Kommunalvalget står fortsat åbent

DEBAT: Selvom Socialdemokraterne står dårligt i meningsmålingerne, er intet afgjort før kommunalvalget til næste år, skriver professor ved SDU Ulrik Kjær.

Af Ulrik Kjær
Professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, Odense

Mange uden for det kommunale Danmark vil nok udtrykke det på den måde, at der er lang tid til næste kommunalvalg (som afholdes 19. november 2013), men rundt omkring i kommunerne og de lokale partiforeninger lader det til, at man er opmærksomme på, at der nu ”kun” er et år til næste valg.

Fornemmelsen er, at man måske endda starter forberedelserne en anelse tidligere denne gang, der er i hvert fald så småt ved at gå valgkamp i den rundt omkring. Og hvad er det så for spørgsmål, der optager de kære byrødder, partimedlemmer, lokaljournalister og så videre i denne første indledende periode? Jo det er selvfølgelig en masse praktik og strategi omkring opstillingen af kandidater og planlægningen af valgkampen.

Og så lader det også mange steder til at være, om netop dette kommunalvalg bliver et blodbad for Socialdemokraterne – om de dårlige meningsmålinger nationalt vil smitte af på de 98 kommunalvalg og betyde, at S får et relativt dårligt valg. Og at V omvendt kan se frem til et rigtigt godt valg.

En sådan forudsigelse af et dårligt valg for S kan man naturligvis juble over eller begræde, alt efter hvilken partipræference man måtte have, men uanset hvad, så virker det herfra som en noget farlig strategi at tage en sådan forudsigelse for givet. Det kan gå både bedre og værre for liste A.

Intet er afgjort på forhånd
Det skal nemlig tages to forbehold imod at fremskrive de aktuelle dårlige socialdemokratiske opinionstal til næste efterårs kommunalvalg.

For det første forholder det sig sådan, at størstedelen af vælgerne ved kommunalvalget lader deres kryds afgøre af lokale forhold, nemlig hvilke kandidater, som stiller op i deres kommune, og hvad disse kandidater mener om forskellige lokale spørgsmål.

Der er da vælgere, som går til kommunalvalg og bare automatisk stemmer på det parti, de foretrækker i Folketinget, men de er altså i undertal. Det betyder også, at det selvfølgelig er sjovere for et parti at gå ind i den kommunale valgkamp med gode meningsmålinger end med dårligere – man starter så at sige valgkampen i medvind frem for i modvind.

Men kommunalvalg vindes og tabes altså primært i kommunerne, så derfor kan det også være ganske farligt at give op på forhånd (hvis de landspolitiske meningsmålinger ser dårlige ud) eller slappe af (hvis målingerne ser gode ud) – intet er afgjort på forhånd.

For det andet skal man jo hele tiden huske, at vi jo ikke kender de landspolitiske meningsmålinger for den 19. november 2013. Og det er jo dem, som er relevante – ikke hvordan stillingen mellem Thorning og Løkke ser ud her et år inden valget. Og derfor er det også meget farligt at gætte på Socialdemokraternes (og de øvrige partiers) kommende kommunalvalg – partiet kan jo have meget bedre målinger til den tid (eller dårligere).

Så svaret på, om Socialdemokraterne taber kommunalvalget 2013, må indtil videre blive, at det ved vi ikke. Og heldigvis da – for hvis valget allerede var afgjort, ville alle de lokale anstrengelser det næste års tid jo ikke være til nogen nytte. Det er de heldigvis. Så god valgforberedelse herfra til alle partier – intet er afgjort på forhånd.

Forrige artikel Kommuner bryder bevidst reglerne Kommuner bryder bevidst reglerne Næste artikel Finanslov spænder ben for udsatte ledige Finanslov spænder ben for udsatte ledige