organisering af opgaver, ansvar og økonomi, der sikrer en markant udvikling uden for sygehusene. {{toplink}}

Hos de aktører og eksperter, der har begreber som manglende sammenhæng og økonomisk kassetænkning, som en del af deres kerneanalyse af sundhedsvæsenets problemer, har ønsket været at samle alle landets ældre- og sundhedsopgaver hos en og samme myndighed - regionalt, måske nationalt, men ikke hos de nuværende 98 kommuner.

Hos regeringens egne eksperter har den tanke også haft en stærk appel, og det er svært at tolke kommissionsrapporten anderledes, end at det er deres foretrukne vej at gå, når nu de blev bedt om ikke at pille ved kommunernes størrelse og antal.

Og selvom Sophie Løhde før sommerferien fik slukket drømmen om den helt store opgaveflytning væk fra kommunerne, har idéen ikke tabt tilslutning siden.

Mest iøjnefaldende her er Ældresagen, der trods et dybt engagement under forhandlingerne af regeringens ældrereform, nu foretrækker, at hele ældreområdet flyttes over til sygehuseejerne.

Ministre er ikke forpligtet på at danse efter hverken interesseorganisationers eller eksperters piber. Og det kommer Løhde heller ikke til i dette spørgsmål.

Men det er mere end bare en sten i skoen hos regeringen, at hverken Ældresagen, Danske Patienter, Danske Handicaporganisationer eller Dansk Industri tror på, at kommunerne - som de ser ud i dag - bør være en central del af fremtidens sundheds- og ældrevæsen.

Og når flere af de eksperter, regeringen selv har bedt om at kulegrave området, så entydigt peger på en stor opgavesamling som den ideelle vej til at sikre bedre sammenhæng og udvikling uden for sygehusene, så bliver det ikke nemt at lade netop dén anbefaling ligge. {{toplink}}

Så meget desto mere er det kærkomment for regeringen, at både FOA og en række velkendte sundhedspolitiske eksperter på det seneste har været ude og på hver deres måde talt vigtigheden af ét samlet sundheds- og ældrevæsen ned.

Indtil da har det stort set kun været KL selv og til dels PLO, der har kunnet se fidusen i at beholde og endda udvide kommunernes ansvarsområde i det nære sundhedsvæsen.

Mette Frederiksens indgang til sundhedsdagsordenen

Men hvordan indfrier regeringen så de forventninger til en stor reform, som den selv har skabt, hvis ikke man enten dropper regionerne, eller laver drastisk om på opgavefordelingen mellem regioner og kommuner?

Her kan de praktiserende læger komme til at spille en nøglerolle. Både fordi der er bred enighed om, at de bliver altafgørende, hvis det nære sundhedsvæsen skal løftes. Lytter man til kommissionen skal almen praksis nærmest være det nye tyngdepunkt i sundhedsvæsenet.

Men de praktiserende læger bliver også regeringens nøgle til at gøre en teknokratisk strukturreform folkelig.

Og hvis Mette Frederiksen (S) selv vil træde frem på scenen ved lanceringen af regeringens udspil, som hun gjorde ved ældrereformen, er netop dét tema en oplagt platform: Der skal flere praktiserende læger derhen, hvor borgerne er ældst og sygest. Det er til at forstå. Og desuden også den medicin alle stemmer i debatten er enige om er den måske mest vitale. {{toplink}}

Socialdemokratiet har indtil nu holdt sig en smule ude af sundhedsstrukturdebatten.

Spørgsmålet om forvaltningsled og opgavefordeling sælger ikke mange billetter. Her kan temaet om geografisk ulighed i sundhed og lægemangel i yderområder være partiets vej tilbage ind i det politikområde, som er vælgernes vigtigste, men som de seneste år har været drevet af regeringskollegaerne i Moderaterne og Venstre.

Strukturreform 2.0?

Der har været en påfaldende stor opbakning til de ret så markante forslag til en reform af almen praksis, kommissionen er kommet med. Ikke mindst hos PLO selv.

Almen praksis bliver det område, hvor regeringen skal sikre, at reformen bliver opfattet som mere end "en lille prut", som den seneste sundhedsreform blev kendt som.

En national fordeling af ydernumre er på bordet, ligesom en forenkling af det forgrenede honorarsystem for de praktiserende læger, og en større ledelselseret til det offentlige kan blive fremtiden. Og så tales der også varmt om differentiering af patientantallet for den enkelte læge alt efter lokalbefolkningens alder og sundhedstilstand. {{toplink}}

Sidstnævnte er én af de tiltag, som et ellers samarbejdsvilligt PLO meget nødigt ser blive til virkelighed, hvis det betyder, at nogle læger skal have mindre for samme arbejde i fremtiden.

Spørgsmålet er, om en reform af almen praksis, hvor de praktiserende læger bliver flere men lagt i strammere bånd af myndighederne, og træder et skridt nærmere en fuld integration i det offentlige sundhedsvæsen, er nok til at regeringens sundhedsreform vil blive taget ned som den store strukturreform 2.0?

Og vigtigst af alt: om det er nok til at styrke det nære sundhedsvæsen landet over i en sådan grad, at vi undgår - med Lars Løkkes ord - at "det hele bryder sammen"?

Det første får vi svar på i løbet af efteråret. Det andet ved vi først om et par regeringsperioder. {{toplink}}

wind@altinget.dk, ole@altinget.dk