Landdistrikterne: Send ukrainerne ud til os

I de små samfund i Danmark både kan og skal fællesskabet spille en afgørende rolle, når det gælder modtagelsen af flygtninge.

Allerede nu har mere end 25.000 ukrainske borgere søgt om ophold i Danmark som direkte følge af Ruslands angreb på deres land. Heldigvis er borgere i de mindre lokalsamfund vant til at løfte i flok.

Fodboldtræning, tegning og fællesspisning er aktiviteter, vi alle kan forstå.

Aktiviteter, der ikke behøver et fælles sprog for at blive udført, nydt og delt. Derfor er det også de aktiviteter, som lokalsamfundene samler sig om, når nye ansigter kommer til byen, og snakken nede i den lokale dagligvarebutik fra den ene dag til den anden også foregår på ukrainsk.

Et af kendetegnene ved at bo i de mindre byer er, at nok kan man leve privat, men ikke anonymt. For her er man ikke noget, men nogen, en person af kød og blod. Og for en landsby kan denne nogen, som netop er ankommet til lokalområdet, vise sig afgørende for blandt andet skolens og foreningslivets overlevelse. 

Derfor er fællesskabet i de mindre lokalsamfund godt gearet til at tage imod flygtninge, der potentielt kan blive nye borgere. Det kræver nemlig alle mand på dæk at få et lille lokalsamfund til at fungere, langt væk fra byernes stordrift og infrastruktur.

Landsbyidentiteten er god for integrationen

Forskellen mellem noget og nogen bliver i antropologisk sammenhæng fremhævet som en fordel for integrationen, og her har en række landdistriktskommuner og -byer allerede gjort sig positivt bemærket.

I en opgørelse fra 2020 lå Roskilde og Varde i front i integrationen af syriske flygtninge på arbejdsmarkedet - skarpt forfulgt af Struer, Ringkøbing-Skjern og Køge.

I undersøgelsen peger man på, at det har en god effekt at udvikle sprogfærdigheder hurtigt, samt hurtigt at få adgang til arbejdsmarkedet.

Dertil kommer, at flere byer i årevis på frivillig basis har praktiseret danskundervisning, mentorordninger og fællesaktiviteter for at styrke samhørigheden og inddragelsen af de nye borgere. 

Hvorfor? Fordi borgere i mindre samfund er uhyre bevidste om behovet for at løfte i flok. De borgere er også heltene i den historie, der udspiller sig netop nu. 

I Ryomgård på Djursland har frivillige eksempelvis arbejdet dag og nat for at omdanne det nedlagte plejehjem til 25 trygge hjem for de kvinder og børn, der har fået vendt deres verden på hovedet. Via sociale medier har netværket engageret hele 900 borgere i nærområdet i behovet for oversættere, aktivitetsledere og for hjælp til indretning af de helt nye værelser. Taget byens omtrent 2500 borgere i betragtning, så er antallet af engagerede borgere ganske imponerende.

Frivillige omsorgsnetværk skaber en tryg velkomst

Eksemplet står ikke alene.

Samme billede tegner sig nemlig landet over, hvor frivillige omsorgsnetværk er opstået med ønsket om at træde til og vise handling i en svær tid.

{{toplink}}

Om det er med klargøring af boliger, hjælp til at få en plads på arbejdsmarkedet eller donationer til at finde fodfæste, så har modtagelsen været omfavnende, tryg og venlig. 

Om ukrainerne bliver eller rejser hjem for at opbygge deres hjemland Ukraine, når krigen engang er slut, det ved vi ikke endnu. Men lige nu handler det også om at finde trygheden, få gang i en dagligdag, et familieliv, et ungdomsliv og for nogle også et arbejdsliv, så man bliver en del af samfundet og det fællesskab, der har budt dem velkommen.

debat@altinget.dk